På hovedet i skraldespanden

Politikerne er verdensmestre i at opfinde ynkeligt spin for at retfærdiggøre beslutninger, der savner dokumentation.

Aarhus i 1992. Jeg var lige begyndt på statskundskab, da jeg som naiv og håbefuld studerende blev præsenteret for ”garbage can-modellen”, eller skraldespandsmodellen. Modellen, som er udviklet af forskerteamet Cohen, March og Olsen, hævder, at beslutningsprocesser i store organisationer bedst kan beskrives som separate flow af beslutningsanledninger, problemer og løsninger, der mere eller mindre tilfældigt finder sammen i et beslutningsvindue, en såkaldt skraldespand.

Teorien er et opgør med vores normale forestilling om, at beslutningsprocesser følger en fast, rationel kronologi: Først identificeres et problem, så opstilles løsningsmuligheder, og derefter træffes en beslutning, der implementeres. De tre forskere hævdede provokerende, at rækkefølgen ofte var helt tilfældig: Nogle gange starter man med en beslutning og en løsning og begynder først derefter at lede efter et problem.

Da jeg som ung studerende mødte modellen første gang, var jeg meget skeptisk. Kunne den voksne verden virkelig være styret så meget af held og tilfældigheder? Jeg havde svært ved at tro på det.

[quote align="left" author=""]Mange har oplevet en nyudnævnt chef med så stor iver efter at virke handlekraftig, at problemets og løsningens relevans var mindre relevant[/quote]

Nu godt 20 år senere er jeg lidt mindre skeptisk. Faktisk er det min erfaring fra både private og offentlige organisationer, at beslutningsprocesser hurtigt bliver mudrede og tilfældige. Mange har oplevet en nyudnævnt chef med så stor iver efter at virke handlekraftig, at problemets og løsningens relevans var mindre relevant, og andre kan måske genkende billedet af en kollega, der vender hjem fra et kursus eller en konference med en fiks løsning (f.eks. en app eller noget med big data), som vedkommende entusiastisk forsøger at presse ned over ethvert tænkeligt problem.        

En julegave til Dick Cheney

Det er dog på den politiske scene, at skraldespandsmodellen udfoldes i fuldt flor. Beslutninger og prioriteringer skal jo gerne fremstå rationelle og sammenhængende, når de præsenteres, og der bruges mange ord og masser af spin på at italesætte beslutningsforløb og grundlag på måder, der sminker vilkårligheden. Lad os se på et par aktuelle eksempler:

Den danske støtte til Bushs invasion af Irak er det måske mest tragikomiske eksempel. Den nyudnævnte forsvarsminister, Carl Holsts, Komiske Ali-agtige optræden på tv udstiller tydeligt det spinkle krigsgrundlag:

[quote align="right" author=""]Jeg forstår desværre alt for godt, at Lars Løkkes nye regering, der jo for manges vedkommende var med i inderkredsen omkring Fogh, har brugt den førstkommende lejlighed til at nakkeskyde Irak-kommissionen.[/quote]

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde på forhånd bestemt sig for at følge USA i tykt og tyndt, beslutningen lå fast, og løsningen skulle være den krig, som Dick Cheney og de andre neokonservative høge i Washington så blændende ønskede sig til jul. Men man manglede bare en anledning. Hvis invasion var løsningen, hvad kunne så være problemet?

Det er baggrunden for Fogh-regeringens skiftende argumentationer bag krigsdeltagelsen: Først prøvede man med masseødelæggelsesvåben, så ville man skabe demokrati, så skulle man håndhæve FN’s resolutioner, etc.

Jeg forstår desværre alt for godt, at Lars Løkkes nye regering, der jo for manges vedkommende var med i inderkredsen omkring Fogh, har brugt den førstkommende lejlighed til at nakkeskyde Irak-kommissionen. For hvem har lyst til at udstille, hvad der sker i den politiske pølsefabrik?

Fradrag med klimaalibi

Et andet aktuelt eksempel er Løkkes håndværkerfradrag, der under valgkampen blev lanceret som et slagtilbud til vælgerne under parolen ”Gem kvitteringerne!” Problemet er , at fradraget er en røvdårlig løsning på et ikkeeksisterende problem. Det går generelt godt for beskæftigelsen i byggeriet, og arbejdsløsheden for håndværkere er lav. Det væsentligste, som vil ske, når man smider ekstra offentlige midler på bålet, er, at priserne på håndværkere vil stige, og kvaliteten vil falde. Og statsstøtten vil først og fremmest gå til velbjergede husejere, som selvfølgelig er glade for håndsrækningen, men som i de fleste tilfælde sagtens kunne betale for arbejdet selv.

[quote align="left" author=""]Det ville sandsynligvis være en væsentlig mere effektiv måde at stimulere beskæftigelsen på, hvis man smed de samme midler ud som kontanter fra lavtgående fly over Udkantsdanmark.[/quote]

De seneste beregninger viser, at hvert ekstra job, der bliver skabt, koster statskassen langt over en million skattekroner. Det ville sandsynligvis være en væsentlig mere effektiv måde at stimulere beskæftigelsen på, hvis man smed de samme midler ud som kontanter fra lavtgående fly over Udkantsdanmark.

Men beslutningen er taget – statsminister Løkke har bedt danskerne om at gemme kvitteringerne – så nu går jagten ind på at finde et problem, der kan få det hele til at glide ned. Det er baggrunden for forliget tidligere på sommeren, hvor Alternativet var med til at omdøbe fradraget til en grøn boligjobordning. Men det er meget lidt klima og miljø, man får for pengene, særlig når regeringen bruger den grønne genindpakning som et alibi for at skære på andre midler til klima og natur. Selvom det grønne argument er trukket frem, fastholder regeringen stadigvæk, at kampen mod sort arbejde også er en væsentlig del af det problem, som fradraget skal løse. Desværre viser evaluering af det tidligere håndværkerfradrag, at der reelt ingen dokumenteret effekt var i forhold til nedbringelse af sort arbejde, men det håber regeringen selvfølgelig, at pressen og befolkningen overser.

Ynkeligt spin

Det grelleste og mest tragiske eksempel er regeringens aktuelle kamp mod flygtningene. Et kardinalpunkt for regeringen er nedsættelse af asylansøgernes livsgrundlag, der netop er blevet skåret ned til et niveau, som de fleste eksperter er enige om vil betyde forarmelse og ringere integration. Men regeringen står fast med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i front og Dansk Folkeparti som heppekor.

Så man har lagt sig fast på en løsning, og man har været stålsat på at tage en hurtig beslutning, så man kan fremstå hård og barsk over for vælgerkorpset. Men man mangler et opportunt og legitimt problem, som kan passe med løsningen.

Det hele bliver besværliggjort af, at højrefløjen ikke åbent tør stå ved, at man i bund og grund bare ikke bryder sig om mørklødede og muslimer i Danmark.

[quote align="right" author=""]Udfordringen for regeringen er, at der ikke findes valide, rationelle argumenter for at sætte flygtningene på en ydelse nær sultegrænsen.[/quote]

Racisme skal pakkes ind. Det er baggrunden for de pinagtige spinøvelser, som vi har været vidne til hen over sommeren, og som særlig er blevet udstillet i Martin Krasniks fine interview med Inger Støjberg og senest justitsminister Søren Pind i DR2’s Deadline.

Udfordringen for regeringen er, at der ikke findes valide, rationelle argumenter for at sætte flygtningene på en ydelse nær sultegrænsen. Det kan ikke dokumenteres, at der er en nævneværdig afskrækkende effekt, at det vil få flere flygtninge ud på arbejdsmarkedet, eller at det generelt vil hjælpe på integrationen.

Derfor efterlades Pind og Støjberg med ynkelige forklaringer som ”danskernes retfærdighedssans” eller bombastiske meldinger om, at ”vælgerne har talt, så når jeg som minister siger, at der er et problem, så er det sådan, det er”.

 Hvis vi venter lidt, kommer vi sikkert snart til at høre om, at fattige flygtninge er godt for klimaet. For der skal jo være orden i skraldespanden, og løsningen skal selvfølgelig fodres med et problem …

Læs flere indlæg af Ask Agger her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu