Uanset om statsministeren er rød eller blå, er Danmark et finanspolitisk konservativt og i integrationsmæssig forstand skeptisk medlem af EU.

National velfærd er vigtigere end europæisk solidaritet, og den føderale udvikling i EU, som langsomt er ved at forandre det europæiske samarbejde fra et fælles marked til en politisk union, er et decideret tabu blandt de partier, der udgør det brede europapolitiske flertal i Folketinget. Disse partier fortier over en bred kam, at EU vitterlig er ved at få visse føderale træk, fordi EU’s fire største lande – Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – går ind for det.

Omvendt maler EU-modstandere i DF og skeptikere i Liberal Alliance udviklingen i EU op som et superføderalt kup begået af Angela Merkel og Emmanuel Macron, der skulle være i færd med at forandre samarbejdet til Europas Forende Stater.

Sådan ligger landet i dansk europapolitik efter sommerens store politiske kompromis i Bruxelles. Kompromisset er umiddelbart begrundet i coronakrisen, men det står klart, at det i reel politisk, økonomisk og symbolsk betydning rækker langt ind i fremtiden – både på EU-niveau og i Danmark.

De 27 EU-landes aftale er lige så lang som det topmøde, der førte til indgåelsen af den. Mødet tog fem dage, og det politiske resultat er et sæt såkaldte topmødekonklusioner på 68 sider. Dokumentet, der er svært læsbart og spækket med forkortelser, beskriver det omfattende politiske kompromis, der går ud på, at EU’s syvårige rammebudget for 2021-2027 blandes sammen med en fælles EU-coronakrisepakke finansieret af lån, som EU selv optager, og som alle medlemslande hæfter for.

Mette Frederiksen og de andre stats- og regeringschefer bedyrer, at der er tale om en midlertidig krisepakke, der ikke ændrer grundlæggende ved EU’s struktur. Det britiske ugemagasin The Economist kalder på sin side kompromisset for ’integration ad bagdøren’ og konstaterer, at aftalen bygger på ’et lille juridisk fodfæste’ for skabelsen af et ’de facto føderalt underskud’ i EU.

Det korte af det lange er, at EU i hvert fald for en årrække bliver den ’overførselsunion’, som er så forhadt blandt nationalkonservative EU-modstandere i Nordvesteuropa. EU bliver i økonomisk forstand mere føderalt på samme måde, som det også bliver lidt mere føderalt, når det gælder områder som blandt andet skat, klima, grænser, udenrigspolitik og lov og orden.

Statsminister Mette Frederiksen og ledende stemmer i andre EU-positive partier afviser, at der er tale om en føderal udvikling i EU, mens blandt andre Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skoser statsministeren og de øvrige EU-positive partier for at lyve om udviklingen i EU og for reelt at se stort på det faktum, at Danmark ikke er medlem af euroen, som Danmark nu efter deres opfattelse er med til at holde hånden under med det kraftigt forøgede årlige bidrag til EU. Det stiger ifølge Finansministeriet fra 19,7 milliarder kroner om året til 24,2 milliarder kroner om året.

Bundlinjen i den diskussion er, at EU-modstandere- og skeptikere overdriver voldsomt i fremstillingen af de føderale udviklinger i EU, mens statsministeren ligesom sine forgængere putter lige så meget med sandheden om, hvad der sker i EU. EU er ikke ved at blive til Europas Forenede Stater, men det er uomtvisteligt en føderal udvikling, at EU-Kommissionen nu får mulighed for at optage lån og at udskrive skatter.

Rart at undgå traktatændringer

Det store kompromis i Bruxelles i midten af juli ville ikke have været muligt, hvis ikke Tyskland i foråret 2020 havde gennemført en historisk kovending i sin økonomiske politik både på nationalt og på europæisk niveau.

Den nye tyske kurs tog Danmarks ledende socialdemokrater med bukserne nede, selvom den reelt havde været under forberedelse blandt tyske socialdemokrater, længe før coronakrisen ramte Europa med stor kraft i februar og marts måned.

Den tyske kursændring er blevet til i kredsen omkring finansminister Olaf Scholz, hvor særligt Jörg Kukies, statssekretær (viceminister. red.) med ansvar for finansielle markeder og europapolitik, har spillet en hovedrolle. Kukies, der har været socialdemokrat siden sin ungdom, kom i 2019 til finansministeriet efter 17 år hos den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvor han senest var chef for bankens aktiviteter i Tyskland og Østrig.

Ifølge Kukies har man så at sige fundet en måde, hvorpå EU-Kommissionens kan låne på vegne af alle EU-landene i stedet for at lade eurolandene gå sammen om at udstede euroobligationer på vegne af eurolandene. Det juridiske figenblad er artikel 311 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der konstaterer, at ”Unionen tilvejebringer de nødvendige midler med henblik på at nå sine mål og gennemføre sin politik. Budgettet finansieres med forbehold af andre indtægter fuldt ud af egne indtægter.”

”Hvis EU skulle rejse penge gennem udstedelse af euroobligationer, ville det kræve traktatændringer og folkeafstemninger i en række lande, og vi ville måske være klar om tre år,” har Kukies sagt i et interview, hvor han forklarede, at den løsning, som EU-landene nu er enige om, er langt mere ”transparent og juridisk gennemskuelig end den forgiftede debat om euroobligationer.”

”Det er en god vej at gå – hvis den amerikanske centralbank vil låne penge, skal den ikke spørge Californien eller Nevada eller Arizona om statsgarantier. Den kan blot gøre det på det centrale statsniveau. Det er en langt renere måde at gøre det på,” lød det fra den tyske vicefinansminister et par uger, før de 27 stats- og regeringschefer fra EU enedes om, at det var den vej, man skulle gå.

Ikke så grøn, at det gør noget

Løsningen med at skaffe milliarder til en fælles finanspolitisk offensiv i EU ved at stifte fælles gæld på vegne af alle 27 EU-lande i stedet for at give euroen et fælles budget ved at udstede euroobligationer på vegne af de 19 eurolande viser i øvrigt, at der i 2020 er meget ringe forståelse i Bruxelles, Berlin og Paris for, at der skulle findes en slags særlig ydre ring i EU bestående af ikke-eurolande, som er mindre forpligtede end andre, når det gælder euroens overlevelse.

Opfattelsen er snarere den, at EU består af lande, som er medlemmer af euroen, og af lande, som er på vej til at blive det. Det bryder man sig ikke om i Sverige og i Danmark, men sommerens kompromis har vist, at de to lande – euro eller ej – også skal have kreditkortet frem, når EU ønsker at undgå en statsbankerot i eksempelvis Italien, som ville føre til euroens sammenbrud.

På samme måde som Mette Frederiksen af den nationalliberale højrefløj er blevet kritiseret for ikke at nedlægge veto mod de kommende milliardoverførsler til kriseramte eurolande i Sydeuropa, er hun fra klimaengagerede proeuropæiske stemmer blevet skoset for at have bidraget til en milliardbeskæring af de kommende grønne investeringer i EU.

Eksempelvis fik den såkaldte sparebande med Danmark, Holland, Sverige og Østrig skyld for den kommende såkaldte ’Just Transition Fund’, der primært er beregnet til at finansiere beskæftigelsesstøtte i europæiske regioner – læs Polen og Tyskland – hvor man for alvor skal i gang med at udfase udvinding og afbrænding af sort og brunt kul. Fonden lå før topmødet til en samlet finansiering på 40 milliarder euro frem til 2027, men den endte ved kompromisset med kun 17,5 milliarder euro. Omvendt blev det i kompromisset fastholdt, at 30 procent af investeringer fra EU’s ordinære budget og fra den store coronakrisepakke på tilsammen 13.680 milliarder kroner frem mod 2027 skal bruges på klimarelaterede projekter.

Mette Frederiksen fastholder, at kompromisset fra Bruxelles er godt for klimaet på samme måde, som hun fastholder, at aftalen hverken er et skridt i en føderal retning eller særligt dyr for Danmark. Og dét selvom prisen er 4,5 milliarder om året eller 50 procent mere end de tre milliarder, hun satser på at bruge på den såkaldte ’Arne-reform’, der skal gøre det muligt for nedslidte lønmodtagere med tidlig debut på arbejdsmarkedet at gå tidligt på pension.

Statsministeren ser trods sommerens kovendinger og diverse kamelslugninger i europapolitikken ud til at have fundet sin vej i EU. Hun har ikke kastet sig ud i solidariske eventyr med sine tyske, spanske eller italienske socialdemokratiske venner, og hun har ikke solgt sin gamle moster for at erobre den grønne førertrøje i EU.

Mette Frederiksen holder derimod fast i den nationalt orienterede finanspolitiske konservatisme og den grønne realisme, som også har præget europapolitikken hos hendes forgængere fra Anders Fogh over Helle Thorning til Lars Løkke Rasmussen.