Nationalbanken er en institution i Danmark. Den ikoniske bygning er et af den danske arkitekt Arne Jacobsens livsværker og ligger omkranset af Holmens Kirke, Børsen og Christiansborg. Der er en højtidelig stemning, når man efter at have gået rundt om den store bygning med det lukkede ydre, træder gennem den diminutive indgang og kommer ind i det vældige indgangsparti med højt til loftet og en trappe, der kan svæve af sig selv.

Mahad Farah Aden er da også synligt stolt af sin arbejdsplads. Den 39-årige interne revisor i Nationalbanken forklarer medlevende om historien bag både bygningen og de pengesedler, der bliver trykt i kælderen. Mahad Farah Aden har samme formelle påklædning som de fleste andre ansatte i Nationalbanken: habitbukser, pæne sko, skjorte og en sweater eller habitjakke. Men han skiller sig alligevel ud, både fordi han i dag har valgt en lysende gul trøje, og fordi den står i skarp kontrast til hans mørke hudfarve.

Mahad Farah er en del af en stigende tendens til, at indvandrere får job, der forudsætter et højt færdighedsniveau f.eks. gennem en længerevarende videregående uddannelse. I perioden 2010 til 2014 er der sket en stigning på 25 pct. i andelen af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, som er lønmodtagere på højt niveau. For efterkommere er stigningen 30 pct. Se også artiklen "Indvandrere og efterkommere stryger til top på arbejdsmarkedet".

Ud over den gule trøje har Mahad Farah Aden også en baggrund, der er noget mere farverig end de fleste af hans kollegers. Indtil han var 12 år gammel, levede han som nomade i en klan i Somalia, det nuværende Somaliland, og flyttede lejr efter årstidernes gang. Når klanen skulle flytte, placerede klanmedlemmerne deres transportable hytter på ryggen af en kamel, som fragtede dem til det nye bestemmelsessted. Fra kamelryggen kunne han og de andre børn og ældre skue ud over ørkenens vidder under den lange rejse.

Men i 1989 blev den somaliske ørken skiftet ud med Københavns stenbro. Her havde Mahad Farah Adens far som en af de første somaliske gæstearbejdere fundet arbejde, og da han fik sin familie til Danmark, købte han en treværelses lejlighed til dem på Vesterbro. Det blev familiens første hjem i det nye hjemland, inden de efter nogle år flyttede til Valby for at få mere plads. Mahad Farahs far kom til Danmark i midten af 1960’erne, men har altid været i beskæftigelse og har blandt andet arbejdet på skibe og sejlet verden rundt. De sidste 25 år har han arbejdet på Oslo-båden.

"Min far har altid selv arbejdet hårdt, og både min mor og far har altid sagt, at vi skulle få en uddannelse. På trods af at de selv kun kunne læse eller skrive på mellemniveau, har de tænkt, at vejen til et bedre liv går gennem viden. Min far har altid sagt, at hans børn skulle have et bedre liv og ikke lave det hårde fysiske arbejde, han havde gjort," siger Mahad Farah Aden.

Den nødvendige ekstra indsats

Efter halvandet år i modtageklasse startede Mahad Farah i folkeskole. Det var en hård start, for ikke nok med at han kun havde haft halvandet års danskundervisning, og inden da hverken kunne læse eller skrive, så var de andre elever også langt bedre til fremmedsprog som engelsk, tysk og fransk. Lektiehjælp gjorde forskellen.

"Lektiehjælp var til stor hjælp for mig. Når de andre havde fri kl. 14, blev jeg en ekstra time. Det var valgfrit, men selv om jeg kunne se, at alle de andre gik ud til basketkurvene i gården for at spille, blev jeg siddende indenfor og læste lektier. Jeg kunne have sagt, ’det her gider jeg ikke’, og være gået ud til de andre. Men det gjorde jeg ikke, og hvis jeg havde gjort det, havde jeg nok ikke opnået det, jeg har i dag. Jeg halsede altid efter de andre i folkeskolen, men det gav mig en ekstra energi at indhente det," siger han.

Lektiehjælpen var også særlig vigtig for Mahad Farah, fordi det var umuligt for ham at få hjælp til lektier hjemme. Når læreren bad eleverne om at få deres forældre til at læse deres stile igennem, var det helt komisk for ham, for hverken hans far eller mor kunne læse eller skrive på det nødvendige niveau, ligesom moderen heller ikke i dag kan ordentligt dansk. Men han lægger vægt på, at selv om ens forældre ikke kan hjælpe en, må det ikke være en undskyldning for, at noget ikke kan lade sig gøre.

Gennem sin folkeskoletid stod Mahad Farah Aden op kl. 6 hver morgen, selv om han først skulle møde kl. 8. Han løb nemlig med Jyllands-Posten for at tjene sine egne lommepenge. Det har altid været vigtigt for ham at have et arbejde, også da han senere begyndte på sine studier, og han er overbevist om, at han har arvet sit ’arbejdsgen’ fra sin far.

Den videre karriere førte først Mahad Farah forbi Niels Brocks HHX-uddannelse, hvor han opdagede sit talent for erhvervsøkonomi. Det blev herefter CBS, hvor Mahad Farah Aden stiftede bekendtskab med de spidse albuer i studiemiljøet, men gennem hårdt arbejde fik gode karakterer og en fastansættelse hos revisionsfirmaet PWC, allerede et år inden han havde afleveret sit speciale. Revisoruddannelsen var lidt et tilfælde, men universitetet et krav.

