Nordeuropas velfærdsstater bliver mere og mere ens

Den danske velfærdsstat ligner mere og mere Storbritanniens og Tysklands, både hvad angår skattesatser, ulighed og befolkningens levetid, skriver forskningschefen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Ny bog dokumenterer udviklingen.

Danmark og andre velfærdsstater er i princippet unikke, da de er et resultat af de politiske beslutninger, der er taget i hvert enkelt land. Mange af os tror sandsynligvis også, at de andre velfærdsstater i eksempelvis Storbritannien og Tyskland er meget forskellige fra den danske. Men spørgsmålet er, hvor forskellige de er, når det kommer til stykket, og hvorvidt de bevæger sig i retning af at blive mere eller mindre forskellige over tiden.

Dette spørgsmål har vi i Rockwool Fondens Forskningsenhed analyseret i to bøger, hvor udviklingen i den danske velfærdsstat sammenlignes med udviklingen i andre velfærdsstater. Resultatet er ret entydigt, at over tiden bliver de forskellige velfærdsstater mere ens.

Denne øgede konkurrence gør, at der er ret snævre grænser for, hvad politikere kan gøre, uden at der opstår alvorlige problemer i forhold til velstanden og finansieringen af velfærdsstaten. Derfor ender de også med i voksende grad at indrette velfærdsstaterne ens.

Jan Rose Skaksen
Forskningschef ved Rockwool Fondens Forskningsenhed

I den første bog sammenlignede vi udviklingen i tre velfærdsstater, som vi på forhånd forventede har meget tilfælles, nemlig Danmark, Norge og Sverige. De tre velfærdsstater tilhører alle gruppen af såkaldte universelle velfærdsstater med lige adgang til offentlige serviceydelser for alle borgere. Et hovedresultat i bogen er dog, at de tre velfærdsstater overraskende over tid er blevet mere ens. I forvejen har de i mange år lignet hinanden rigtig meget, men alligevel bliver de tre lande altså mere ens.

I den anden bog, ”Velfærdsstat og befolkning i Danmark, Storbritannien og Tyskland”, der lige er udkommet på Gyldendal, sammenligner vi tre forskellige typer af velfærdsstater. Den danske, som er af den universelle slags, den britiske, som er af den liberale slags, og den tyske, som er af den konservative slags.

De tre arketyper

Den liberale velfærdsstat er normalt karakteriseret ved i høj grad at være baseret på private forsikringer kombineret med et socialt sikkerhedsnet med relativt lave standarder. I den liberale velfærdsstat er omfordelingen typisk mindre end i den universelle, men skatterne er også lavere.

Den konservative velfærdsstat er også i høj grad baseret på forsikringer, men disse forsikringsordninger er typisk organiseret gennem virksomheder og industritilhørsforhold. Med hensyn til omfordeling og skatter ligger den konservative typisk imellem den liberale og den universelle.

Den universelle velfærdsstat har lige adgang til offentlige serviceydelser for alle borgere, og der er et socialt sikkerhedsnet, der er finansieret gennem skatter. I den universelle velfærdsstat er der typisk relativt meget omfordeling, og skatterne er forholdsvis høje.

I bogen fremgår det, at disse tre forskellige typer af velfærdsstater er blevet mere ens over tiden.

Et eksempel fra bogen er udviklingen i ulighed, der illustreres af Gini-koefficienten. Se figur 1.

 

Det ses, at der er en klar konvergens i uligheden efter år 2000. Konvergensen fremkommer ved, at uligheden har været voksende i Danmark og Tyskland, men aftagende i Storbritannien. Denne udvikling kommer efter den modsatte tendens i 80’erne og 90’erne, hvor der i Storbritannien var en ret stor stigning i uligheden.

Skatterne er blevet mere ens

Et andet eksempel på konvergens ses på udviklingen i skatterne. Marginalskatterne for indkomst er således blevet mere ens. Danmark har historisk haft højere marginalskatter end i de fleste andre lande, men disse marginalskatter er over tid blevet tilpasset niveauet i de andre lande. Det samme er sket med selskabsskatterne. Det fremgår tydeligt af figur 2, der viser udviklingen i selskabsskatterne i de tre lande. Der har været et nedadgående pres på selskabsskatterne, der har betydet, at selskabsskattesatserne er blevet lavere og mere ens. Udviklingen skyldes i høj grad den internationale konkurrence og globaliseringen.

Globaliseringen har betydet, at varer, arbejdskraft og kapital er blevet mere mobile. Det vil sige, at der er blevet mere konkurrence mellem landene på varemarkeder, hvor de billigste og bedste producenter udkonkurrerer de andre. Men der er også blevet mere konkurrence om den internationale kapital og den højtuddannede arbejdskraft. Denne øgede konkurrence gør, at der er ret snævre grænser for, hvad politikere kan gøre, uden at der opstår alvorlige problemer i forhold til velstanden og finansieringen af velfærdsstaten. Derfor ender de også med i stigende grad at indrette velfærdsstaterne ens.

 

Fælles kriser og reformer

Men der er også andre forhold, der kan bidrage til at forklare, at velfærdsstaterne er blevet mere ens. Et er, at alle tre lande har været igennem perioder, hvor store kriser motiverede, hvad der blev betegnet som nødvendige reformer af velfærdsstaterne. Både Danmark og Storbritannien havde en stor krise i 70’erne, der blandt andet førte til reformer af arbejdsmarkedet. Tyskland oplevede ikke den samme krise i 70’erne, men fik deres store krise i forbindelse med genforeningen af de to tysklande, som efterfølgende medførte reformer af arbejdsmarkedet. I alle tre lande har reformer således trukket arbejdsmarkedet i en mere markedsorienteret retning.

Det er dog interessant, at velfærdsstaternes befolkninger også er blevet mere ens på områder, der ikke er strengt relateret til markederne. Det gælder for eksempel levetiden, som over tid bliver mere ens, og det gælder indtaget af cigaretter og alkohol, som også er blevet mere ens. Det vil sige, at meget tyder på, at vi i voksende grad bliver påvirket af de samme strømninger og lever og tænker mere ensartet end tidligere. Det kan man da vist også kalde globalisering.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu