Der er ikke meget klimakamp i klassekampen: Når danske fagforeningsformænd sætter sig for bordenden i bestyrelseslokalerne hos landets største pensionskasser, er de nemlig med til at investere milliarder af medlemmernes obligatoriske pensionsopsparinger hos nogle af verdens største klimasyndere. 

2.093.000.000 kroner har medlemmerne af fem af landets største pensionskasser investeret i seks af verdens førende olieselskaber, heriblandt ExxonMobil, Shell og BP − selskaber, der hvert år bruger et næsten tilsvarende beløb på at bedrive lobbyvirksomhed mod internationale klimaaftaler.

Men selvom de to oliemilliarder kun er en brøkdel af pensionskassernes enorme formue, er der ingen hensigter om at droppe de fossile investeringer lige med det samme, lyder det fra flere fagforeningsledere, Mandag Morgen har talt med.

Pensam, hvis medlemmer overvejende er kommunalt ansatte, har investeret 457 millioner kroner i fem af de seks olieselskaber. Her sidder FOA’s formand, Mona Striib, med som næstformand, når der skal træffes beslutninger om, hvor medlemmers opsparinger skal placeres.

Hvorfor investerer I pengene i olieselskaber?

"Det er da også et dilemma. Derfor er vi også nødt til at bruge det, der hedder aktivt ejerskab. Og lytter de ikke til os, så er vi nødt til at trække vores investeringer ud. Men man kan ikke i investeringsverdenen shortcutte alle investeringer på en gang, for så bryder økonomien jo sammen. Det er en langsigtet proces," siger Mona Striib. 

Men 457 millioner af en samlet formue på 138 milliarder er jo relativt lidt. Hvorfor er det nødvendigt at investere i olieindustrien?

"Det er jo, fordi vi ret ofte investerer i nogle fonde. Vi er jo ikke eksperter, og når man investerer, så skal der jo være nogen, der har hånden på kogepladen og forstår den verden, vi investerer i. Derfor bruger vi porteføljemanagere, der selvfølgelig følger vores etiske retningslinjer. Det er stort, og det er komplekst, og det er noget, vi holder nøje øje med, men vi erkender også, at vi ikke kan redde hele verden med den lille bitte andel, vi har," siger Mona Striib.

Der findes jo pensionsselskaber herhjemme, der ikke investerer i fossilt brændsel − ikke udelukkende på grund af etiske overvejelser, men også fordi de mener, det er en dårlig forretning?

"Prøv nu og hør. Så kan man jo sikkert finde nogle andre ting hos dem. Altså, vi skal opføre os ordentligt i denne her verden, også på tværs af investeringsområder. Der er jo også nogle pensionskasser, der stadig investerer i våben. Det gør vi så ikke. I hvert pensionsselskab kan du finde noget, man kan sætte spørgsmålstegn ved," siger Mona Striib.

Nu er det en så lille investering, så tror du ikke, jeres medlemmer ville bifalde, hvis I et øjeblik holdt op med at lytte til jeres porteføljemanager og i stedet støttede en grøn omstilling ved at sælge jeres fossile aktiver?

"Vi er jo ved at sælge kul og tjæresand fra, så det er en sti, vi har betrådt, men vi kan ikke uden omkostninger træde ud af langsigtede aftaler om investeringer," siger Mona Striib.

Ifølge Mona Striib benytter FOA sig af et forbrugerdemokrati, hvor medlemmerne er organiseret i lokale afdelinger, der har mulighed for at få et ord med, blandt andet om investeringspolitik. Der er dog endnu ikke kommet konkrete klimakrav derfra.

"Jeg tror, man skal huske, at det hidtil primært har været de store velfærdsspørgsmål, der har optaget FOA-medlemmerne. Klimaspørgsmålet er først rykket ind på deres dagsorden her for nylig," siger Mona Striib.