"Det, der var vigtigt for os derhjemme, var uddannelse, uddannelse, uddannelse. Jeg skulle på universitetet. Jeg har altid arbejdet meget og været ihærdig for at få de job, jeg gerne ville have. Og så har jeg været heldig, at jeg altid er kommet til samtaler. Da jeg fik jobbet hos PWC, havde jeg også tre andre jobsamtaler," siger han.

Drop offerrollen

Der var langt mellem de somaliske studiekammerater, da Mahad Farah Aden begyndte på CBS. Han var faktisk den eneste, men da han gik på sit sidste år, kom der to mere, og nu er der tre-fire stykker, fortæller han. Men han er stadig mere undtagelsen end reglen.

"Jeg er ikke den eneste, der har klaret mig, men dem, der har klaret sig dårligt, fylder mere. Hvis du tager somaliere som gruppe og sammenligner dem med andre nationaliteter, ligger somaliere næsten altid nederst, ligegyldigt hvilken statistik du kigger på. Somaliere kommer ikke fra en opbygget struktur i hjemlandet, de kommer fra kaos," forklarer han.

Mahad Farah Aden har personligt aldrig oplevet, at hans hudfarve eller nationalitet har været en forhindring for, at han skulle klare sig. Det på trods af, at han faktisk har oplevet at blive udsat for racisme. Mens han studerede, arbejdede han for GE Money Banks inkassoafdeling, og her havde han nogle ubehagelige oplevelser.

"Det var ikke altid sjovt, når jeg skulle ringe ud til kunderne og fortælle dem, at de skyldte penge. Nogle kaldte mig f.eks. ’perker’ og sagde ’rejs hjem’ osv. Men det betyder ikke, at man skal indtage offerrollen. Jeg bryder mig ikke om, når andre somaliere gør det, for når min far, som faktisk var halvblind på det ene øje, kunne klare sig alene i den store verden uden at kende nogen og ikke engang kunne snakke med alle mulige konsulenter eller jobvejledere, så kan andre også. Det nytter ikke noget at tage offerrollen på sig; du må bare op på hesten igen og videre," siger han.

"Man bør klare sig selv"

Og uddannelse og job er netop muligt i Danmark. Faktisk mener Mahad Farah Aden, at Danmark er et land, der næsten tager sig for meget af folk, for han tror på, at man skal klare sig selv. Det er ikke alene udtryk for hans liberale tankegang, det er også en somalisk måde at se verden på.

"Hvis du ryger mellem to stole i Somalia, er der ikke noget sikkerhedsnet til at fange dig. Der er det det sociale netværk, der hjælper dig. I Danmark dør du ikke af sult, hvis du ikke gider arbejde. Det kan du bruge positivt, men også negativt, hvis du bare siger, at du ikke kan finde arbejde, fordi du f.eks. er blevet diskrimineret," mener han.

Da Mahad Farah Aden arbejdede hos PWC, et af verden største revisionsfirmaer med aktiviteter i 157 lande, oplevede han også at blive bedømt på sin hudfarve. Kunderne skulle lige se ham an de første to minutter. Men han udviklede en taktik med lige at bruge de første minutter på at bryde isen ved at snakke om noget andet som f.eks. vejret, indtil kunderne følte sig sikre på ham. Ansættelsen hos Nationalbanken blev også mødt af en bemærkning om hudfarve fra en nu tidligere kollega, da en fra hans afdeling havde sagt til en anden, ’Har du set den nye? Han er sort.’ Men det gik ikke Mahad Farah på:

"Hun mente ikke noget ondt med det, hun havde bare en forestilling ud fra det, hun havde læst i aviserne. Det er en forestilling, jeg er med til at nedbryde i dag med den stilling, jeg har. Der kan være nogle, som er racister, eller nogle som diskriminerer, men der er også somaliere, som er racister. Det kan vi bare ikke bruge til noget. Dit modsvar til diskrimination skal være at vise, at du er bedre end det, ved at du får uddannelse, job etc. Tag en uddannelse, og hvis du ikke kan få et job i Danmark, jamen så må du tage til udlandet, der har de også brug for dygtige folk."

Mahad Farah Aden opfordrer andre somaliere til at tage en uddannelse både via forskellige projekter og gennem fortrolige samtaler og sit virke som aktiv i forskellige somaliske foreninger som f.eks Fair Fishing. Det er somalierne selv, som skal vælge at uddanne sig og tage ansvar for deres liv:

"Ansvaret ligger hovedsageligt hos somalierne. Det er ikke samfundets ansvar, det er ens eget. Samfundet stiller så meget til rådighed, og du har mulighed for at vælge lige det, du har lyst til for at dygtiggøre dig. Danmark bygger på viden, og hvis du ikke er en del af videnskagen, kan samfundet ikke bruge dig til noget. Du skal derfor både spørge, hvad du kan gøre for dig selv, men også hvad du kan gøre for at bidrage til samfundet."

(Artiklen er opdateret 12/12-16 med afsnit, som henviser til artiklen "Indvandrere og efterkommere stryger til top på arbejdsmarkedet.")