Kunne man forestille sig en helt anden type teknologi?
 
Broer over floder, skabt gennem årtier ved at væve grene fra træer sammen, så broen bliver stærkere og stærkere med tiden? Byer, der består af kunstige øer, bygget af siv? Landbrug, hvor planter, fisk, husdyr og mennesker er bundet tæt sammen i nøje balancerede kredsløb, så den enes affald er den næstes føde? Løsninger, der bogstaveligt talt er levende?

For det moderne menneske er teknologi noget med mobiltelefoner, robotter og selvkørende biler.  Maskiner, der kan fungere hvor som helst. Infrastruktur og ingeniørkunst, der kan forvandle ethvert landskab til storbyer med de samme højhuse og trafikkøer og butikker med varer og mad fra hele verden.
 
Modsætningen er de uudviklede og primitive. Naturfolk, bønder i små lokale samfund, der stadig bruger deres traditionelle metoder og stort set lever, som man har gjort i generationer – fjernt fra det 21. århundredes hightech.
 
Men ser man nærmere efter, kan de indfødtes løsninger og teknikker, som er opstået og udviklet gennem hundreder eller tusinder år, være forbløffende avancerede og elegante i den måde, de forvalter og udnytter lokale ressourcer til gavn for både mennesker og resten af økosystemet.
 
I bogen ’Lo-tek’, gennemgår den australske designer og antropolog Julia Watson en lang række eksempler på, hvordan de teknologier, som anvendes af folk, der lever i tæt samspil med naturen, kan bygge på en dyb indsigt og forståelse for deres omgivelser.
 
Det er løsninger, der har vist sig bæredygtige igennem mange generationer, og som i mange henseender gør mennesker mere modstandsdygtige over for naturens luner og forandringer, end vores højteknologiske systemer – og som derfor kan tjene som inspiration til måder at overkomme de voksende udfordringer, det moderne menneske står overfor.
 
Hvad vil det sige at være avanceret?
 
”Der er en forestilling om, at naturbaserede teknologier er primitive og simple. Folk tror, det er low tech. Men reelt er det ofte superkomplekse og vidtstrakte systemer, der er balancerede lige fra det mikroskopiske plan med en forståelse for betydningen af insekter og bakterier, og op til makroskala, hvor man for eksempel stabiliserer og beskytter marker og huse mod oversvømmelser.”
 
”Det stiller spørgsmål ved hele vores sædvanlige forståelse af, hvad det vil sige at være avanceret og produktiv – ikke mindst i lyset af de udfordringer, vi står overfor med miljøproblemer og klimaforandringer,” siger Julia Watson på en Skype-forbindelse til New York.

Watson underviser i “urban design” på Columbia University og på Harvard. Desuden har hun sit eget landskabsarkitektfirma.
 
Et gennemgående træk ved de løsninger, som Watson har indsamlet over hele verden, er, at de er symbiotiske. Deres styrke ligger i, at de kombinerer mange forskellige formål og hensyn, og de skaber sammenhænge i kredsløb, der kan udspille sig over årtier.
 
Et kendt eksempel er terrasserne til risdyrkning på Bali. Gennem over tusind år har bønderne bygget et system af bassiner i bjergene, der forsynes med vand fra et komplekst system af tunneler og kanaler. Risen dyrkes i en cyklus på tredive uger, hvor terrasserne gødes af græssende kvæg, pløjes, plantes med ris, høstes og anvendes til at opdrætte fisk.
 
En nok så væsentlig del af den samlede løsning er den sociale organisering i kooperativer og templer, hvor bønderne koordinerer brugen af vandet, organiserer arbejdet og holder justits med forurening af gødning og pesticider.
 
Alt i alt er risterrasserne blandt de mest produktive jordbrug i verden, samtidig med at de understøtter en meget høj diversitet af planter og dyr.
 
Tilsvarende findes der systemer i andre dele af verden, der gør det muligt for mennesker at trives i miljøer, som umiddelbart virker meget lidt gæstfrie: I ørkener, vildsomme bjerge, dybt i jungler, på søer og i vådområder, eller på farten som nomader.

I bjergområder i Indonesien og Filippinerne dyrkes ris ofte i terrasser. Landskaberne er formet gennem mere end totusinde år. Terrasserne er i sig selv imponerende konstruktioner i meget stejle bjerge, men de er blot en del af et meget komplekst system, der også omfatter kanaler til at fordele vand, en social organisering i kooperativer, der sikrer mod overudnyttelse og forurening, og en dyb viden om fiskeopdræt, husdyrhold i overensstemmelse med sæsonernes skiften og om at veksle afgrøder. Foto: David Lazar

Vigtigheden af mytologi

Der er meget viden og forståelse indlejret i den måde, man konstruerer et flydende hus, inddæmmer et landskab eller organiserer, hvordan et lille samfund i fællesskab kan udnytte de lokale ressourcer for at trives gennem skiftende omstændigheder.
 
