Kommentar af 
Anders Dybdal
Torben Clausen

Hvorfor gambler vi med vores helbred på jobbet?

Årtiers opbygning af administrative systemer, regler og procedurer har ikke formået at gøre op med dårligt arbejdsmiljø. ”Arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl,” konstaterede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sidste år. Måske det er tid til en mere radikal tilgang, skriver Anders Dybdal og Torben Clausen, direktører i Operate.

Det er ikke ambitioner, der mangler.

Folketinget har sat som mål, at antallet af arbejdsulykker skal ned med 25 pct. Overbelastninger skal ned med en femtedel. Det samme skal antallet af psykiske overbelastninger. Det var i 2011, og målene skal være nået i 2020.

Desværre går det primært den forkerte vej. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) opgjorde i 2016, at andelen af beskæftigede med overbelastninger var steget. Det samme gjaldt andelen af beskæftigede med væsentlige psykiske belastninger og symptomer.

Hver dag melder 35.000 danskere sig syge på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det svarer til hele arbejdsstyrken i en mellemstor dansk kommune.

I løbet af efteråret vil det regeringsnedsatte ekspertudvalg for arbejdsmiljø komme med deres bud på, hvad der skal til for at vende udviklingen. Her er vores bud.

Bagsiden af ansvarligheden

For 50 år siden havde fortolkningen af problemet ligget lige for: Modstridende interesser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Løsningen ville have været flere regler og mere offentlig kontrol, evt. kombineret med en styrket indsats fra fagforeningerne. Den forklaringsmodel ville have domineret ikke kun blandt de røde partier, men også langt ind i de blå rækker.

Regler, kontrol og sanktioner har da også spillet en vigtig rolle for de store forbedringer af arbejdsmiljøet, vi så i sidste halvdel af det 20. århundrede. Men regler og kontrol har nået en grænse.

I dag bunder problemer med arbejdsmiljøet mange steder i en bevidst eller ubevidst ansvarsfølelse blandt medarbejderne over for den opgave, de løser, der er så stærk, at det bliver usundt.

Når arbejdstilsynets folk kommer rundt på de danske arbejdspladser, møder de ofte en tydelig solidaritet mellem ledelse og medarbejdere. Man oplever konkurrencen som et fælles vilkår, som både ledelse og medarbejdere må indstille sig på.

Hos offentligt ejede virksomheder er det de politisk besluttede vilkår for at løse kerneopgaven, som ledelse og medarbejdere er fælles om. Det forsøger man at håndtere uden det går ud over de svage ældre, patienterne, børnene og så videre. Tilbage står medarbejderne.

Danske virksomheder vrimler derfor med kritiske og selvledende medarbejdere, der ikke er blege for at sparke sikkerhedsskoene af, så snart lederen har vendt ryggen til, og som selvfølgelig tager alle børn, der græder, op til brystet, også selvom det giver alt for mange tunge løft på en dag.

Vi har personligt mødt frustration på alle niveauer, fra nogle af Danmarks største produktionsvirksomheder og byggepladser til små håndværksmestre, der hver dag går i frygt for at få en bøde fra Arbejdstilsynet, fordi de ikke er i stand til at få medarbejderne til at passe på sig selv.

Så mens der selvfølgelig er masser af virksomheder, hvor problemet ligger hos ledelsen, kan vi ikke bare løse det gennem et stadig mere fintmasket net af kontrol og sanktioner. Og vi kan heller ikke gøre ansvaret individuelt, fordi en stor del af problemet ligger i den enkelte medarbejders irrationelle velvilje og engagement.

Vi er styret af nuet

Men hvorfor arbejder vi så på en måde, der er usund for os selv, og som endda kan tage livet af os? Fordi vi som mennesker indretter vores adfærd efter den situation, vi er placeret i.

Er sikkerhedsskoene en irriterende distraktion, som forstyrrer vores tilfredsstillende arbejdsflow? Så ryger de af, hvis ikke et smerteligt minde eller levende billede på nethinden råber til os inde fra de emotionelle dele af vores hjerne, at det går galt.

Er vi på en arbejdsplads, hvor den sociale forventning er, at man står til rådighed 24 timer i døgnet? Så tjekker mange af os mail morgen, aften og nat for ikke at føle os udenfor, hvilket i sig selv kan være mindst lige så stressende og skadeligt for helbredet som at kaste et hurtigt kig på mailen.

Er det aktiekursen eller overskudsgraden, der møder os som det første om morgenen, når vi åbner intranettet? Så er økonomi det forreste i vores tankerække, som vi instinktivt styrer efter, og arbejdsmiljø noget vi skal minde os selv om.

Og et barn i vuggestuen, der græder lige foran os, aktiverer vores biologiske beskyttertrang, som på et splitsekund fortrænger enhver tanke om en mulig fremtid med ondt i ryggen og smertestillende piller på natbordet.

Vores adfærd i nuet er ikke styret af et højt babelstårn af arbejdsmiljøforskning, velmenende regler, og Folketingsbesluttede målsætninger, som vi orienterer os op imod. Vi er styret af det, vi ser, og det som opleves som vigtigt i nuet.

Derfor er vi nødt til at vende arbejdsmiljøindsatsen om, hvis vi for alvor skal tage et skridt frem. Vi har tre bud på, hvordan det kan se ud.

1) Forstå medarbejdernes virkelighed

Tilsynet med arbejdsmiljøet på de danske virksomheder må tænkes forfra.

I stedet for at være ensidigt fokuseret på, om reglerne bliver overholdt, må tilsynsmedarbejdere i langt højere grad være klædt på til at forstå livet inde på virksomhederne. At leve i nuet, som det opleves på virksomhederne. Vi ved fra dialoger med tilsynsførende i Arbejdstilsynet, at den evne faktisk er til stede. Den danske arbejdsmiljøekspertise er på et højt niveau både fagligt og praktisk.

