Et strejf af historisk vingesus gik gennem salen, da et flertal i Folketinget vedtog verdens første integrationslov en varm sommerdag for 18 år siden. Nu skulle der for alvor skrues op for integrationen. Nu skulle folk som Mohammed og Fatima arbejde lige så meget som Morten og Frederikke.

Men sådan er det ikke gået. Integrationen i Danmark er langt hen ad vejen slået fejl. Kun godt hver tredje flygtning og indvandrer er i arbejde efter fem år i Danmark. Og under halvdelen er i arbejde efter 18 års ophold her i landet, viser en opgørelse fra KL. Til sammenligning er tre ud af fire danskere i den erhvervsaktive alder i arbejde. Se figur 1.

Køen af ledige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er også vokset de senere år. For øjeblikket er omkring 73.000 personer på dagpenge, kontanthjælp og andre offentlige ydelser. Det er 33 pct. flere end for bare fem år siden. Og så er folk på førtidspension og efterløn ikke talt med.

Det er bare et par eksempler på den kolossale udfordring, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har kastet sig over med de aktuelle trepartsforhandlinger. Erfaringerne viser, at han vil få yderst svært ved at lande en stor og historisk aftale, der for alvor løser integrationens nærmest gordiske knude.

En af landets mest indsigtsfulde og markante stemmer i den danske udlændingedebat, Venstres tidligere social- og integrationsordfører Eyvind Vesselbo, tvivler på, at en trepartsaftale kan løse integrationsproblemerne.

”Regeringen fører befolkningen bag lyset og foregøgler, at man kan løse de mange problemer med integrationen i en trepartsaftale. Det kan man ikke. Talrige gange har skiftende regeringer fremlagt nye integrationsplaner, uden at de har virket. Det er de samme folk, der nu skal forsøge at finde nye løsninger i det gamle system,” siger Eyvind Vesselbo.

Han foreslår i stedet, at der bliver nedsat et hurtigtarbejdende udvalg med folk, som har fingrene dybt nede i hverdagens integration og kender de daglige barrierer – ikke embedsværkets jurister og økonomer. Udvalget skal i løbet af få måneder lave en samlet plan for, hvad der bør gøres, og som kan drøftes ved senere trepartsforhandlinger.

Alle advarselslamper er tændt

Intet tyder umiddelbart på, at køen af ledige flygtninge og indvandrere bliver mindre de kommende år uden nye drastiske initiativer.

Antallet af asylsøgere forventes i år at slå nye rekorder og nå op på 25.000. Regeringens løfter fra valgkampen om en straksopbremsning af asylsøgere, der var "kommet ud af kontrol," som Løkke hævdede, ligger for længst i ruiner.

Det sætter kommunerne under et voldsomt pres. Det kvotesystem, som flygtninge fordeles efter til kommunerne, blev i december sat op fra 12.000 til 17.000. Og så er der ikke taget højde for familiesammenføringer. Når de tælles med, forventer kommunerne selv, at tallet når op på over 37.000. De skal have job, boliger og tusindvis af pladser i daginstitutioner og skoleklasser.

Alle disse udfordringer kan også mærkes på de offentlige pengekasser. Udgifterne til dagpenge, kontanthjælp og andre offentlige overførsler løber nu op i 15 milliarder kr. Regeringen har da også tændt de røde advarselslamper.

Hvis udviklingen forsætter som hidtil, vil der hverken være råd til skattelettelser eller bedre velfærd på skoler, sygehuse og i ældreplejen, lyder det advarende fra regeringens topforhandlere i form af Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

En af regeringens løsninger er de nye ”Løkkeposer” på 20.000–25.000 kr., som kommuner og virksomheder kan få, hvis flygtninge kommer i arbejde. Samtidig forsøger regeringen at tale sin sag op ved at fremhæve, at det vil give samfundet en nettogevinst på 230.000 kr., hver gang en flygtning kommer i arbejde. Men hvad regeringen ikke fortæller, er, at gevinsten vil være endnu større, hvis en dansker på den meget højere kontanthjælp kommer i arbejde.

