Private fonde er i fuld gang med at indtage en ny og langt mere markant rolle i at forbedre vilkårene for landets mest udsatte borgere.

Alene de fem store fonde Velux Fonden, Egmont Fonden, TrygFonden, Bikubenfonden og Oak Foundation Denmark donerede i 2015 sammenlagt godt 309 mio. kr. til konkrete formål og nytænkning på det sociale område.

Tendensen er fortsat i år, hvor eksempelvis Den A.P. Møllerske Støttefond satte helt nye standarder for private fondes donationer til sociale indsatser, da fonden i foråret annoncerede en donation på 750 mio. kr. målrettet socialt udsatte borgere inden for tre hovedområder: hjælp til at få unge og voksne ind på arbejdsmarkedet, nedbrydning af den negative sociale arv og bedre fysiske rammer for udsatte mennesker. Fondsdonationer i den størrelsesorden har hidtil udelukkende været forbeholdt forskning og kunst og kultur.

Selv om de private fondes donationer til sociale formål stadig kun udgør omkring 15 pct. af fondenes samlede bevillinger, er de i faktiske kroner og øre større end hidtil. Ifølge eksperter og fondene selv skruer de private fonde op for de sociale bevillinger, i takt med at det offentlige skærer ned på de sociale indsatser.

Hos Rockwool Fonden kan direktør Elin Schmidt fortælle om en nærmest eksplosiv stigning i interessen for økonomisk støtte til nye sociale projekter.

”Over de seneste 5 år har vi oplevet en stigning i ansøgninger inden for det sociale område på godt og vel 100 pct. Vores bedste skøn er, at stigningen fortsætter,” siger Elin Schmidt.

Stigningen er ifølge direktøren et resultat af, at borgere og ngo’er oplever, at midlerne fra det offentlige er dalende.

”Samtidig føler en større gruppe end tidligere sig udsatte, og fra politisk side henvises oftere end hidtil til fonde som aktører, der kan bidrage økonomisk til det, der tidligere blev opfattet som velfærdskerneydelser,” siger hun.

Også en række andre fonde med store filantropiske pengetanke bekræfter, at de inden for de sidste fem år har fået flere ansøgninger til projekter inden for det sociale område. Flere oplyser også, at nye ansøgere er kommet til. Bl.a. fylder det offentlige selv – i form af en række kommuner – mere blandt ansøgerne end tidligere.

”Vi oplever en større forventning fra kommunerne i forhold til, at fonde spiller ind med social udvikling, da de selv har fået færre penge til udviklingsarbejdet. For ti år siden var det en helt naturlig ting, at kommunerne var med til at finansiere udviklingen på det sociale område. I dag er der nærmest en forventning om, at den del kommer fra fondene,” siger Helle Øbo, der er adm. direktør i AskovFonden.

AskovFonden er en udøvende fond, der ikke selv donerer penge, men som med midler fra de erhvervsdrivende fonde laver udviklingsarbejde på det sociale område. AskovFonden er bl.a. involveret i Bikubenfondens arbejde for at forbedre forholdene for unge hjemløse.

Proaktive fonde

Selv om presset på fondene på det sociale område er øget, er det ikke alle, der oplever flere ansøgninger. Internt i fondene er der sket en fokusering og specialisering, så flere fonde er gået fra at have brede sociale formål i fundatsen, til at de har helt specifikke indsatsområder som f.eks. anbragte børn, hjemløse, psykisk syge osv. Indsnævringen af fondes fokus har ført til færre ansøgninger, som til gengæld får større og længerevarende bevillinger.

Flere fonde er også gået fra at være ’ansøgningsdrevne’, hvor de primært har doneret penge til de områder og projekter, som ansøgerne har søgt midler til, til i dag at være mere proaktive og i samarbejde med interessenter og aktører selv at udvælge, hvilke områder de vil have særligt fokus på. Se figur 1.