Desværre er det ikke udgangspunktet for myndighedernes arbejdsmiljøarbejde, at det skal designes til at skabe den mest hensigtsmæssige adfærd. Myndighederne har bundet sig selv til at føre tilsyn og udstede påbud og bøder. Det er nødt til at blive lavet om, hvis man for alvor ønsker at rykke noget fra myndighedsside. Man er nødt til at træde ind i nuet sammen med medarbejderne, hvis man skal være med til at rykke deres adfærd.

2) Udnyt de digitale muligheder

Digitaliseringen har lært os, at virkeligheden ikke er stærkere, end at vi kan lave om på den. Politisk debat på Facebook er et skrækeksempel, men hvis vi ser bare lidt længere frem vil virtual reality og augmented reality blive udbredt.

Augmented reality handler om at lægge et digitalt lag af informationer og billeder ovenpå virkeligheden, som bliver synlige gennem særlige briller eller ved at man holder sin telefon op imod situationen og derved se en kombination af virkelige billeder og digital information. Det kan også gøre med en projektor, som allerede findes mange steder.

Begreber som fremtid og risiko, som har tendens til at drukne i nuet, kan pludselig visualiseres og gøres nærværende. De fleste kender sikkert øret på daginstitutionsvæggen, som lyser rødt når støjniveauet bliver for højt. Et godt eksempel på et ”nudge”, et lille adfærdsskub, men desværre også en løsning som mange steder har vist sig kun at have kortvarig effekt, fordi den røde lampe med konstant lys bliver hverdag.

Tankegangen kan imidlertid blive langt mere effektfuld, nuanceret og effektiv med nye digitale løsninger.

Det er dog næppe kampen for et bedre arbejdsmiljø, der kommer til at drive den teknologiske udvikling. Derfor er der brug for støtte til innovativ forskning og udvikling, hvis vi skal være sikre på at kunne sætte digitale teknologier i arbejdsmiljøets tjeneste indenfor en overskuelig årrække.

3) Flyt samtalen

For mange os er arbejdsmiljø noget vi kun behøver at forholde os til, når det går skidt. Vi forbinder arbejdsmiljø med sygdom og ulykker. Derfor er vores naturlige reaktion at holde det ud i strakt arm.

Ligesom vi ikke har lyst til at smage på en frugt, der ser rådden ud, har vi heller ikke lyst til at kaste vores energi ind i et område, som kun minder os om vores tab, og som fylder vores emotionelle kar med dårlige følelser. Vores naturlige reaktion er at bortforklare: Den slags sker kun for de andre. Vi er jo ikke klodsede, uforsigtige eller uduelige ligesom dem.

Det er dokumenteret, at dårligt arbejdsmiljø koster dyrt på bundlinjen. Men selv hvis alle arbejdsgivere kendte de røde tal for dårligt arbejdsmiljø, ville det ikke rykke meget, så længe hovedet alligevel er fyldt med den korte tidshorisont, hvor arbejdsmiljøindsatser er en ren ekstraudgift.

Hvis vi skal hjælpe medarbejdere og ledelse til at tænke ud over nuet, er vi nødt til at tilbyde noget bedre end trusler om ulykker og bøder. Vi er nødt til at træne en samtale, som både er anerkendende for problemerne og løsningsorienteret.

Vi er nødt til gennem kampagner på alle niveauer at skabe nye billeder af, hvad der er muligt, hvis man som ledelse og medarbejdere træner sig selv i andre adfærdsmønstre.

De rette incitamenter

Måske er vi også nødt til at være noget frækkere.

Et interessant tankeeksperiment: Hvad nu, hvis virksomheder kunne forsikre sig imod omkostninger som følge af arbejdsulykker, men med en præmie som direkte afspejlede ledelsens og medarbejdernes evne til at overholde god praksis indenfor arbejdsmiljø?

Ledelsen ville få et direkte økonomisk incitament med en gevinst her og nu, hvis der var styr på arbejdsmiljøet, fremfor at gå og vente på, hvornår arbejdstilsynet måske kom forbi og gav en bøde. Virksomheden ville endda kunne sende besparelser på præmier videre til medarbejderne som en kontant belønning.

Forsikringsselskaberne ville kunne se bredere end blot på lovlighed, når de fastsatte præmier. De kunne f.eks. tage hensyn til arbejdsmiljøledelse, god adfærd på arbejdspladsen og andet. Det ville vende historien fra at handle om tab til at handle om gevinster nu og her.

Samtidig ville det blive meget nemt at finde frem til, hvilke virksomheder der ikke havde styr på arbejdsmiljøet, ved at gøre det lovpligtigt, at virksomhedens arbejdsmiljøforsikring var offentligt tilgængelig på hjemmesiden og fysisk på alle lokationer.

Et skift i framing giver mulighed for at skabe en positiv og motiverende fortælling, som sætter sig i det sociale liv på arbejdspladsen og i den enkeltes tilgang til alle de potentielt problematiske øjeblikke, der opstår i løbet af en arbejdsdag.

Hvis vi skal vende udviklingen, skal arbejdsmiljø ikke bare være noget vi forholder os til, når det går skidt. Det skal være noget vi i fællesskab investerer i, fordi det skaber bedre arbejdspladser, en bedre business case for virksomhederne, og måske hjælper os til ikke at arbejde os halvt eller helt ihjel.

Klummen er skrevet med udgangspunkt i det oplæg klummeskribenterne fremlagde for regeringens ekspertudvalg for arbejdsmiljø i maj 2018.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu