Vores byer står over for udfordringer i forhold til at geare dem til ikke bare nutidens, men også fremtidens behov.

De største vokser og skal bl.a. rumme flere og yngre mennesker, mens nogle af de mindre byer skal arbejde hårdt for at være interessante nok til at fastholde beboere.

I begge tilfælde kan et af svarene findes i det, man kunne kalde industrisamfundets arkitektoniske efterladenskaber. Her repræsenterer forladte industribygninger en udfordring i sig selv, og ikke alle fabriksområder er lige velegnede til nye boliger, tidssvarende erhverv eller kulturskabende aktiviteter. Men mange er.

Tag for eksempel Spritfabrikkerne i Aalborg, der er det største fredede industrikompleks i Danmark og af Kulturarvsstyrelsen udpeget som nationalt industriminde. Her ligger mere end 75 års stolt industrihistorie lige ud til Limfjorden med Aalborg Akvavit som det mest kendte produkt.

Området bliver et godt billede på genanvendelse af tidligere fabrikker, når ’Spritten’ i de kommende år bliver omdannet til et kulturelt oplevelsescenter.

Det er fra spritfabrik til spritny byudvikling og det seneste bidrag til aktiveringen af den havn, hvis industrielle storhedstid ligger et stykke tid tilbage.

Æstetiske og robuste

Spritfabrikkerne i Aalborg er bare ét eksempel på kløgtig genanvendelse, og det er et greb, der er værd at interessere sig for.

Når borgere, virksomheder, fonde, foreninger og ildsjæle går sammen om at skabe noget nyt med et industrielt kulturmiljø, kan det give både lokal stolthed og attraktive områder i byen.

Vi taler ikke længere kun om, hvad der er bevaringsværdigt, men også om, hvad der er genanvendeligt. Og fortidens industriarkitektur og byggerier rummer nogle æstetiske, robuste og bundsolide elementer, der gør disse anlæg meget velegnede til nutidige aktiviteter.

Det er da også en af grundene til, at Realdania sammen med kommuner og andre filantropiske aktører er gået ind i en række af denne type projekter rundt om i landet.

I Ebeltoft ligger f.eks. den rødmalede Maltfabrik fra 1861. Røgen steg op fra fabrikken for sidste gang i 1998, men en flok frivillige havde andre planer. I 2019 åbner Ny Malt med bibliotek, mikrobryggeri, madhus og rum til entreprenører.

I København er Kødbyen forvandlet til et både hipt og levende sted for bl.a. grafikere og madiværksættere. Med Teater Sort/Hvids indrykning i den gamle staldhal er området klos op ad Halmtorvet nu også scene for dansk dramatik i verdensklasse.

I Vejle er Bomuldsspinderierne blevet totalt forvandlet. Et lille dansk Silicon Valley vil jeg kalde landets største iværksættermiljø på i alt 13.000 m² og op mod 20 virksomheder, der udvikler produkter til børn og unge.

På den måde kan Bomuldsspinderiet, der har været en vækstfaktor for byen i mere end 100 år, fortsætte med at være netop det.

Et realistisk syn

Tendensen ses også uden for Danmarks grænser. I Europa er over 70 industriminder blevet genoplivet som kulturfabrikker.

Det gælder f.eks. et bageri i Innsbruck, der er blevet omdannet til en koncerthal, og kabelfabrikken i Kaapeli i Helsinki, der i dag er arbejdsplads for 900 mennesker inden for en bred vifte af kreative erhverv.

I London er Village Underground gået fra at være holdeplads for Tube-vogne til at være et kulturcenter, og i Lund på den anden side af Øresund ligger Mejeriet som et mødested for alle generationer.

Det gælder om at se mulighederne lige der, hvor de er, og det kræver ofte grundigt forarbejde, analyser og et realistisk syn på både bygning og indhold. En tom industribygning med kulturindhold er langtfra svaret alle steder.

Men på det rigtige sted kan en smuk gammel fabriksbygning være med til at skabe den nødvendige plads og aktivitet i byen og sikre både historisk kontinuitet og bæredygtig byudvikling – for nu og for fremtiden.