Fremtidens arbejde blander det virkelige med det virtuelle

Når virtual reality og augmented reality rykker ind på arbejdspladsen, giver det nye muligheder i både oplæring og arbejdsprocesser. Men det stiller også krav til fleksibilitet og samarbejdsevne hos medarbejderne.

Foto: Peter Høyer/Jeanette Byg Nordentoft, Grundfos
Peter Hesseldahl

Da Kaj Grønbæks opvaskemaskine gik i stykker lillejuleaften, gjorde han som så mange andre med tekniske problemer. Han gik ind på iFixit.com og fandt en YouTube-video, der gennemgik, hvordan man skal ordne det.

Og det lykkedes. Maskinen kører endnu, selv om Kaj aldrig før havde prøvet at reparere en opvaskemaskine. Efterfølgende har han tilføjet et par kommentarer til videoen, som handler om netop den model, som det handlede om – og dermed får andre fremover adgang til endnu bedre hjælp.

”Når man er i stadigt skiftende omstændigheder, har man brug for at være understøttet af et bredere sæt af kompetencer,” siger Kaj Grønbæk.

Han ved, hvad han taler om. Ud over at være selvlært opvaskemaskine-reparatør er Kaj Grønbæk også professor ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med at udvikle avancerede løsninger til at understøtte fremtidens arbejde. 

For ham er hans egen oplevelse med opvaskemaskinen et simpelt eksempel på, hvordan vi kommer til at arbejde i fremtiden.

I industri 4.0 er det centrale element, at alle dele af produktionen bliver forbundet og koordineret, så alle delmaskiner i forsyningskæden reelt fungerer som én sammenhængende maskine.

Og også mennesker bliver en integreret del af systemet. De job, som robotter ikke overtager, vil være dem, som kræver fleksibilitet og kreativitet til at håndtere nye problemstillinger.  

For fremtidens arbejdere – hvad enten det er på et fabriksgulv, et hospital eller et kontor - vil det næste niveau af kompetencer og produktivitet derfor handle om at kunne håndtere et tæt samspil med en strøm af data, der skabes, behandles og præsenteres løbende. 

Kombineret med augmented reality, virtual reality, kunstig intelligens og enorme mængder information i skyen vil man konstant kunne finde den rette viden til netop den opgave, som skal løses nu og her. 

Oplæring med virtuelle vindmøller

Med virtual reality (VR) er det muligt at træne nye færdigheder i virtuelle omgivelser uden at bekymre os om at lave fejl.

Siemens Gamesa, som laver vindmøller, har udviklet et virtual reality-træningsforløb til de montører, som opstiller og reparerer møllerne.

Det aarhusianske VR-produktionsselskab Kanda har skabt en virtuel udgave af nacellen, toppen af vindmøllen. Med et par VR-briller kan montørerne træde ind og øve sig på en række komplekse procedurer, eksempelvis at fastgøre vingerne med et såkaldt turner tool, som i den virkelige verden vejer 600 kg.

I VR har brugerne en håndholdt controller til at samle emner op og placere dem – uden at få sved på panden og uden fare for at ødelægge noget.

Systemet er beregnet til op til fire brugere samtidig, så det er muligt at træne samarbejde. Hele forløbet tager fire timer at gennemgå, men brugerne er kun ’inde’ i VR i 10-12 minutter ad gangen.

I øjeblikket foregår det meste træning i Siemens’ træningscentre rundt omkring i verden. Montørerne flyves ind og overnatter under kursusopholdet, og instruktionen foregår i en virkelig, fysisk model af nacellen, hvor der bruges dyrt specialværktøj, som skal lejes til lejligheden.

Men som Kristian Emil Andreasen, direktør i Kanda, forklarer, er der mange penge at spare, hvis blot en del af træningen kan flyttes ud i VR. Man sparer transport, overnatninger, fysisk udstyr og løn til instruktører.

Desuden kan man være langt mere fleksibel i planlægningen, fordi montørerne lettere kan komme til at bruge virtual reality-udstyret, når det passer dem.