”Vi har forsøgt at identificere såkaldte udviklingslommer på det sociale område, da disse udviklingslommer kan blive overset i en stram prioritering af tid og midler i det offentlige og i organisationerne,” oplyser Charlotte Korsager Winther, der er kommunikationschef i Velux Fonden, der i de seneste fem år i gennemsnit har bevilliget 70 mio. kr. om året til det sociale område fordelt på 20-25 forskellige projekter.

Både fonde, eksperter og de aktører, der omsætter fondenes penge til sociale indsatser, vurderer, at fondenes rolle inden for det sociale område og særligt i forhold til at sikre social nytænkning og innovation, er øget, i takt med at det offentlige har fået færre midler til at nytænke og forbedre den sociale indsats.

Satspuljen, der er penge reserveret til at forbedre vilkårene for samfundets svageste, har eksempelvis ligget på et relativt lavt niveau i de seneste år med en samlet sum på knap 643 mio. kr. i indeværende år. Se figur 2. Satspuljemidlerne er skruet sammen således, at mængden af penge afhænger af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det betyder, at i de år, hvor lønudviklingen er lav, er der færre penge at bruge af. Derfor ligger rammen for aftalen i 2016 i den lave ende.

”Der er færre penge i satspuljen til at afprøve nye tiltag end tidligere. Mange af de offentlige velfærdsopgaver er mere driftsorienterede, så mange penge går til at finansiere det, der er i gang i forvejen, frem for at sætte nye initiativer i gang. Det giver private fonde en større betydning, for de har midler til at afprøve nyt, som den offentlige sektor ikke har,” siger Bent Greve, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.

Det er ikke kun satspuljemidlernes størrelse og fordeling, der afgør, hvor mange penge der er til rådighed i det offentlige til at skabe sociale forbedringer. Alligevel er netop satspuljens størrelse og fordeling ifølge Bent Greve en indikator på, hvor pengene til nyudvikling skal komme fra.

”Lige nu bidrager fondene til, at der sættes forsøg i gang, som ikke ellers ville være der. Men det indebærer omvendt en risiko for en skævvridning, da fondene kun sætter det i gang, som lige præcis de synes er interessant, frem for ud fra en bredere samfundsmæssig betragtning,” siger Bent Greve.

Udvikling og hele mennesker

Fondene har traditionelt bidraget med penge til sociale forbedringer for udsatte borgere, hvor det offentliges midler ikke har slået til, og den rolle er kun vokset i de senere år. Ifølge direktør i AskovFonden Helle Øbo står fondene for omkring 70 pct. af den udvikling, der sker inden for det sociale område. Ud over at de offentlige midler er blevet færre, og indsatsen er mere fragmenteret, har fondene en række karakteristika, der betyder, at de kan bidrage til at knække nogle af de komplekse udfordringer, som det offentlige ikke har formået.

Eksempelvis kan fondene til forskel fra det offentlige tage større risici med de projekter, de støtter. De kan operere på tværs af det offentlige systems siloer og forvaltninger og tænke i helhedsindsatser, og det er afgørende, fordi mange udsatte børn og voksne i dag bærer rundt på komplekse problemer, der i systemet skal håndteres af forskellige forvaltninger, uden at de nødvendigvis koordinerer indsatserne. Og endelig er fondene i modsætning til politikerne ikke på valg mindst hvert fjerde år, og fondene kan derfor tillade sig at være mere tålmodige i forhold til de forventede effekter og resultater.

I Dansk Socialrådgiverforening smiler formand Majbrit Berlau med det ene øje over fondenes bidrag, mens hun græder med det andet.