Krisen har været hård for indvandrere

Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, har også svært ved at se det Columbusæg, der for alvor skal løse de mange problemer denne gang.

”Siden 1999 har der været hele 21 store forkromede integrationsplaner. Men de har ikke virket, og integrationen har slået afgørende fejl. Det har alle erkendt i dag,” som Kristian Thulesen Dahl skrev på sin facebookside i sidste uge.

En væsentlig årsag til det stigende antal personer på offentlig forsørgelse er den demografiske udvikling. For antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande stiger år for år. Og det smitter selvfølgelig også af på køen af ledige.

En anden vigtig årsag er den øgede konkurrence om jobbene fra nye grupper af indvandrere som polakker, rumænere og andre østeuropæere. Nogle arbejder på hoteller med at skifte sengetøj. Andre arbejder på et gartneri eller i køkkenet på en restaurant. De sidder med andre ord på mange af de job, som også kunne være egnede til flygtninge.

Og en tredje årsag er den generelle økonomiske krise. Den har været ekstra hård ved indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det kan måles på beskæftigelsesfrekvensen. Den er faldet for indvandrere fra ikke-vestlige lande fra 55 pct. i november 2008 til 48 pct. i 2013 – altså et fald på 7 procentpoint. Til sammenligning er beskæftigelsesfrekvensen for personer med dansk oprindelse ”kun” faldet fra 78 pct. til 74 pct.

Der er dog stor forskel på folk. Erfaringerne har vist, at folk fra Syrien, Somalia, Libanon, Irak og Afghanistan er sværest at få ud på arbejdsmarkedet. Fire ud af fem kvinder fra lande som Syrien og Somalia er på offentlig forsørgelse. Se figur 2.

Roskilde viser vejen

Rundt om bordet ved de aktuelle trepartsforhandlinger bliver der talt om, at flygtninge skal i arbejde fra første dag. Det synspunkt har politikere fra både rød og blå blok luftet tidligere uden den store effekt. Der synes i hvert fald at være langt fra de politiske skåltaler til virkeligheden.

Kun knap 3 pct. af de omkring 15.000 flygtninge og indvandrere, som for øjeblikket er i gang med integrationsprogrammet, er sluppet gennem nåleøjet og er af jobcentret blevet erklæret jobparate.

Stort set alle andre – 94 pct. – har blot fået stemplet som aktivitetsparat. De skal med andre ord først gennemføre f.eks. et danskkursus eller have en sundhedsmæssig behandling.

En opgørelse foretaget af DA viser dog, at der er meget stor forskel fra kommune til kommune. Roskilde er gået helt sine egne veje. Her bliver hele 64 pct. af flygtninge erklæret jobparate – også selv om de ikke taler dansk.

Det er ikke en tilfældighed, at ca. hver tredje af alle jobparate flygtninge lige præcis bor i Roskilde. Borgmester Joy Mogensen mener, det skyldes et bevidst valg:

”Vi har den erfaring, at det virker, hvis vi med det samme griber flygtningenes lyst til at blive en del af samfundet og siger: Selvfølgelig skal du da ud at søge arbejde, og det skal du lige med det samme,” sagde Joy Mogensen for nylig til Jyllands-Posten.

Andre kommuner kan lære af Roskilde, mener Eyvind Vesselbo. Han vurderer, at langt de fleste af alle nye flygtninge og indvandrere kan erklæres jobparate. Som han udtrykker det:

"Nogle har selvfølgelig dybe traumer og er ikke parate til et job. Men jeg vil antage, at helt op imod 75 pct. er jobparate, hvis man bare droppede kravet om, at man skal kunne dansk fra begyndelsen. Og når op imod 90.000 østarbejdere er kommet i arbejde, så kan det også lykkes at få flere flygtninge og indvandrere i arbejde.”