Mette Frederiksen talte meget om klima 1. maj, men ingen af de fem fagforeningsledere, vi har været i kontakt med, nævnte det i deres taler. Hvorfor nævnte du ikke klimaet i din tale?

"Det er simpelthen et spørgsmål om prioritering. Jeg havde faktisk et klimaafsnit, men jeg var nødt til at skære det væk, fordi der ikke var tid. Hvis 1. maj-talen skulle handle om alt det, der er vigtigt for FOA, så ville der ikke blive plads til andre talere den dag," siger Mona Striib. Hun understreger, at Parisaftalen er en del af grundlaget for PenSams retningslinjer for ansvarlige investeringer. 

Kim Simonsen er formand for både HK og Sampension, der med 262 milliarder på kistebunden er landets næststørste pensionsselskab. Ligesom Mona Striib mener han også, at man bør påvirke olieselskaberne via aktivt ejerskab:

"Vi er opmærksomme på, at disse investeringer kan være problematiske. Men når vi investerer i de selskaber, så sørger vi for at have en kritisk dialog med dem. Vores udgangspunkt er, at vi stadig har behov for fossil energi, fordi der ikke er alternativ energi til alt," siger han.

Sampension har blandt andet investeret 141 millioner kroner i ExxonMobil, men er til gengæld den pensionskasse, der har færrest investeringer i de seks olieselskaber i undersøgelsen.

"Vi ser gerne, at vi får en total transformation over til grøn energi, men indtil da må vi sørge for at påvirke de olieselskaber, der er, til at opføre sig ordentligt og rydde op efter sig," siger Kim Simonsen.

PensionDanmark har investeret 556 millioner kroner i de udvalgte olieselskaber og er derfor den af pensionskasserne, der har sendt flest af medlemmernes penge videre til de seks olieselskaber. Derfor ville Mandag Morgen gerne have talt med Per Christensen, der er formand for både PensionDanmark og 3F, men det ønskede han desværre ikke.

Muskler med klimapotentiale

Den unikke danske pensionsmodel har siden udbredelsen af arbejdsmarkedspensionerne i 1987 akkumuleret enorme formuer: I 2016 var den samlede danske pensionsformue på 4.315 milliarder kroner eller cirka det dobbelte af Danmarks BNP samme år, viser tal fra OECD. Heraf forvaltes 1.084 milliarder i dag af de fem pensionskasser, der er med i Mandag Morgens undersøgelse.

Koncentrationen af kapital hos de danske pensionskasser er så massiv, at flere af dem er med på top-10-listen over Europas største. Derfor bliver der også lyttet på de internationale finansmarkeder, når pensionskasser som PKA, Sampension og PensionDanmark spiller med musklerne. Og den indflydelse bør bruges til at skubbe til den grønne dagsorden, mener flere grønne organisationer, heriblandt Greenpeace:

"Med tanke på, hvor centralt fagbevægelsen er placeret i de danske pensionskasser, så er der et kæmpe potentiale til stede. Og det er helt oplagt at rykke på nu. De fossile selskaber præsterer allerede under niveau, og der går ikke længe, før de vil være mere eller mindre værdiløse," mener Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden.

"Hvis fagbevægelsen tager initiativ til at få pensionskronerne ud af de sektorer, der tjener penge på klimakaos, vil man både gøre noget godt for pensionstagerne i snæver økonomisk forstand og samtidig sikre dem en fremtid, der er værd at gå på pension i," siger han. 

Pensionskasserne mener selv, at de allerede gør meget for den grønne omstilling, dels ved at investere i ikke-fossile energikilder og dels ved aktivt ejerskab, blandt andet via det globale investornetværk Climate Action 100+, hvor de med kollektivt pres forsøger at påvirke oliebranchen.

Grønne organisationer og klimaforskere anerkender generelt, at kritisk dialog kan få selskaber til at stramme op i deres forsyningskæder og derved undgå de værste leverandører. Men ikke når det drejer sig om olieselskaber, hvor det netop er kerneforretningen, olie, der er problemet.

Olielobbyens pengestrøm

Flere pensionskasser fremhæver, at både Shell og BP faktisk gør noget for at bevæge sig i den rigtige retning, blandt andet ved at investere i ny teknologi til lagring af CO2. Men de danske pensionskassers dialogstrategi har − i hvert fald foreløbigt − ikke forhindret, at olieselskaberne donerer betydelige beløb til klimabenægtere og finansieret omfangsrig lobbyisme.

Tidligere i år viste en rapport fra den amerikanske organisation InfluenceMap, der har specialiseret sig i at kortlægge olielobbyens pengestrømme, at BP, Shell, Chevron, Total og ExxonMobil − der alle støttes med danske pensionspenge − tilsammen bruger over halvanden milliard kroner årligt på at "forsinke, kontrollere og blokere klimapolitiske tiltag." Rapporten, der fik bred omtale i verdenspressen, heriblandt det britiske dagblad The Guardian, blev ikke overraskende mødt med kritik fra branchen selv.

Ingen forskel på afkast

Et andet populært argument blandt pensionskasserne er, at de har et ansvar for at sikre medlemmerne det bedst mulige afkast. Derfor investerer de fleste pensionskasser i indexfonde − en ‘pakke’ af aktier, der passivt følger markedet. Det sparer administration og gebyrer til køb og salg, men til gengæld kan enkelte selskaber ikke fravælges.

Hos Merkur Andelskasse, der netop tilbyder bæredygtige pensioner, undrer det investerings- og pensionschef Karsten Korreborg, at de største pensionskasser ikke tilbyder medlemmerne et bæredygtigt alternativ. For der er ingen grund til at frygte et lavere afkast:

"Det vil vi bestemt sige nej til. Du har muligvis hørt nogle af de andre sige, at man går på kompromis med afkastet, hvis man gør det her. De kunne jo i princippet gøre det samme, som vi har gjort, men det kræver, at man ansætter nogle folk − og det er de jo store nok til at gøre, skulle man tro − og at man er villig til at forklare de årlige udsving, der kan opstå, når man vælger flere brancher fra," siger Karsten Korreborg.

"I 2017 gav vores fonde for eksempel en smule mindre afkast end gennemsnittet, men i 2018 klarede vi os markant bedre end mange af de store selskaber. Disse udsving kan være svære at forklare over for kunderne, og det er nok derfor, de dækker sig ind under argumentet, at det skulle give et dårligere afkast," siger han.

Merkur samarbejder med den hollandsk bank Triodos, der står for screeningen af de fonde, pensionerne investeres i. Og det sker ikke kun med negativt fortegn − man screener også for selskaber, der gør en positiv forskel for klimaet:

"Vi har valgt at gå skridtet videre. Det er jo det, der skal til, hvis man virkelig skal flytte noget. Men hvis man nu bare kunne komme i gang med første skridt, så kunderne kunne få reel adgang til bæredygtige investeringer, ville man være godt på vej," siger Karsten Korreborg.

Hos FOA lover Mona Striib, at klimaet vil komme med på dagsordenen, når fagforeningen holder kongres i efteråret:

"Vi kan lave nok så mange fine lønaftaler, men hvis ikke vi gør noget ved klimaet, så ender det med, at vi ikke kan efterlade noget som helst til de kommende generationer. Det kan vi ikke være bekendt," siger Mona Striib

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard er enig i, at fagbevægelsen bør bruge sin vægt på klimaområdet:

"En mere ambitiøs klimapolitik er vigtig for fagbevægelsen. Det er helt nødvendigt for vores alle sammens fremtid – og så giver det også grønne job, hvis Danmark går forrest," siger hun i et skriftligt svar til Mandag Morgen:

"Men det er også vigtigt at blande det grønne med det røde. Derfor skal man også passe på med, at gode og velmenende tiltag ikke får social slagside."

Heller ikke Lizette Risgaard nævnte klimaet i sin 1. maj-tale.