”Den måde, vi i dag i offentligt regi hjælper borgeren, svarer til, at man går til lægen med ondt i hele kroppen, og så siger lægen: ’Jeg vil kun behandle din højre hånd, og så må du gå et andet sted hen med din fod bagefter.’ Den offentlige indsats er blevet fragmenteret, og det er blevet værre de sidste ti år,” siger Majbrit Berlau og fortsætter:

”Det er derfor meget positivt, at fondene sender penge i den retning, og at de typisk giver penge til indsatser med et helhedsorienteret perspektiv. Men det er også en indikator på, at det offentlige ikke slår til. Når fonde går så massivt ind og støtter et bestemt område, er det i mine øjne en indirekte kritik af det offentlige system. Kan det virkelig være rigtigt, at det i Danmark anno 2016 er nødvendigt for private fonde at investere i noget så substantielt som helhedsorienterede indsatser?,” spørger Majbrit Berlau.

Risiko for skævvridning

Det er svært at få et præcist overblik over, hvor mange penge der årligt går fra de private fonde til sociale formål. Men de sidste års store donationer fra nogle af landets største fonde indikerer, at selv om det sociale område stadig udgør en mindre del af fondenes samlede bevillinger sammenlignet med forskning og kultur, men der er ingen tvivl om, at området er i vækst.

Det vurderer professor Thomas P. Boje fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Han anslår, at fondene årligt donerer omkring 600-700 mio. kr. til det sociale område. I den vurdering indgår Den A.P. Møllerske Støttefonds nylige donation på 750 mio. ikke.

”Det sociale område har i øjeblikket stor bevågenhed i fondene, og selv om det ikke fylder meget i forhold til de samlede donationer, så stiger bevillingerne til området,” konstaterer Thomas P. Boje.

Også han er enig i, at fondene kan bidrage til det sociale område ved at gå til området på en måde, som det offentlige ikke selv formår. De kan tage større risici end det offentlige i forhold til indsatser på bestemte områder. Men når fondene indtager en større rolle, så giver det også en risiko for skævvridning af den generelle indsats, lyder hans bekymring.

”Når fonde får en større betydning, går vi fra universelle ordninger, der gavner en bred kreds af borgere, til særordninger, der kun kommer dem til gode, der falder inden for en typisk snævert defineret målgruppe. Hvis du f.eks. er ung og befinder dig på kanten af samfundet og derfor har brug for hjælp i form af f.eks. en mentor, men ikke har hverken misbrugsproblemer eller en spiseforstyrrelse, så kan det være svært at finde en mulighed, der passer,” siger Thomas P. Boje.

Forandring uden forankring

En anden udfordring er, at de udviklingsaktiviteter, som fondene sætter i gang, ofte kræver, at der er offentlige midler til rådighed, der kan finansiere den videre drift, når indsatsen har bevist sit værd og skal forankres. Både i fondsverdenen, blandt eksperter og i ngo-miljøet peger man på, at der tidligere er blevet sat alt for mange projekter i søen, uden at man har sikret sig, at der eksempelvis var økonomi og kompetencer til at drive dem videre, når udviklingsfasen var overstået.

Hvis det skal ændres, kræver det en tæt dialog og forventningsafstemning mellem fonde og det offentlige allerede inden første donation, så det står klart, hvordan den nye indsats efterfølgende kan drives videre i samklang med eksisterende offentlige indsatser.

”Hvis man stopper ved udviklingen, så ryger fondenes penge direkte ned i et sort hul. Fondene skal fortsat have fokus på at stille krav til ansøgerne om, at der fra start er tænkt i forankring. Ellers bliver fondsmidlerne bare en kopi af det, satspuljemidlerne har været i mange år: Her sætter man ting i gang, som strander i uvished, fordi ingen følger op. Det er min største bekymring lige nu, at fondene er i gang med at overtage den uhensigtsmæssige rolle, som det offentlige har haft i mange år,” siger Helle Øbo fra AskovFonden og tilføjer:

”Vi risikerer at have en kilde til forandring, men ingen til forankring. I alt for mange år har vi udviklet og udviklet uden forankring, og derfor er det vigtigt, at vi fremover gør noget andet.”

LÆS OGSÅ: Fonde går fra passive donorer til aktive samarbejdspartnere