På fremtidens fabrik forstyrrer undervisning ikke produktionslinjen

Også Grundfos bruger VR til at træne medarbejdere. Som en del af et storstilet udviklingsprojekt omkring fremtidens fabrik har Grundfos udviklet et kursus, hvor operatører lærer at samle og montere værktøjer.

Kurset er blevet testet som et pilotforsøg i løbet af 2017 på en fabrik i Bjerringbro. Forsøget har overbevist Grundfos om, at VR er en træningsmetode, der er værd at satse på, og derfor arbejder de nu på at udrulle metoden på flere af Grundfos’ fabrikker.

Ulrich Hedegaard Brorson er senior manager for advanced manufacturing engineering på Grundfos og ansvarlig for udviklingen af ’fremtidens fabrik’. Han fremhæver, at VR gør det langt lettere at indpasse træning i den daglige drift.

Normalt trænes operatører gennem sidemandsoplæring ved produktionslinjen, og det giver dels forstyrrelser af produktionen, dels kan der ske fejl og komme skader på udstyret. Ydermere kan man ikke være sikker på, at alle lærer præcis det samme.

Reaktionerne fra brugerne har været meget positive, og tilsyneladende er det endda muligt at lære hurtigere og mere intenst, også fordi man ikke er afhængig af at kunne få tid ved produktionslinjen med en sidemand som instruktør.  

VR-træningen foregår i en ’træningscelle’ - et lille areal, hvor operatøren kan træne bevægelserne sikkert og uden at forstyrre andre.

For Ulrich Hedegaard Brorson betyder det, at træning og opgradering af medarbejdernes kompetencer fremover kan foregå løbende, så snart der ændres på produktionen eller udstyret.

VR er indtil videre en dyr undervisningsteknologi. Hardwaren er ganske vist faldet meget i pris, men det kræver meget arbejde at skabe grafikken i den kunstige verden. Priserne vil dog falde i takt med at udstyret bliver billigere, og det bliver lettere at skabe digitale 3D-modeller af objekter og miljøer ved at scanne dem med et kamera.

Augmented reality kan støtte arbejdsprocessen

Mens VR er en kunstig verden, man træder ind i – og dermed ud af den virkelige verden – tilføjer man med augmented reality-briller i stedet et lag af computergrafik oven på de virkelige omgivelser. Man kan modtage instrukser og få vist data om de genstande, man ser på.

Augmented reality (AR) er teknisk langt mere kompliceret end VR. Computergrafikken skal passe præcist oven på det, brugeren kigger på, og kræver, at brillen har kameraer, der kan aflæse den tredimensionelle struktur af omgivelserne. Men nytten af AR afhænger også af, hvor godt systemet forstår at præsentere netop de informationer, der er relevante for brugeren.

Google forsøgte sig med AR helt tilbage i 2013 med deres ’Glass’, en let brille, som var rettet mod forbrugermarkedet. Det viste sig, at det brede publikum ikke var klar til at gå rundt med briller, der kunne vise e-mails i øjenkrogen, og hvis kamera kunne bruges til videotelefoni og – mere eller mindre – skjulte optagelser.

Google droppede forbrugermodellen men er stilfærdigt fortsat med at udvikle brillen til professionelt brug, hvor der ikke er de samme kulturelle barrierer. Siden sidst har Glass fået hurtigere wi-fi, bedre batterier, stærkere kamera, og ikke mindst er systemerne til at indlejre de rette informationer i synsfeltet blevet langt mere avancerede.

Boeing, GE og flere andre producenter af avancerede maskiner bruger Google Glass til at sende trin-for-trin-instrukser til operatører i deres fabrikker og værksteder. Fragtvirksomheden DHL bruger Glass til at dirigere arbejdere i deres lagerhaller rundt for at hente pakker. 

