Har vi virkelig kun kappet fem procent af vores CO2-udledning siden 1990?

Danmark skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent i 2030, lyder regeringens målsætning. Men vi har kun reduceret udledningen med 5 procent, siger en debattør i DR2-programmet Debatten. Det rigtige tal er dog en hel del højere, viser faktatjek. 

Danmarks har reduceret udslippet af drivhusgasser med knap 32 procent siden 1990.
Danmarks har reduceret udslippet af drivhusgasser med knap 32 procent siden 1990.Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Rasmus Kerrn-Jespersen

Fakta

Siden 1990 har Danmark kun reduceret sin CO2-udledning med fem procent

Kilde: Theis Palm, statskundskabsstuderende, debattør og tilhænger af atomkraft, i Debatten på DR2 den 26. september 2019.

 

Danmark har skåret 31,9 procent af sin udledning af drivhusgas siden 1990, hvis man anvender FN's regneregler, som danner rammen om 70 procents-målsætningen. 

Men hvis man vælger at medregne afbrændingen af biomasse, så er reduktionen straks mindre. I tv-programmet siger Theis Palm kun 5 procent, men Danmarks Statistik oplyser, at det rigtige tal er 13 procent.

Torsdag tonede DR2-programmet Debatten atter frem på skærmen. Politikere og meningsdannere var budt indenfor i studiet for at debattere klima, grøn omstilling og CO2-reduktion under kyndig vejledning af vært Clement Kjærsgaard.

Den danske regering har opsat et mål om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990. Det er regeringens ambition at indfri det mål i 2030.

I debatten om Danmarks evne til at reducere vores udledning af drivhusgasser var der særligt én oplysning fra en af deltagerne, som overraskede.

“Som basisår har vi 1990. Og fra 1990 og til i dag har vi reduceret vores CO2-udledning med 5 procent. Det er tal fra Danmarks Statistik. Så der er 65 procent igen,” sagde Theis Palm, der studerer statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han netop har afleveret speciale om vindmølleindustrien, og er stærk fortaler for atomkraft.

Theis Palms udmelding har nok betydet, at flere har fået aftenkaffen galt i halsen – en CO2-reduktion på 5 procent siden 1990 er ikke noget imponerende resultat. Og står det til troende, er der umådeligt langt til de 70 procent.

Men Theis Palms tal står da også i skærende kontrast til de officielle tal for Danmarks CO2-reduktion, der er mere end seks gange højere, siger Ole-Kenneth Nielsen. Han er chefkonsulent på Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet og leverer de officielle danske klimatal til både FN og EU.

“Hvis vi kigger på den samlede drivhusgasudledning, havde vi i 2017 opnået en reduktion på lige knap 32 procent i forhold til 1990,” siger Ole-Kenneth Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Danmark har reduceret udledningen af drivhusgas med knap 32 procent siden 1990, siger Ole-Kenneth Nielsen, der er chefkonsulent på Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet og leverer de officielle danske klimatal til både FN og EU. (Foto: Aarhus Universitet)

De 5 procent udfordrer FN-opgørelser

Danmarks CO2-reduktion siden 1990 er altså langt større, end Theis Palm meddeler i Debatten. Men hvorfor siger han så 5 procent?

I en mail svarer han, at CO2-reduktionen kun er på 5 procent, hvis man medregner den CO2-udledning, som sker, når Danmark brænder biomasse af. Det vil altså sige, at Theis Palm henviser til en CO2-opgørelse, der anvender nogle andre principper end dem, som de officielle opgørelser til FN benytter.

Men den går ikke, lyder det fra Jens Friis Lund, der er professor i politisk økologi på Københavns Universitet. Han er i øjeblikket i færd med at se på Danmarks drivhusgasudledning efter forskellige opgørelsesmetoder for Klima- og Omstillingsrådet.

Der kan være gode grunde til at ville udfordre de antagelser, som FN har besluttet, at landene skal anvende til at opgøre deres drivhusgasudledning. Men hvis man vil udfordre antagelserne, må man gøre opmærksom på det, lyder det fra ham.

“Det er rigtig godt at tale om de antagelser, der ligger i FN-systemets måde at opgøre drivhusgasudledning på, men for ikke at forplumre debatten og slynge tal ud til højre og venstre er det enormt vigtigt hele tiden at forklare, hvilke antagelser man taler under. Og det skylder han (Theis Palm, red.) at gøre her,” siger Jens Friis Lund.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er fint at rejse diskussionen om de forskellige opgørelsesmetoder, men man skal være åben omkring det, siger Jens Friis Lund, der er professor i politisk økologi på Københavns Universitet. (Foto: Privatfoto)

Og netop fordi Theis Palm både nævner 1990 som basisår og henviser til 70 procents-målsætningen, lyder det, som om han taler om de officielle opgørelser af drivhusgasudledning. Og her er Danmarks officielle reduktion altså godt 30 procent siden 1990, bekræfter også Jens Friis Lund.

Theis Palm har dog ret i, at billedet ville være et helt andet, hvis vi medregnede CO2-udslippet fra afbrænding af biomasse i det danske regnskab. Men selv i det tilfælde afviser Jens Friis Lund, at reduktionen skulle være så lav som fem procent.