Men det er i reglen en uformel viden. Erfaringer og metoder overføres fra generation til generation, og de er ikke nødvendigvis beskrevet med ord og i bøger. I stedet videregives de gennem opdragelse og praktisk arbejde, gennem myter og ritualer.
 
Den spirituelle dimension og mytologi er typisk en vigtig del af det, observerer Julia Watson:
 
”Myter rummer viden om naturens kræfter, om hellige steder, der skal respekteres og beskyttes, og om leveregler og forbud, der er blevet en del af kulturen. Myter er ikke specifikke instrukser eller et præcist kort over fremtiden, men snarere en slags kompas, der giver en fornemmelse for, hvad der hensigtsmæssigt eller uheldigt. Der er skikke, der tvinger os til at ’huske at huske’ de ting, der er væsentlige for vores overlevelse.”
 
Et eksempel på en myte, der går igen i mange indianske kulturer er ”de tre søstre”; majs, bønner og squash. Siden mayaerne og aztekerne har man forstået, at de tre afgrøder trives og vokser godt sammen, og at deres næringsstoffer komplimenterer hinanden i menneskets kost.
 
Som Julia Watson konstaterer, så er der ofte en modsætning mellem videnskab og myter.
 
”Videnskaben er specifik og præcis, men myterne fortæller en større historie, man kan forstå verden og vores plads i den ud fra. Myter kan samle mennesker, men i det moderne samfund har vi ikke en mytologi at læne os op ad,” siger Julia Watson.

Vi ser mennesker som modsætningen til naturen

”Den myte, vi lever efter, fortæller, at mennesker er anderledes end naturen. Det er et modsætningsforhold, der strækker sig tilbage til oplysningstiden, hvor man gjorde op med gammel visdom og gjorde sig til herre over ressourcer, fældede skove, og skabte en industriel kultur, der ignorerede lokalt særpræg og skikke.”
 
”Vi har en forestilling om naturen som en trussel, som noget, der skal bekæmpes eller overvindes. Vi taler om klimaforandringerne som en krig, vi skal vinde, men i krig er man også nødt til at have en plan B, så man har en forestilling om, hvordan man kan trække sig tilbage, hvis man taber.
I dag forskanser vi os. Vi bygger diger for at beskytte byer og marker, og vi kommer til at bygge dem højere og højere, men på et eller andet tidspunkt vil de alligevel blive brudt. Så hvad gør vi, hvis vi ikke kan vinde over forandringerne, og vi må erkende, at vi ikke kan bevare det, vi havde?”
 
Det er et gennemgående træk ved de eksempler, Julia Watson beskriver i ’Lo-tek’, at de er fra samfund, som jævnligt oversvømmes eller rammes af tørke eller andre voldsomme påvirkninger, der i mange moderne samfund ville være katastrofale.
 
”Der er mange steder, hvor mennesker har lært at leve med vandet eller leve på vandet. De tillader, at det kommer ind, og de tilpasser sig efter det. De ser forandringerne i miljøet som givne. Det er noget, der sker jævnligt, og man har lært at udnytte det. Pointen er, at naturen ikke er et separat system, vi skal skærme os imod. Det er et samarbejde, et forhold, der er til fælles gavn. Hvis vi beskytter miljøet, beskytter vi os selv. Så hvordan kan vi tænke på at leve med vand, og skabe nye infrastrukturer, der kan være nyttige for byen? Måske kan vi bringe produktion af fødevarer tilbage til byen?” spekulerer Julia Watson.  

 
Vi har slettet den traditionelle viden 

De fleste af Watsons eksempler på naturbaserede løsninger stammer fra egne, der ligger fjernt fra den moderne, industrielle kultur.  
 
Det er ikke, fordi naturfolk er de eneste, der har kunnet finde ud af at udvikle systemer, der var i balance med omgivelserne, men i den industrialiserede del af verden er den viden, der tidligere fandtes om vores landskaber og sammenhængene i naturen, blevet slettet gennem de seneste århundreder, siger Julia Watson.  
 
Når man bygger byer, fjerner man vandet, og man gør alt ensartet, fladt og hårdt –- og dermed fjerner man også de løsninger, der tidligere blev brugt, siger Watson.  
 