Med andre øjne

Grundfos arbejder også med at udvikle brugen af AR i samarbejde med Kaj Grønbæk, Alexandra-Instituttet og MADE, den danske paraplyorganisation for projekter, som skal udvikle fremtidens avancerede produktion. 

Ud over at kunne lægge grafik ind i synsfeltet, der eksempelvis kan hjælpe en mekaniker, der reparerer en pumpe, eller fortælle en bygningsarbejder, hvor der løber ledninger og rør i jorden eller i væggene, arbejder man på løsninger til ’remote assistance’.

Ideen med remote assistance er, at en ekspert kan hjælpe en person, som arbejder på en opgave, der volder vanskeligheder, ved at eksperten kigger med gennem kameraet i den AR-brille, som personen har på. Man taler også om see-what-I-see-briller. 

I praksis er det at se med gennem en andens briller imidlertid problematisk, fordi man hurtigt bliver svimmel af, at operatøren bevæger hovedet, fortæller Kaj Grønbæk. Det kan være bedre at tage et foto med brillerne – det stiller også mindre krav til båndbredden af forbindelsen.

Kaj Grønbæk konstaterer, at de løsninger, der fungerer godt, vil være forskellige alt efter formålet: ”Man kan ikke bare tage en generel brille på, der både kan assistere på arbejdet, og når man shopper i supermarkedet. Det vil tage et pænt stykke tid, før vi når dertil”, siger han. 

På et fabriksgulv eller for en håndværker kan det være en fordel med stemmestyring, men det kan omvendt give problemer pga. støj, eller fordi brugeren ikke bryder sig om at tale til systemet.

Hvis AR-brillen er for tung, bliver man hurtigt træt af at bære den, og i nogle situationer kunne det være mere hensigtsmæssigt og behageligt, hvis informationer blev projiceret oven på et arbejdsbord med en projektor. Fremtidens arbejdsredskab er ikke one-size-fits-all. 

En af forhåbningerne til AR er, at det kan bruges til at automatisere dokumentationen af arbejde. I mange fag er der stigende krav om detaljeret registrering af alt, hvad man foretager sig, og det betyder, at læger, sosu-assistenter og bygningskonstruktører bruger en større del af deres tid på kontorarbejde.

Med et kamera i en AR-brille, suppleret med stemmestyring og en vis mængde kunstig intelligens, så systemet kan genkende objekter og klassificere begivenheder, kunne registrering og dokumentation blive mere automatisk. 

Man kunne også forestille sig, at systemet var i stand til at bemærke, hvis der er sket fejl, så det kan foreslå en rettelse eller sende hjælpende instrukser. 

Erstatning eller forstærkning?

Det rejser spørgsmålet, om den avancerede understøttelse af fremtidens arbejder i virkeligheden er sidste stadie, inden mennesket helt kan erstattes med en robot.

Den amerikanske e-handelsgigant Amazon udvikler systemer til deres varelagre, der dirigerer de ansatte rundt for at hente varer og pakke dem, og undervejs måles de ansattes bevægelser, tempo og pauser. Man aner, at det kun er et spørgsmål om tid, før smarte robotter kan gøre det billigere. Men der er vi ikke endnu. 

Kaj Grønbæk mener, at det er mere præcist at tale om ’augmented intelligence’ end ’artificial intelligence’. Det er systemer, der gør mennesket mere kompetent til at løse flere forskellige slags opgaver, snarere end at overtage kontrollen og gøre mennesket overflødigt. 

Kaj Grønbæk mener, at der er meget overdrevne forestillinger om, hvad maskiner reelt er i stand til: 

”Man skal se augmented reality som et værktøj, der er udviklet til enkelte, meget specialiserede anvendelser. Helhedsforståelsen af en situation og den menneskelige intuition baseret på lang erfaring er meget vanskelig at træne ind i nogen form for neuralt netværk,” siger han.

Det er Grundfos’ Ulrich Hedegaard Brorson enig i.

”Vi ser ikke en fremtid, hvor robotter erstatter alle mennesker på fabrikken – langtfra.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu