Er euroen min støtte værd?

Krisen har rystet min tro på euroen som lokomotiv for større europæisk integration. Så hvad svarer jeg, når sønnen spørger, om jeg fortsat støtter Danmarks deltagelse i euroen?

Min søn spurgte, om de europæiske regeringer har fundet en økonomisk fornuftig løsning på eurokrisen. Det var ikke særlig svært at svare nej til. Den politisk set bedst opnåelige løsning, måske, men økonomisk set en meget sørgelige udgang  på den græske misere. Så spurgte han, om jeg vil stadig væk vil stemme ja, hvis vi igen skal stemme om Danmark i euroen. Den tygger jeg stadig på.

Nu var mit ja til euroen i 1999 egentlig ikke økonomisk begrundet. Jeg var – lige så lidt som de daværende vismænd - overbevist om, at Danmark ville tjene på at være med. For mig var det vigtige, at euroen skulle være et lokomotiv for europæisk integration, og den går jeg varmt ind for. Hang together or be hanged together – det er mit motto. Men hvis man vil trækkes af lokomotivet, så må man løse billet. Også selvom toget sikkert kører alligevel. Sådan tænkte jeg før sidste afstemning.

Krisen har rystet min tro på euroen som lokomotiv for integration. I Tyskland er offentligheden og politikerne forbitrede på grækerne, fordi de lod deres offentlige gæld nå olympiske højder. I eurozonens velpolstrede kernelande føler man, at irere og portugisere flottede sig for deres regning. Fænomenet Berlusconi er for mange blevet et sindbillede på italiensk politik i det hele taget. I periferien føler de omvendt, at de er sat under administration af et tysktalende tæskehold, der på det seneste endda er begyndt at udpege lokale statholdere af den rette frankfurtske støbning.

Denne enorme gensidige mistillid gør samarbejdet i EU endnu vanskeligere, og kan i værste fald lamme det. Derfor er det afgørende at få fat om årsagerne til mistilliden. Som jeg ser det, skyldes den delvis eurokrisens iscenesættelse. Men dybeste årsag er, at euroen bygger på et råddent kompromis mellem Tyskland og dets vigtigste partnere fra begyndelsen af 90’erne.

Dengang var der ikke opbakning til kontrol med finanspolitikken, der kunne holde inflatoriske tendenser i ave rundt om i eurolandene. Som kompensation fik vi en centralbank med et alt for tysk design, som sætter bekæmpelse af inflation over alle andre økonomiske mål. Det var finansmarkederne, der skulle sørge for finanspolitisk disciplin ved at straffe gældslandene med høje renter – samtidig med,  at de blev hængt til tørre i europæisk offentlighed. Det er sådan set præcis, hvad navnlig grækerne lige har oplevet.

Men konstruktionen har en frygtelig pris: Den er nemlig også årsag til, at ECB ikke gør, hvad enhver fornuftig centralbank ville have gjort i den nuværende situation (i det mindste en så stor og ret lukket økonomi som eurozonen inkl. lydstaterne). Centralbanken kan ikke lade seddelpressen køre – eller udstede obligationer, der kan finansiere gælden.

Det sidste ville give lidt højere inflation i hele eurozonen, og det er irriterende, men dog til at leve med.  Selvom underskudslandenes lånebehov kan forekomme svimlende er Grækenlands, Italiens Portugals og Spaniens samlede betalingsbalanceunderskud ikke større end det tilsvarende tyske overskud. Det har Gavyn Davis på glimrende vis analyseret i Financial Times.

Nu er vi i stedet i den situation, at landene må sætte deres statskasser ind som garanti for lån til grækere & co. Det gør manøvren politisk omkostningsfyldt – ikke mindst i Tyskland. Og det tynger de i forvejen krisetyngede statsbudgetter, så vi får færre handlemuligheder over for en begyndende recession.

Det skader naturligvis igen mulighederne for at få økonomien på fode i de gældsplagede lande, bl.a. fordi vi andre heller ikke har råd til øge vores efterspørgsel. Men det skader i grunden os alle sammen: Fra de unge arbejdsløse i Spanien til de fremtidsindustrier, som har brug for vores købekraft, hvis de skal stå distancen over for amerikanske og asiatiske konkurrenter.

Det skader naturligvis også opbakningen til den livsvigtige integrationsproces, som euroen netop skulle fremme. Hvis vi skal undgå det scenario, er der brug for en ganske anden drejebog for de næste akter af eurodramaet.

For det første må unionen igen skabe økonomisk vækst og fordele den fornuftigt til alle sine medlemmer. Det kræver et nyt kompromis med tyskerne om ECBs virksomhed – og sandsynligvis en traktatændring.

For det andet skal vi helt væk fra enhver tale om tæskehold, fransk-tysk direktorat mv. Den ’økonomiske regering’, som skal levere fremtidens finanspolitiske disciplin, må tværtimod have en tydelig demokratisk forankring. Unionen hverken kan eller bør overleve på teknokratiske løsninger i det lange løb. Alligevel er debatten om mulige demokratiske udveje næsten ikke-eksisterende. (Se Tony Barber i Financial Times 9. november.)

Jeg er ikke sikker på, om de aktuelle brandslukningsøvelser er tilstrækkelige til at skabe rum for langsigtede løsninger, eller om vi springer direkte til slutspillet. Men jeg tror – som den tidligere tyske udenrigsminister Josca Fischer nylig sagde til Information – at et sammenbrud for euroen er det værste, der kan overgå Europa – næstefter krig. Så kan min støtte til dansk medlemskab gøre en forskel her, så skal den ikke mangle, sønnike.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Forbedring af konkurrenceevnen er eneste udvej Næste artikel Tilbage til 73