Der er ingen tvivl om, at EU har hjemmel til at straffe den polske regerings undergravning af retsstaten og demokratiet gennem brug af den såkaldte juridiske atombombe i EU-traktaten.

Men Kommissionen skal afholde sig fra at true Polen med den ultimative straf, med mindre man har politisk mod til at gøre alvor af truslen. Samtidig skal man gøre sig klart, hvad konsekvenserne er ved at bruge atomvåben: Uanset om de er juridiske eller fysiske, vil det skabe kaos, ragnarok og ufred.

I den politiske situation, som hersker på tværs af EU i 2017, vil det være kontraproduktivt at forsøge at føre den artikel 7-procedure til ende, som giver mulighed for at fratage Polen dets stemmeret i EU, alt imens landet forsat vil skulle leve op til alle regler. Det vil medføre hyl og skrig i kredsen af EU-lande, hvor Ungarn på forhånd har gjort det klart, at man støtter Polen i det, begge landes ledere beskriver som et opgør med en despotisk ’centralmagt’ i Bruxelles.

Hårdhændet EU-indblanding i nationale regeringsanliggender har tidligere vist sig dybt problematisk, hvilket den såkaldte Østrigsag fra år 2000 viste med stor tydelighed. Dengang indførte EU-landene diplomatiske sanktioner mod Østrig i protest mod den højreradikale Jörg Haiders Frihedspartis deltagelse i en borgerlig koalitionsregering. Det skabte vild ballade i en række EU-lande, ikke mindst i Danmark, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) endte med at få en næse, fordi han ikke i tide havde orienteret Udenrigspolitisk Nævn om, at Danmark gik med i sanktionerne mod Østrig. På europæisk niveau endte sagen med, at EU-landene måtte krybe ned fra træet og droppe sanktionerne. EU-initiativet blev en regulær fiasko, som førte til, at man fik indføjet artikel 7 i traktaten, da den blev ændret til Lissabon-traktaten.

Muligheden for at gøre brug af artikel 7’s juridiske arsenal ændrer dog ikke ved, at EU-flertallet bør undlade at straffe polakkerne ad den vej. Omvendt betyder det ikke, at man kan leve med den aktuelle situation. For det kan man ikke.

Polens svar på Donald Trump

Polens svar på Donald Trump, premierminister Jaroslaw Kaczynski, har siden hans Lov- og Retfærdighedsparti (PiS) vandt absolut flertal i parlamentet i 2015 systematisk arbejdet på at undergrave retsstaten, de frie medier og selve demokratiet i Polen. Sagen eskalerede henover sommeren med lynfremsatte lovforslag, der undergraver retsvæsenets uafhængighed, og det førte til massedemonstrationer i Warszawa og andre polske byer. Præsident Andrzej Duda, der er Kaczynski-mand, nedlagde for nylig veto mod to ud af de tre love, men ikke desto mindre valgte EU-Kommissionen i slutningen af juli at åbne sager om traktatkrænkelser begået af Polen i forhold til især artikel 7.

Den polske regering har reageret afvisende på opfordringer om at indlede en konstruktiv dialog. Og der er ingen grund til at tro, at man vil ændre den attitude, så længe Kazcynski er den stærke mand i polsk politik, hvilket han i værste fald vil være frem til næste valg, som skal komme senest i 2019.

I stedet for at fremture ad juridisk vej bør de mindst 20 EU-lande, som er uenige med Polen og Ungarn, lægge en plan for, hvordan man straffer de to lande økonomisk. Det kan ske både via EU-budgettet og via koordinerede økonomiske sanktioner mod landene, som begge har haft gavn af både økonomisk støtte fra EU og af deres økonomiers og virksomheders integration i EU’s indre marked.

Tag f.eks. Polen. Landet har fået i omegnen af 1.000 milliarder kr. i EU-støtte, siden det i 2004 kom ind i EU. Millioner af polakker har fået job i andre EU-lande, hvorfra de i dag sender milliarder af euro hjem til Polen. Samtidig er Polens befolkning meget venligt stemt over for EU, selv om de på nationalt plan har stemt på Kaczynskis EU-skeptiske parti.

Det korte af det lange er, at polakkerne på den hårde måde må føle, at EU også er et politisk værdifællesskab med både rettigheder og pligter. Hvis ikke man vil varetage den pligt, det er at værne om et frit, åbent og demokratisk samfund, skal man ikke kunne nyde godt af de rettigheder, som handler om direkte økonomisk støtte fra sine rigere naboer via EU, og om at borgere og virksomheder kan nyde godt af de muligheder i det indre marked.

Det bliver hverken kønt eller let, når EU-Kommissionen og EU-landene skal beslutte, hvordan man kan straffe Polen økonomisk. Men alternativet vil være langt værre; det vil være en ydmygende udstilling af EU’s manglende evne til at håndhæve de værdier, Unionen er grundlagt på. Hvis ikke EU kan tøjle sine autoritære lommediktatorer i Polen og Ungarn, hvordan forestiller man sig så, at man nogensinde vil blive taget alvorligt af lande som Kina, Rusland, Tyrkiet og Saudi-Arabien?