Udkantsdanmark har fået massiv politisk og mediemæssig opmærksomhed. Råbet om hjælp har igen og igen lydt: Hvordan undgår vi, at urbaniseringens magnetiske tiltrækningskraft på de unge, på uddannelsesinstitutioner, handelscentre, erhvervsudvikling, kulturprojekter, investeringer i nye attraktive boligområder og placeringen af offentlige institutioner tømmer landets yderområder for dynamik, arbejdspladser, udvikling og fornyelse?

Det er en vigtig diskussion, som i sin nuværende form næsten ligner en ambition om at få vand til at løbe opad. Vi står med en mindst lige så vigtig og måske langt større udfordring, som handler om at udvikle vores byer i den rigtige retning, når befolkningstallet stiger der. For det gør det. Og vi mangler både en klar strategi og en folkelig debat om vores byudvikling. Hvis vi skal gøre noget godt for udkantsområderne, så er pointen, at vi ikke starter der, men i stedet med en progressiv og innovativ udvikling af vores byer. Så kan de trække resten af landet med.

Den verbale og sympatiske støtte til udkantsområderne er rent ud sagt dobbeltmoralsk, når man ser de selvsamme politikeres beslutninger om at centralisere en række af samfundets funktioner i store uddannelsesenheder, sammenlagte skoler, megasygehuse, store politienheder, færre kaserner, udlægning af store, samlede erhvervsområder m.v.

Vi kan ikke finde de rigtige løsninger på fremtidens samfundsudvikling ved at være politisk korrekte. Vi må finde modet til at udtænke, hvordan en dansk model for urbanisme og udvikling af vores byer skal se ud. Hvad er det for smarte byer, vi gerne vil have i Danmark? Og når vi har fundet frem til den eller de modeller, må vi udtænke en eller flere modeller for de ”smarte landsbyer”. Det handler om at finde løsninger, der inkluderer hele landet i en positiv samfundsudvikling. Men vi kan ikke vinde ved at starte i det små. Vi må tænke stort fra starten.

48 pct. af landets kommuner har lanceret forskellige smart city-projekter eller planlægger at gøre det inden for de næste 12 måneder. Er det så det, vi hører kommunalpolitikerne tale om op til valget i november, og ved borgerne egentlig, hvad der er gang i? Når nu trenden går i retning af de større byer, har vi så en dansk model for urbaniseringen, som er baseret på nogle af de centrale, danske samfundsværdier om inklusion, tolerance, tillid, diversitet, høj grad af lighed og social sammenhængskraft? Eller bevæger vores byer sig i retning af at blive ekskluderende, et samlingssted for de veluddannede, vellønnede og yngre generationer, som presser andre befolkningsgrupper ud som følge af høje boligpriser, manglende åndehuller og høje leveomkostninger?

OPRINDELIGT HANDLEDE DET AT VÆRE EN SMART CITY om at lægge et intelligent lag af teknologi ind over byudviklingen for at få f.eks. mindre luftforurening, bedre vandkvalitet eller en mere effektiv offentlig trafik. I dag er der gået inflation og misbrug i brugen af smart city-begrebet. Der er hundredvis af små og store initiativer i gang på området – også i Danmark. Der er en hel industri knyttet til disse mange initiativer, og Danmark kan helt sikkert blive et progressivt testland på området, hvis vi tænker rigtigt.

Der er internationale netværk for smart cities. Der er Living Labs, Solution Labs og Street Labs for innovation og eksperimenter med nye teknologier og services for byernes borgere og virksomheder. Der er det nye buzzword ”mulighedsrum”, som ikke kan undværes i nogen projektbeskrivelse. Der er Internet of Things, borgerdreven innovation og åbne og agile løsninger. Der er kort sagt masser af varm luft og kreative ideer udviklet af den smarte industri, som ledsager de smarte byers smarte projekter og målsætninger. Lad os få sorteret og renset ud i det og prioriteret en mere konkret strategi for, hvad Danmark kan og skal på området, tilpasset de enkelte byers potentialer.

Mandag Morgen har kulegravet, hvordan begrebet smart city har udviklet sig, og hvad det er for et fænomen. Vores formål er ikke at sætte spørgsmålstegn ved, om vi skal have smarte byer og en byudvikling, som inddrager de muligheder, som teknologien giver os, og de målsætninger, man kun kan ønske sig, om renere, sikrere og sjovere byer. For selvfølgelig skal vi det. Vores formål er i stedet at få en diskussion i gang om, hvordan vi skal tackle urbanismen i Danmark, og hvordan vi kan bruge vores større byer til at få hele landet med.

Kan vi finde en dansk model for smart cities, og smarte landsbyer for den sags skyld, som fastholder vores danske samfundsværdier i en nytænkt udgave med brug af de teknologiske muligheder, vi nu har, og kan det måske ligefrem gøres til en eksportvare? Hvordan sikrer vi, at vores byudvikling giver plads til den mangfoldighed i vores byer, vi gerne vil have? Og hvordan kommer borgerne med på vognen, så de inddrages i, hvad det er, der er gang i med vores byudvikling? Det burde vi have på dagsordenen til kommunalvalget.

Og så vil vi gerne en gang for alle skyde hul i den politiske korrekthed, som hyklerisk krammer landsbyerne og landets yderområder i kærlighed på ord, men reelt understøtter en anden virkelighed, som mere ligner centralisering end det modsatte. Smart cities kan – hvis det udvikles rigtigt – blive til en dansk eksportvare med både højteknologi og bæredygtighed, livskvalitet og mangfoldighed tænkt ind i produktet.

Debatten om urbaniseringens konsekvenser, muligheder, drivkræfter og risikofaktorer må frem i lyset. Tidspunktet for den debat kunne ikke være mere velvalgt. Vi står foran et kommunalvalg med mulighed for at afprøve politikernes bud på, hvad vej vi skal gå med vores byudvikling.