Den vigtigste regering siden verdenskrigen. Men også den svageste?

De verserende regeringsforhandlinger mangler en vigtig deltager, der ikke har noget partipolitisk tilhørsforhold: Den nye verdensorden.  

Den er i høj grad bestemmende for en dansk regerings handlemuligheder. Trods de politiske trakasserier om velfærd, pensionsalder og det økonomiske råderum, så afgøres Danmarks fremtid i hastigt stigende omfang uden for landets grænser. Det gælder ikke alene for sikkerhed og forsvar, men også hvad angår klimaforandringer, energiforsyning og indarbejdelsen af nye avancerede teknologier som AI.  

Umiddelbart er retningen ikke ny, men det nye er omfanget, hastigheden, sammenhængen og uigennemskueligheden. 

Konflikterne i Iran og Ukraine, Trumps trusler om at erobre Grønland og bruddet mellem Europa og USA er blot seneste eksempler på, hvad en ny verdensorden indebærer for verdenssamfundet – og for Danmark.

Rollen som statsminister kan ikke længere udfyldes på samme måde som i en mere stabil periode. Der er i stigende grad behov for en statsminister, der kombinerer klassisk parlamentarisk håndværk med strategisk ledelse 

Vi befinder os midt i et historisk og altomfattende geo- og sikkerhedspolitisk paradigmeskifte, som vi kun har set begyndelsen på. Den situation må nødvendigvis afspejles og være kernen i et nyt regeringsgrundlag. Danmarks muligheder for at forberede og tilpasse sig en ny verdensorden vil også afgøre fremtiden for vores velfærd, sociale sammenhængskraft og demokratiets robusthed. 

Realiteten er, at en ny verdensorden også kræver et paradigmeskifte i udøvelsen af politisk lederskab. Det betyder, at den nye regering bliver den vigtigste siden Anden Verdenskrig.  

Konturer af et nyt regeringsgrundlag 

De udfordringer og konflikter, vi har oplevet de seneste år, kan forudses at fortsætte frem mod 2030. Det forudsætter, at den kommende regering skal udarbejde et grundlag, som adskiller sig markant fra alle hidtidige regeringsgrundlag ved radikalt at nytænke den rolle og det ansvar, der påhviler en dansk regering under maksimalt internationalt pres og hastigt ændrede eksistensbetingelser. 

Jeg mener, at mindst fire fundamentale betingelser skal opfyldes i et nyt regeringsgrundlag: 

1. En fælles diagnose af, hvorfor Danmark befinder sig i en ny geopolitisk og samfundsmæssig virkelighed– herunder hvilke sandsynlige konsekvenser den nye virkelighed kan få for Danmark på såvel kort som lang sigt. Med andre ord: Hvordan kan Danmark blive robust over for de kriser og konflikter, der kan forudses i kølvandet på en ny verdensorden? 
2. En fælles prioritering af de centrale nationale mål, som går på tværs af ressortområder. Det vil sige at rangordne risiciene, i forhold til hvordan og hvornår de forudses at ramme Danmark. Med andre ord formulere en slags ’prioriteringsdoktrin’. Det forudsætter, at regeringen har opbygget en analysekapacitet, der løbende kan identificere nye udfordringer. 
3. 3. En fælles forpligtelse til samarbejde, ikke bare mellem regeringspartierne, men med Folketinget og samfundets nøgleinstitutioner. Det kan indebære flerårige nationale forlig om sikkerhed, klima, infrastruktur, velfærd, digitalisering. Generelt vil de kommende år stille krav om tætte og forpligtende partnerskaber på tværs i samfundet og mellem den private og offentlige sektor. 
4. En fælles opbakning til en langsigtet analyse af kravene til investeringer under givne scenarier– foreløbig frem mod 2050. Mange af de udfordringer, Danmark konfronteres med, kræver massive investeringer, for eksempel i at tilpasse infrastrukturen til de accelererende klimaforandringer. Derfor skal Danmark tænke langsigtet, men handle kortsigtet. Det vil sige sætte mål, der rækker årtier frem, men løbende tilpasse sig ændrede betingelser. 

At dømme efter godt en måneds regeringsforhandlinger tegner der sig et billede af et dybt fragmentarisk og splittet politisk spil, hvor parterne synes at forhandle sig væk fra hinanden og nære en atmosfære af gensidig mistillid.

Portræt af den næste statsminister 

De fire betingelser til et nyt regeringsgrundlag kommer med nye markante krav til en dansk statsminister. Fragmenteret parlamentarisme, geopolitisk usikkerhed, klimarisici og teknologiske omvæltninger betyder, at rollen som statsminister ikke længere kan udfyldes på samme måde som i en mere stabil periode. Der er i stigende grad behov for en statsminister, der kombinerer klassisk parlamentarisk håndværk med strategisk ledelse af et samfund under forandring. 

Tidligere kunne en statsminister i højere grad fungere som politisk administrator: sikre flertal, gennemføre reformer og styre regeringens daglige arbejde. I dag kræver rollen en langt mere strategisk tilgang, solide samarbejdsevner og en global tilstedeværelse.  

Her er ti fundamentale krav til den statsminister, der skal lede Danmark igennem de fire vigtigste år siden Anden Verdenskrig: 

1. Udstikke og formulere en samlet national retning 
2. Prioritere mellem langsigtede hensyn og uundgåelige dilemmaer 
3. Kombinere politikområder som klima, sikkerhed og økonomi m.m. 
4. Arbejde med risici, der strækker sig over flere valgperioder 
5. Demonstrere evner til at gennemføre hurtige beslutninger under stor usikkerhed 
6. Levere klar og troværdig kommunikation til befolkningen 
7. Balancere mellem handlekraft og demokratisk legitimitet 
8. Være en samlende lederskikkelse med evner til at forbinde modstridende synspunkter 
9. Have en stærk international profil  
10. Positionere sig som en strategisk leder af et samfund frem for af et parti. 

Overordnet betyder det, at statsministerens lederskab skal være mindre taktisk og mere drevet af en vision og ambition på nationens vegne. I en ny verdensorden bliver det politiske lederskab vigtigere end nogensinde. Det handler om på samme tid at udøve et stærkt lederskab, handle hurtigt og målrettet, men at gøre det i respekt for demokratiets grundlæggende spilleregler. Det handler om, at et højt tempo ikke må underminere legitimiteten og dermed befolkningens tillid til folkestyret.