For nogen måneder siden deltog jeg i en international ledelseskonference på allerøverste hylde. Den slags med fem-stjernede hoteller, Harvard-professorer og CEO's fra nogle af verdens førende virksomheder. Konferencen dyrkede fremtidens lederskab med overskrifter som 'kreativitet' og 'forandring'.

Åbningsseancen overværede jeg fra et bord i den smukke konferencesal sammen med andre delegerede, herunder et par yngre kvinder. 

Som regel starter den slags konferencer med floskler og programerklæringer, som først senere giver mening. Men indholdet var heller ikke problemet. Det var sammensætningen af panelet.

Den første halvanden times oplæg bestod af en stjernebesat paneldebat med topforskere, erhvervsledere og bestyrelsesformænd. Indholdet er ikke noget, jeg husker. Som regel starter den slags konferencer med floskler og programerklæringer, som først senere giver mening. Men indholdet var heller ikke problemet.

Det var sammensætningen af panelet. 

Fem ældre mænd, hvoraf alle på nær en enkelt var fra vestlige lande. Læg dertil en mandlig ordstyrer. Det lod dog ikke til at berøre paneldeltagerne selv, som tydeligvis havde en hyggelig stund der på scenen i deres selvbestaltede mandeklub.

Kort tid efter seancen startede kastede jeg et blik på kvinderne ved mit bord. Den ene var optaget af sin telefon. Den anden lænede sig frem, nikkede op mod mandepanelet, og hviskede til mig: ”Det der, det er simpelthen utroligt.” Jeg nikkede i tavshed og gjorde et forsøg på at rulle med øjnene.

Historien fra ledelseskonferencen ville nok ikke være én jeg huskede i dag, hvis ikke det er fordi, jeg efterfølgende to gange indenfor få uger selv har befundet mig oppe på en tilsvarende scene – som deltager i et rent mandepanel. Begge gange med en sammensætning på fire mænd og en mandlig ordstyrer. Begge gange på faglige områder, hvor det er hævet over enhver tvivl at der er masser af kvalificerede kvinder som lige så vel kunne stille op.

I begge tilfælde har jeg, da jeg så kønssammensætningen, bemærket den til arrangørerne. Og i begge tilfælde svarede de, at de godt var opmærksomme på, at det ikke var optimalt, og at det ville ordstyreren for god ordens skyld lige beklage under de indledende bemærkninger.

Begge gange er jeg alligevel troppet op, jeg har deltaget, og jeg har stået eller siddet der på scenen med en stribe folk, der ligner mig. Ikke alene køns- og aldersmæssigt, men også i forhold til erfaringer og perspektiver på verden: Mandligt, midaldrende, vestligt. Det har sikkert været hæderlige debatter. Men ingen af dem har, hånden på hjertet, været et festfyrværkeri af nytænkning og udfordrende perspektiver.
 

Vi ved det jo godt

Det er ikke nogen nyhed, at vi lever i en verden, hvor gamle mønstre, privilegier og vaner står for fald. Vi har haft #blacklivesmatter og #metoo som to betydelige, globale bevægelser der på hver sin måde har stillet spørgsmålstegn ved den race- og kønsmæssige orden, vi kender. Vi har en ung generation Z, som stiller spørgsmålstegn ved generationernes roller, ved arbejdslivets betydning og som udfordrer vores tænkning om vores klima og fremtid. 

Vi får ikke den brydning mellem perspektiver og erfaringer, som er så afgørende for nye idéer, og for at se alle aspekter af en problemstilling, hvis ikke vi også giver plads til alle de mennesker, vi er.

Det betyder, at vi alle heldigvis er blevet mere bevidste om, hvilke systemer og betingelser, vi over århundreder har skabt, som fastholder os i mønstre der ødelægger diversitet, ligeværd og deltagelse – uanset om vi taler race, køn, alder eller andre dimensioner.

For mig var det en øjenåbner, da en kollega forærede mig Helle Thorning-Schmidts biografi ”Blondinens Betragtninger.” Jeg må ærligt sige, at det var rystende læsning, hvad hun som kvindelig politiker og statsminister oplevede af modstand og sågar overgreb alene i kraft af sit køn. Da jeg fortalte min hustru om bogen kiggede hun på mig og sagde tørt: ”Jeg har læst den, men der står ikke noget i den, jeg ikke godt vidste i forvejen”.

Vi har to piger på 10 og 16, som lige nu vokser op i et samfund, som endnu ikke, her i 2024, har formået at tage bevidst stilling til og realisere den diversitet og ligestilling, som ikke kun er rigtig men også tvingende nødvendig.

De vokser op i et samfund med accelererende kriser og stigende kompleksitet, der kalder på at vi forløser al den menneskelige forestillingsevne, fantasi og kreativitet, vi sammen kan mønstre. Men vi får ikke den brydning mellem perspektiver og erfaringer, som er så afgørende for nye idéer, og for at se alle aspekter af en problemstilling, hvis ikke vi også giver plads til alle de mennesker, vi er. 

Alligevel så vi forleden, at Akademikerbladets top 50-listen over Danmarks mest citerede eksperter, kun havde fem kvinder med på listen. Og der var ikke en eneste ekspert med etnisk minoritetsbaggrund og heller ingen udlændinge, selvom 43 procent af universitetsforskere i dag kommer fra udlandet.
 

Kunsten at sige nej

Så jeg ved også godt selv, personligt såvel som fagligt, at det er forkert, fjollet og fantasiløst at stille op i et rent mandepanel. Jeg blev mindet om det, da en kvindelig bekendt overværede én af mine optrædener og efterfølgende skrev til mig med sin forundring. Jeg svarede spagt, hvad jeg dog skulle stille op, når jeg fik sådan en invitation: ”Bør man bare boykotte den slags?” spurgte jeg. 

Jeg svarede spagt, hvad jeg dog skulle stille op, når jeg fik sådan en invitation: ”Bør man bare boykotte den slags?” spurgte jeg? Ja! Svarede hun. Det bør mænd gøre.

”Ja”, skrev hun straks tilbage. ”Det bør mænd gøre. Boykotte.”

Og hvorfor egentlig ikke? Bliver en paneldebat mellem tre hvide, midaldrende, højtuddannede professionelle mænd bedre af, at jeg optræder som en fjerde af slagsen? Eller kunne den blive bedre af, at jeg lader en stol stå ledig med et budskab om, at jeg ønsker at give den til et menneske, der ikke er ligesom mig?

#detstoppermedmig

I denne verden kan det nogle gange føles abstrakt og uoverskueligt at gøre noget ved de problemer og udfordringer, vi har. Hvordan kan man selv handle konkret, her og nu, så det nytter? Den opfordring, jeg fik, er i virkeligheden nem at svare på gennem en enkelt handling.

Så med dette indlæg lover jeg i al offentlighed at sige nej tak, næste gang jeg herhjemme bliver inviteret til et rent mandepanel. Og jeg opfordrer alle mænd til at gøre det samme.

For mig stopper det her. Kære mand, gør det også det for dig?