Drop at være den hårde hund, mand

KOMMENTAR: Tempoet og informationsmængden i ledelse har aldrig været højere. Kravene til den enkelte leder risikerer at aktivere hamsterhjulsadfærd hos især mænd, så reflekserne styrer og svækker deres empati, nærvær og evne til at mærke sig selv. Karaktertræk, som den traditionelle mandlige leder har klaret sig fint uden i årevis, men som i dag er et must for at få succes som leder.

Af Annette Jønsson
Ledercoach og mandeterapeut

Dette indlæg handler om mænd. Jeg har i 15 år arbejdet med mænds personlige og professionelle lederskab. Et arbejde, der giver indblik i, hvad der styrer og bremser den mandlige leder i at nå sine mål. 

Min oplevelse er, at en del mandlige ledere er nogle hårde hunde, der lukker af for de menneskelige og sociale kompetencer for i stedet at sætte fokus på mål og bundlinje.

Men når de er drevet så stærkt af ydre motivation, glemmer de at passe på sig selv, og det bliver hurtigt en ond cirkel. Det gør det nemmere for dem at lukke af for ubehagelige følelser, men jo hårdere du er ved dig selv som leder, jo hårdere vil du være ved dine medarbejdere.

Og det er problematisk i en tid, som skriger på stærk, empatisk og troværdig ledelse. Det starter med den enkelte leder, der er nødt til at kunne lede sig selv, før de kan lede andre. Lederen må finde sin balance mellem det rationelle og det emotionelle i sin måde at gribe ledelse og relationer an på.

Managementstrategier og andre rationalestyrede parametre kan ikke stå alene, hvis en leder vil motivere og få det bedste ud af sine medmennesker. Først når du i lige så høj grad implementerer de sociale og relationelle kompetencer, vil du opleve succes.

Den vigtige balance

Samspillet mellem det rationelle og det emotionelle er afgørende for at finde ro, fokus og være autentisk. Se figur. Autenticitet handler om samspil mellem det, du føler, det, du siger/tænker, og det, du gør. Forbliver du tro mod dine værdier, også i stormvejr, og modstår fristelsen for at lade ros og anerkendelse styre din retning, har du et stærkere fundament at lede fra. 

Den blå del er alt det, vores hjerne kan frembringe. Det er ofte ikke fakta, og meget bliver ikke til noget, men det påvirker vores humør og fysik. Den rødbrune del er vores hjerte, som er nødvendigt at lytte til, hvis vi vil have empati, være i nuet, lytte til andre og mærke os selv – altså have jordforbindelse.

Den gule del er balancepunktet, som vi rammer, når vi er bevidste om vores adfærd og dermed kan skabe ro, fokus og balance. Balance kommer og går, men den opstår, når vi er autentiske og har alle aspekter i spil. 

Når du ikke er i balance, har du mindre plads til at være rummelig og empatisk over for dine medarbejdere. Alting starter med dig selv, så du er nødt til at have fokus på, hvad der giver dig god energi og glæde, hvis du vil fremstå som rollemodel og kunne udstikke retningen i dit team.

Her er tre eksempler på, hvad der kan være med til at skabe ubalance i dit lederskab:

  • Udfører du ofte dine opgaver i et meget højt tempo uden at give dig selv pauser?
  • Vil du hellere selv udføre opgaver, som du egentlig kunne uddelegere til andre?
  • Sidder du altid med åben dør til dit kontor, så du ikke får ro til at lave dit arbejde, men må bruge tid om aftenen i stedet?

Adgang til dig selv og din krop

Målet er at finde en balance mellem at være leder, mand og menneske, sådan at det ikke bliver roller, du tager på dig, men at du kommunikerer dine tanker, følelser og ønsker højt, så du står ved dig selv.

I bogen ’Leder, mand og menneske’ introducerer jeg fem trin, som hjælper dig til at mærke dig selv og få flow i dit lederskab. Se tekstboks nederst. Det kræver, at du er nærværende og opmærksom på kroppens signaler, for eksempel hjertebanken, svedige hænder, klump i maven, halsen, der snørrer sig sammen m.m.

Kan du overhovedet mærke det? Og ved du, hvad du stiller op, når du mærker det? Desværre tager mange mænd ikke deres kropssignaler alvorligt og suser videre i højt tempo i hamsterhjulet uden nærvær og ægte kontakt til omgivelserne. 

Jeg hører mange mænd tale om deres krop som noget, der bare skal virke, som de ikke har et særligt forhold til, men som på en mærkelig måde er noget uden for dem selv.

Men når man ikke er opmærksom på kroppens signaler eller vælger at ignorere dem, så opstår der ubalance, og så ryger autenciteten.

Tager du de fem trin i brug, når du leder dig selv og dine medarbejdere, opnår du større fokus og ro. Du kan tage bedre beslutninger og mærke bedre efter, om det, du gør, er rigtigt. Som leder må du stole på din indre stemme og sænke tempoet for at kunne lytte indad.

Handler du på de beskeder, du får, oplever du at være en autentisk udgave af dig selv. Og den større bevidsthed om egen adfærd og personlighed gør dig til en bedre leder.

5 trin til lederskab i balance

Trin 1: Tilpas dit tempo. Sænk det, hvis det er højt, og øg det, hvis det er lavt. Det gør du for at være i takt med dig selv og dine omgivelser. Du kan trække vejret ned i maven, tale mindre, hvilket minimerer dine tanker.

Trin 2: Vær nærværende. Træn din evne til at være i kontakt med dig selv og andre. Kig dem i øjnene, vær opmærksom på dit eget og andres kropssprog, og vær interesseret og nysgerrig.

Trin 3: Lyt. For at kunne lytte udad, må du starte med at lytte indad til dig selv. Du må tjekke ind hos dig selv, hvis du vil være en god lytter i dine relationer.       

Trin 4: Accept af forskellighed. For at kunne acceptere forskellighed og rumme andre må du træne din egen rummelighed og accept af egne fejl og mangler. Det giver dig plads til at være i selskab med folk, du ikke behøver at være enig med.

Trin 5: Kommunikér – stå ved dig selv. Når du siger højt, hvad du føler, tænker og har brug for, tager du dig selv alvorligt og er autentisk. Det skaber flow i din krop og i dit lederskab.      


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu