Med få måneder til sidste udløbsdato for en valgperiode lå det i kortene hos de fleste politiske kommentatorer, at statsministerens nytårstale skulle have været en markant optakt til valgkampen med oplistning af alle milde gaver til vælgerne og konkrete løfter om nye reformer og forbedringer af velfærdssamfundet.

Statsministeren valgte i stedet statsmandsmodellen for nytårstaler. En sjælden variant. At fremstille sig selv som den erfarne rorgænger i en urolig tid med mange internationale udfordringer, mens det går rigtig godt i Danmark.

Og den model giver ingen gevinst og har historisk set aldrig gjort det, fastslår flertallet af det politiske kommentariat med stor sikkerhed i de enslydende stemmer. Man kunne fornemme skuffelsens suk i de fleste af de kommentarer, som ramte medierne den 2. januar. Med historisk træfsikkerhed nævnes den tidligere socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, der i 2001 efter terrorangrebet i USA forsøgte sig med statsmandstalen uden held.

Og man kunne i hvert fald tydeligt se, at Socialdemokratiet havde forregnet sig på forventningerne til indholdet af nytårstalen og bekostet store dobbeltsides annoncer i flere landsdækkende aviser, der skulle danne politisk modvægt til et sundhedsudspil fra statsministeren, som bare aldrig blev foldet konkret ud i talen, men nærmest blev et appendiks.

Den her tale er sikkert glemt om en uge, mente Altingets kommentator, Erik Holstein. Og han har utvivlsomt helt ret. Desværre. For vi har ikke i mange år haft et forestående valg, der i den grad burde handle om udenrigspolitik, om internationale udfordringer med klimaet, med en uforudsigelig amerikansk præsident, med et forestående Brexit, med et aggressivt Rusland og et Kina i enorm økonomisk vækst.

For slet ikke at tale om problemerne med Syrien, Yemen og Nordkorea og mange andre lande kunne nævnes. Vi har faktisk brug for politiske ledere i disse tider – uanset om de har blå eller rød farve – som har internationalt udsyn, visioner og format.

Den moralske opsang til ordentlighed og samfundsansvar og ansvaret for hinanden overlod statsministeren til Dronningen. Den er svært at komme efter oven på Dronningens markante og elegante formuleringer, men at han slet ikke nævnte hvidvasksagen og udbytteskattesagen synes forkert i forhold til, hvad den har fyldt hos danskerne. Også hos statsministerens egne vælgere.

Men diskussionen om statsministerens nytårstale og starten på et valgår er en principiel diskussion værd. Vi har allerede set tendenserne i de seneste måneder til, at valgkampen er i gang. Ethvert politikerinterview på en hvilken som helst kanal indledes med bemærkningen om, at de andre (i omskrevne varianter) er idioter, har undladt at gøre noget i årevis og ikke tager bekymringer i befolkningen alvorligt nok, eller har skåret ned til sokkeholderne på dette og hint. Alt det, de andre gør, er enten utilstrækkeligt, underfinansieret eller slet ikke finansieret.

Det er lige præcis det, der får vælgerne til at få nok af politik. De gider ikke den automatiserede mudderkanon, der også afspejler sig i systematiserede kommentarkampagner på de sociale medier. De vil gerne kunne se konkrete udspil fra politikerne og høre forskellige fremtidige løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Hvad enten det er sundhedsområdet eller klimaet. Om det er økonomien eller udlændingepolitikken. Om det er EU's fremtid eller pasningen af vores børn og ældre.

Det kommende valg kommer til at handle om tillid til hvem, der bedst kan komme med de løsninger. Lars Løkke Rasmussen og hans blå blok er bagud på point lige nu, og vil aldrig kunne vinde på den bane, som Mette Frederiksen forsøger at tegne for sig selv som den omsorgsfulde, inkluderende, børnenes statsminister med et stort hjerte for de svagest stillede. Derfor skal han gå vejen med en anden profil som den mere erfarne regeringsleder med internationalt udsyn og godt styr på Danmarks økonomi. Men bliver han i den bane uden at komme hjem til de borgernære løsninger, så taber han valget. Og det ved han selvfølgelig ganske godt.

Det interessante er, at skal Mette Frederiksen lykkes, så kan hun ikke nøjes med den høje sociale profil. Så skal hun også vise det solide politiske håndværk, der giver folk tillid til, at hun kan lede landet og skaffe løsninger i Folketinget med et noget broget flertal. Og skal Lars Løkke Rasmussen lykkes, så kan han ikke nøjes med at agere den mere erfarne og rutinerede rorgænger i al slags stormvejr. Så skal han ud over på sundhedsområdet også troværdigt vise, hvad borgerlige, liberale værdier betyder for hverdagslivet i Danmark, og hvad der er forskellen til de socialdemokratiske bud.

Så her er en nytårsappel: Spar på mudderkastningen og giv os andet og mere end konkurrencen om de bedste fortællinger fra besøg rundt omkring i landet og møder med såkaldt almindelige danskere. Giv os konkrete visioner, ideer og forslag til indretningen af næste version af vores velfærdssamfund og holdninger til det, der sker omkring os i verden.