Hun nævner i stedet stråtage, der isolerer huse med et lokalt og naturligt materiale, trækroner, der kan køle og skygge, og forståelsen for at at bygge huse på de højeste punkter, så man ikke bliver ramt af oversvømmelser, som eksempler på nyttige traditioner, man kunne bringe tilbage og bygge videre på.  
 
I Julia Watsons hjemland Australien bruger den oprindelige befolkning en landbrugsteknik, hvor man i tørre egne jævnligt starter mindre brande for at forhindre, at alt brænder af på én gang. 
 
”De indfødte har lært at leve med brande, men i dag ser man helt bort fra de metoder, der holdt jorden i balance tidligere. Sidste år ryddede de store brande 25 millioner hektar land. Vi forsøgte at bekæmpe det med med brandfolk og helikoptere med vand. Men de kunne ikke forhindre ilden i at brede sig.  
Nu, efterfølgende, er der opstået en græsrodsbevægelse, der arbejder på at undersøge og udbrede de indfødtes metoder til forebyggelse,” fortæller Julia Watson.  

Et alternativ til ødelæggelse 

I Amazonas forsvinder regnskoven, fordi den mest almindelige form for landbrug er af typen ’slash and burn’, hvor junglen fældes eller afbrændes, og markerne dyrkes med en enkelt afgrøde i nogle få år, inden jorden er udpint og udvasket, og man er nødt til at rykke videre.
 
Side om side med det ser man traditionelt skovlandbrug, der dyrker en mangfoldighed af afgrøder og understøtter hundredevis af arter – samtidig med at de giver mennesker et udkomme.
 
”Hvorfor tænker vi ikke på en form for landbrug, der ikke stræber efter uendelig vækst, som tilpasser sig i forhold til, at der er endelige, lokale ressourcer, og som spiller tæt sammen med sæsonerne og naturens cyklusser?” spørger Julia Watson med en vis frustration.
 
Et eksempel, der viser, hvordan komplekse naturlige systemer kan fungere sammen med en moderne storby, er spildevandssystemet i en af Indiens største byer, Kolkata.
 
En stor del af millionbyens spildevand sendes igennem området East Calcutta Wetlands, hvor det renses gennem et sindrigt system af bassiner i forskellige dybder og med forskellige kombinationer af alger, bakterier, planter og fiskearter.
 
Omkring 300 fiskefarme opdrætter fisk, som lever af næringsstofferne i vandet, der er en stor produktion af ris og planter, og der holdes husdyr som svin, kvæg, gæs og høns. Mange af virksomhederne, der er en del af økosystemet, er kooperativt drevet.
 
Det er en sund økonomi, der beskæftiger op imod 80.000 mennesker, bidrager med fødevarer, og renser byens spildevand dybest set gratis. 

De oprindelige miljøer er truet

At læse Julie Watsons bog, er lidt som at se en naturfilm fra BBC. Først bliver man fascineret og opmuntret af at se naturens skønhed og rigdom, men der kommer altid en passage til sidst, hvor speakeren finder den alvorlige tone, og vi hører om, at alt ikke længere er i balance, at det hele er truet og på vej til at forsvinde.
 
Således også med mange af de systemer, Julia Watson beskriver. De traditionelle balancer i mange oprindelige samfund er forrykket, i takt med at globaliseringens livsstil trænger sig ind, og miljøet ændres af forurening, overudnyttelse og klimaforandringer.
 
Ironisk nok er en af de største trusler mod mange naturbaserede folk, at de fordrives eller deres livsstil forbydes for at beskytte naturen.
 
”Naturbeskyttelse er præget af en tankegang om, at naturen skal være uberørt, og at mennesker ikke må være en del af landskabet. Men i virkeligheden er mennesker en helt naturlig del af økosystemerne, de er med at beskytte det og holde det i balance,” siger Julia Watson.
 
Mange nomadiske folkefærd kan ikke længere følge dyrenes vandring og sæsonernes skiften, fordi de ikke må leve i naturparker eller krydse landegrænser. Men nomaderne har i årtusinder været en del af økosystemerne. Når masaierne i Østafrika driver deres kvæg rundt mellem Tanzania og Kenya skaber de dyrestier, jorden gødes, og de midlertidige bosættelser og indhegninger bliver vigtige oaser for plantelivet.
 
”Myndighedernes naturbeskyttelse sker i den bedste mening, men vi har ikke forstået konsekvenserne, når vi fjerner de mennesker, der altid har levet der, fra landskabet. I stedet må vi tillade folk at leve i økosystemet, samtidig med at de forvalter og beskytter det,” mener Watson.