“I Danmark importerer vi store mængder biomasse fra Estland og Letland, men det indgår så i princippet i deres regnskab og ikke i vores, når man regner, som FN gør. Hvis man talte den reelle afbrænding i Danmark med i vores klimaregnskab, ville vores reduktion helt sikkert være væsentligt lavere, men jeg har i hvert fald ikke set tallet fem procent,” understreger professoren.

Selv hvis vi medregner afbrænding af biomasse, får det altså ikke Danmarks CO2-reduktion ned på de fem procent, som Theis Palm ellers hævder i Debatten. Vi beder ham derfor sende dokumentation for, at vores reduktion er så meget lavere, end de officielle tal viser.

De 5 procent findes ikke mere

Theis Palm forklarer over mail, at han har læst en rapport fra Danmarks Statistik, der er er udgivet i 2015. Rapporten konkluderer blandt andet, at Danmark har reduceret sin CO2-udledning med knap 5 procent fra 1990 til 2013, når man regner afbrændingen af biomasse med.

Derefter har Theis Palm været inde i en ny publikation fra Danmarks Statistik, hvor Danmarks CO2-udledning både med og uden afbrænding af biomasse fremgår. Der er ikke tal på grafen, men Theis Palm har sjusset sig frem til, at vores nuværende udledning ligger på omtrent samme niveau som i 2013. Dermed når han frem til, at den samlede CO2-reduktion fra 1990 til 2018 stadigvæk er på cirka 5 procent.

Vi kontakter Danmarks Statistik for at få de præcise tal, der ligger bag grafen. Thomas Eisler, der er fuldmægtig og arbejder med Danmarks emissionsregnskab, sender os tallene.

Heraf fremgår det, at vores CO2-udledning i 1990 var 77,3 millioner ton inklusive biobrændsel. I 2018 er udledningen reduceret til 66,9 millioner ton.

Dermed er vores CO2-reduktion fra 1990 til i dag reelt 13 procent inklusive afbrænding af biomasse – altså mellem to og tre gange så stor, som den Theis Palm når frem til.

En del af forklaringen på Theis Palms fejlskud er, at CO2-udledningen for perioden 1990 til 2013 – den periode, som rapporten fra Danmarks Statistik i 2015 opgjorde til at være reduceret med knap fem procent – i mellemtiden er revideret til en reduktion på hele ni procent.



Theis Palm beklager

Da TjekDet ringer til Theis Palm, lægger han sig med det samme fladt ned og erkender, at der ikke er hold i hans tal.

Du siger, at vores CO2-udledning kun er reduceret med fem procent siden 1990 og henviser til Danmarks Statistik. Hvorfor fortæller du ikke, at de fem procent er, når man regner afbrænding af biomasse med?

“Det er ren og skær fortalelse. I min verden er det bare så åbenlyst, at biomasse udleder CO2, når man brænder det af, så det er derfor, det kommer ud på den måde,” siger Theis Palm.

Bør du ikke gøre dig umage med at fortælle tydeligt, hvilke definitioner du anvender, når du står i en tv-debat med en masse seere?

“Jeg er rigtig, rigtig ked af, hvis det har forvirret nogen. Det er simpelthen bare det dummeste, at jeg ikke lige fik sagt ‘inklusive biomasse’, men efter at have nørdet det her de seneste otte måneder under min specialeskrivning, er det bare helt åbenlyst for mig, at biomasse bør regnes med i vores CO2-udledning,” siger Theis Palm og fortæller, at han efter debatten har været inde og lægge links til diverse fakta på Debattens facebookside, så seerne kan se ham efter i kortene.

Artiklen fortsætter under billedet

Theis Palm har netop afleveret speciale om vindmølleindustrien på statskundskab på Aarhus Universitet. Torsdag deltog han i Debatten på DR2, hvor han brugte et forældet tal. (Foto: Skærmbillede fra Debatten på DR2 med tilladelse fra DR)

Du siger, at Danmark kun har reduceret sin CO2-udledning med fem procent, og nu ved vi, det er inklusive afbrænding af biomasse. Danmarks Statistik har sendt os tal, der viser, at den reelle reduktion – når man regner på den måde – er 13 procent.

“Hold da op. Så har jeg jo begået en fejl,” lyder den prompte reaktion fra Theis Palm.

Bør du ikke sikre dig, at de tal, du anvender i en tv-debat med mange tusinde seere, er korrekte?

“Jeg skulle selvfølgelig have ringet til Danmarks Statistik og bedt om det præcise tal, men jeg havde læst deres rapport fra 2015 og fundet en kilde til reduktionen de seneste år, hvor reduktionen siden 2013 ser ud til at være omkring ét procentpoint,” siger han og tilføjer:

“Du må meget gerne lægge mine kilder op, så det ikke ser ud, som om jeg bare slynger et tal ud af turbanen, fordi det synes jeg netop er problemet. Skideærgerligt, at jeg så selv er kommet til at gøre mig skyldig i det.”




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024