På et tidspunkt, hvor vi i Danmark mere end nogensinde burde have en indsigtsfuld debat om EU’s politiske fremtid, om problemet med fortsat dansk deltagelse i Europol, om EU’s udfordringer med at løse migrantkrisen og flygtningenes fordeling i Europa, eller de strandede frihandelsforhandlinger og Brexits konsekvenser – alt sammen emner med megastor betydning for Danmark – så rydder en skandale om gedigent rod, sjusk eller bevidst snyd med EU-oplysningsmidler forsiderne på alle medier og er tophistorie på alle tv-stationer.

Her er noget, der er til at forstå og forholde sig til. Her bliver Folketingets næststørste parti og frontkæmper for EU-skepsissen i Danmark taget i at have fingrene for dybt nede i EU’s pengekasse. Og her mister Dansk Folkeparti sin uskyld som pletfrit parti i forhold til offentlige skandalesager.

Skandalen rummer al den slags, der i mediebranchens jargon kaldes ”sovs og kartofler”. En selvsikker stemmeslugers brutale fald fra popularitetens tinder, et normalt topstyret og toptjekket parti helt på hælene, hvad angår troværdighed, og en ny afsløring dag efter dag om manipulerede mødeindkaldelser, opdigtede formål, folk, der ikke aner, at de har deltaget i EU-støttede møder, og tvivlsomme underskrifter. Og læg dertil en ellers plet- og fnugfri formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, der kæmper for at lade, som om han og den øvrige ledelse ikke vidste, hvad der foregik dernede i Bruxelles.

Og for at det ikke skal være løgn, så er det ikke første gang, at Dansk Folkeparti afsløres i rod med pengesagerne i Europa-Parlamentet, og ikke første gang partiets nu forhenværende darling og stemmesluger ved valgene, Morten Messerschmidt, er i vanskeligheder. Men denne gang er det anderledes. For denne gang er hele partiledelsen i DF involveret i skandalen, og det ligger nu klart, at partiformanden var blevet advaret om, at noget var helt galt, for godt et år siden.

Der findes ikke ret mange bedre anledninger til at tryne en politisk modstander, end når vedkommende afsløres i eklatant dobbeltmoral, hykleri eller fusk med offentlige midler. Og skadefryden er da også til at mærke hos Dansk Folkepartis kolleger på Christiansborg efter afsløringen af partiets misbrug af EU-midler, eller som partiformand Kristian Thulesen Dahl med en diplomatisk underdrivelse kaldte det: ”sjusk på højt plan”. Partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, kalder det nu ”en løsagtig omgang med formalia”.

Dansk Folkeparti plejer ikke at holde sig tilbage for at belære andre med rod i papirerne om at bringe tingene i orden og kræve alt lagt frem. Nu er partiet blevet ramt af nemesis. Om ikke af gudernes straf for menneskelig hovmodighed, så i hvert fald af EU’s antisvindelenhed OLAF’s nidkære gennemgang af alle papirer vedrørende DF’s mellemværender med alliancen af EU-skeptiske partier, MELD, og alliancens fond, FELD. Men måske endnu værre for DF, så piller denne sag helt fundamentalt ved partiets troværdighed og position som de ærlige og jordbundne politiske antipampere i det danske Folketing. Det kommer til at afspejle sig i de kommende meningsmålinger.

Det ellers velstyrede Dansk Folkeparti prøver nu at få stoppet denne skandale ved tre klare greb om styrepinden. Partiet tilbagebetaler nu alt, hvad dets delegation i Bruxelles har fået af støtte i årene fra 2012 til 2015 fra MELD og FELD, svarende til 955.210,38 kr. oven i de 1,6 mio. kr., der allerede er tilbagebetalt – uanset om tilskuddene senere bedømmes til at være i overensstemmelse med reglerne. Derudover trækker Dansk Folkeparti sig helt fra de tværnationale, europæiske partikonstruktioner og fonde, som er modtagere af de omdiskuterede tilskud. Og endelig tager Anders Vistisen på vegne af DF’s gruppe i parlamentet skylden for skandalen og for dårlig rådgivning af ledelsen i København.

Selv om Thulesen Dahl har lovet en effektiv hovedrengøring i partiet, sætter hele denne affære uden tvivl hele partiet og dets formand i et ændret lys. Nok har partiformanden pillet alle stjernerne af skulderen på Morten Messerschmidt og parkeret hovedproblemet her, men han er selv kommet for tæt på skandalen til at blive friholdt. Nu forestår for ham et genopbygningsarbejde i forhold til vælgerne og bestemt ikke nogen lyst til at lege med valgtanker foreløbig.

Ligesom de danske politiske partier modtager offentlig støtte til deres arbejde, så giver det god mening, at partierne i de forskellige europæiske politiske grupperinger kan få støtte til deres arbejde. Det understreger, at Europa-Parlamentet handler om netop forskellige politiske anskuelser, der mødes og organiserer sig på tværs af grænserne i EU. Det underbygger faktisk det demokratiske, folkevalgte element i EU-konstruktionen. Men systemet trænger til en større åbenhed og gennemsigtighed, og der er tydeligvis ikke tilstrækkeligt klare regler og kontrol omkring tilskudsgivningen.

Dansk Folkeparti må nu have lært på den hårde måde, at selv en populær stemmesluger ikke kan gå på vandet og tillade sig alt, og at også deres vælgere forventer fuldstændig orden i penalhuset, når det gælder offentlige midler. Det er som bekendt dumt at kaste med sten, hvis man bor i et glashus. Og er man kritiker af EU-frås, er det ekstra dumt selv at bidrage til fråseriet.

Og skal vi så komme tilbage til perspektivet og de vigtigere EU-dagsordener?