“Der var så dejligt ude på landet.”

Sådan indleder H.C. Andersen eventyret om “Den grimme ælling” fra 1843. Dengang som i dag stod kornet i gult om sommeren. Men noget har ændret sig: Livet på landet er blevet noget andet, og befolkningen søger i stigende grad til de større byer. Danmark er midt i en historisk omvæltning.

Mens befolkningstallet steg i Danmark som helhed med 4,3 pct. fra 2004 til 2014, faldt det generelt i landsbyerne. De unge rejser, de ældre bliver. Det konkluderer rapporten ’Det lokale Danmark’ fra 2015. Befolkningstilvæksten er især koncentreret i kommunerne med de største byer, mens knap halvdelen af kommunerne havde færre indbyggere i 2014 end fem år tidligere.

Virkeligheden – urbaniseringen – forandrer sig ikke. Befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct. Det viser tal fra 2015 fra Danmarks Statistik, der med sin befolkningsfremskrivning anslår, at den forventede befolkningsvækst på 4,4 pct. frem til 2025 primært vil betyde vækst i de store byer.

Så hvad skal der ske med landområderne? Gør vi ikke noget, bliver de små landsbyer sandsynligvis endnu mindre eller må helt lukke, og tilbuddene og mulighederne bliver færre.

I det danske samfund har vi en stærk vision om sammen at gøre noget ved den udfordring. Når jeg drøfter bagsiden af urbaniseringen med fonde, virksomheder, organisationer og byer rundt om i verden, så oplever jeg ikke, at det har stor bevågenhed. Nærmest modsat. Det er bare den afledte og beklagelige bagside af urbaniseringen. Men sådan skal det jo ikke være.

I Realdania er vi som en del af programmet ’Mulighedernes Danmark’ optaget af, hvordan vi kan være med til at skabe en realistisk udvikling og forandring i landsbyerne – med udgangspunkt i de potentialer, der allerede findes i området. Det gælder, uanset om det er kulturarv, natur eller bare fred og ro.

Netop nu er vi, i samarbejde med DGI og Lokale og Anlægsfonden, i gang med at se, om vi kan finde en metode, hvor landsbyer i et lokalområde kan arbejde sammen på tværs om forskellige funktioner, mødesteder og aktiviteter. Vi kalder det Landsbyklynger. Vi tror nemlig på, at landsbyer står stærkere, når de arbejder sammen.

Ideen med en klynge er kort fortalt, at landsbyer i nærheden af hinanden samarbejder om – og nogle gange prioriterer mellem – de lokale faciliteter og tilbud med det formål at sikre en fortsat høj kvalitet i tilbuddene. Det kan nogle steder være aktuelt med en beslutning om, hvilken af to idrætshaller der skal renoveres og samle alle aktiviteter, mens den anden lukkes. Eller hvilket forsamlingshus der skal investeres i, mens de andre afvikles. Målet er at styrke fællesskabet og livet i landsbyerne, samtidig med at den kommunale service og drift optimeres.

I første omgang har vi sammen med DGI i det seneste år støttet fem pilot-landsbyklynger i Vordingborg, Faaborg-Midtfyn, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs og Hjørring kommuner. Nu udvider vi med en flerårig kampagne, hvor alle landets kommuner kan byde ind med ideer til landsbyklynger. Omkring 25 af dem vil efterfølgende få støtte.

Fra rivaler til fælles identitet

I pilotprojektet har det overrasket os positivt, at indbyggerne i de enkelte landsbyer har en stor vilje til at sætte sig ud over den enkelte bys egne interesser, når de først har lært hinanden at kende.

På Mols består klyngen af 24 små byer. Som mange andre lokalsamfund var der her konkurrence med naboerne om at være de bedste. Men projektet fik dem bragt sammen om en fælles identitet: De bor på Mols.

Det har de dyrket, og nu viser målinger, at borgerne på Mols vægter fællesskabet højere end landsbyidentiteten. De steder, hvor man endnu ikke har skabt en identitet, går samarbejdet langsommere. Så det gælder om at finde et fællesskab, uanset om det er idræt, kultur, natur eller noget helt fjerde.

For der er ikke meget ved at dyrke fodbold, hvis man kun kan samle et halvt hold. Det er heller ikke sjovt, at forsamlingshuset det meste af tiden står ubrugt hen. I landsbyklyngen VestRum, der dækker syv sogne i Ringkøbing-Skjern Kommune, har de stiftet fodboldklubben FC VestRum. Nok er det hverken FC København eller FC Midtjylland, men intentionen om at skabe noget på tværs af landsbyerne er rigtig. I Faaborg-Midtfyn Kommune har man tilsvarende styrket samarbejdet mellem tre forsamlingshuse med det sigte at skabe flere aktiviteter.

Svære valg

Det er landsbybeboerne selv, der sammen med kommunen skal træffe valgene. Hvad skal udvikles, og er der evt. noget, der skal afvikles? Det sker på baggrund af både hårde og bløde data. Man ser på, hvordan demografien har udviklet sig gennem de seneste år, og på forventningerne fremover. Og man beder borgerne svare på, hvad de mener er vigtigt for dem – nu og i fremtiden.

Det er aldrig rart at tage de svære valg. Men når borgerne i samarbejde med kommunen foretager en realistisk prioritering, opstår der en fællesskabsfølelse og et ansvar for beslutningen.

Også her er landsbyklyngen på Mols et godt eksempel. Kommunen besluttede for et par år siden at samle tre børnehaver under ét tag i forbindelse med skolen i Knebel. Beslutningen blev truffet før klyngesamarbejdet. Men som led i pilotprojektet kom der en række ideer fra borgerne til, hvordan de nye fælles lokaler kunne bruges og udnyttes bedre. Kommunen valgte at udskyde sammenlægningen og inddrage borgernes ideer. Og i stedet for modstand mod, at gamle børnehaver nedlægges, arbejdes der nu sammen om at skabe gode rammer for fremtiden.

Nogle af de beslutninger, borgerne træffer, kan kommunen ikke selv træffe uden at møde voldsom modstand. Med Landsbyklynge-projektet kan vi forhåbentlig udvikle nogle redskaber, så kommunen og borgerne sammen kan nå frem til de rigtige valg og derefter gennemføre dem. Det er ikke lette snuptagsløsninger, men en række svære valg. Hvis man omvendt ikke prioriterer og træffer beslutninger, så er det jo også en beslutning. Men oftest en, der ikke løser udfordringerne.

Overlevelse kræver engagement

I pilotprojektet har vi set på, hvordan man kan aktivere de frivillige kræfter. Det er sket i erkendelse af, at successen for den enkelte landsbyklynge står og falder med det frivillige engagement.

Derfor har vi også valgt at gå anderledes til værks, end man normalt gør i arbejdet med frivillige. Ofte foregår det sådan, at en frivillig melder sig, og så finder man en opgave til vedkommende.

Her prøvede vi noget andet, for det kræver projektet. De enkelte landsbyklynger afdækkede, hvilke ressourcer der var behov for, og så opsøgte man personer med de rette kompetencer. Resultatet er tydeligt: Mange vil gerne være med, hvis de kan få lov at arbejde med det, de fagligt ved noget om. De mødes måske ikke så tit, men de producerer mere og har stor lyst til at være med. Og de kan gøre det, når det passer dem. Så projektet har mobiliseret en ny type frivillige, som vi ellers har haft svært ved at få til at stille op.

Indtil videre har det også vist sig, at hvis vi kan hjælpe de frivillige med en model, hvor de organiserer sig som i en stabsfunktion, bliver resultaterne bedre. Et eksempel: Når én gruppe landsbyborgere vil lave et havnebad, tager de fat i fundraisinggruppen, som måske består af tidligere erhvervsfolk, der også bor i klyngen. De bruger så deres netværk til at rejse pengene.

Ingen færdig skabelon

Vores pilotprojekt leverer ikke en færdig skabelon for, hvad man skal og kan gøre alle andre steder. Men med vores nuværende erfaringer kan vi beskrive en metode og nogle værktøjer med respekt for den lokale kultur. Overordnet kan vi konkludere, at fire ting er vigtige:

• Organisation: Brug den enkeltes ressourcer og styrker rigtigt.


• Kommunikation: Skab en fællesskabsoplevelse af at bo i et område. En fælles hjemmeside eller folder understøtter en ny, fælles identitet.


• Strategisk tænkning: Med en længerevarende, flerårig plan for eksempelvis kultur, infrastruktur mv., når man bedre resultater, end hvis man tænker kortsigtet.


• Brug data: Så er det nemmere at nå frem til beslutninger, især de vanskelige: Dokumentér udviklingen hidtil og forventningen til fremtiden, og inddrag borgerne i afklaringen og prioriteringen f.eks. via spørgeskemaer.

Jeg tør godt påstå, at der er en fremtid for landsbyer, der kan og vil arbejde sammen. Jeg håber, at både pilotprojektet og det kommende kampagnearbejde med mange flere kommuner og borgere kan inspirere landsbyer i hele Danmark og sikre, at der også i fremtiden vil være ikke bare dejligt, men også aktivitet og liv på landet.