Adfærdsændringer har den enorme fordel, at de virker øjeblikkeligt. De kræver ikke, at der opfindes ny teknologi, eller at den skal skaleres og implementeres. De kræver såmænd bare, at vi sammen beslutter os for, at det ikke længere er klimaforsvarligt at lade folk køre 130 kilometer i timen på motorvejen, eller at vi bliver enige om, at det er mest cool at slukke for varmen, når vi tager på ferie.

Men det enkleste håndtag i klimakampen er også det sværeste. For selvom små adfærdsændringer kan have stor effekt på udledningerne, så er det svært for os mennesker at ændre adfærd - og politisk ømtåleligt at bede vælgerne gøre det.

Kigger de danske politikere ud i verden, kan de se, hvordan Trump i USA og Nigel Farage i Storbritannien målrettet forsøger at omdirigere den folkelige vrede og systemskepsissen fra coronamodstanden, så den nu rettes mod vindmøller, elbiler og målet om et klimaneutralt samfund. I de grupper er ’Net Zero’ nogenlunde lige så populært som mundbind.

OGSÅ I DANMARK findes der coronaskeptikere, der nu begynder at dele kritiske opslag om politiske klimatiltag. Markante indgreb mod dyreproduktion i landbruget eller indgreb i den enkelte borgers levevis af hensyn til klimaet blev allerede under corona en del af fortællingen om de magtfuldkomne politikeres overgreb mod folkets frihed.

Og det er tydeligt, at regeringen gør sig den største anstrengelse for ikke at fodre den skepsis.

For nogle uger siden lykkedes det for eksempel klimaminister Dan Jørgensen at komme igennem en hel times ’Spørg ministeren’ på P1 uden at forlade sin stramt indstuderede remse om systemløsninger. Det er da fint nok, hvis nogen synes, det er hyggeligt at sætte solceller op på taget eller spise mindre oksekød, men man skal ikke bilde sig selv ind, at det rigtig nytter noget. Som borger kan man læne sig trygt tilbage og lade entreprenørstaten og markedet klare ærterne.

Hvis angsten for gule veste, DF’s gamle kernevælgere, Nye Borgerlige og andre systemskeptikere betyder, at regeringen viger tilbage fra at appellere til den enkelte borgers vilje til adfærdsændringer eller grønne investeringer i privatøkonomien, så går man glip af et meget værdifuldt bidrag til den grønne omstilling

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Der er ikke noget ondt at sige om systemløsninger. Dem har klimaeksperter kaldt på i mange, mange år. Men hvis angsten for gule veste, DF’s gamle kernevælgere, Nye Borgerlige og andre systemskeptikere betyder, at regeringen viger tilbage fra at appellere til den enkelte borgers vilje til adfærdsændringer eller grønne investeringer i privatøkonomien, så går man glip af et meget værdifuldt bidrag til den grønne omstilling.

Coronatiden viste os, at langt, langt de fleste danskere er villige til at gå på kompromis med egne behov for fællesskabets skyld, hvis de ved præcist, hvad der kræves af dem, og forstår, hvorfor deres egen indsats er afgørende. Vi var mange, der troede, at denne nye erkendelse ville forplante sig i en fornyet politisk appetit på at bede befolkningen om hjælp. Men det er, som om den stik modsatte opfattelse er ved at brede sig på tværs af dansk politik.

DANMARKS ENERGIBEHOV skal ikke længere dækkes af titusinde små solcelleanlæg på parcelhustaget eller lokale vindmøllelaug. De næste syvmileskridt skal tages i stor skala med 200 kvadratkilometer solcelleparker og kæmpemøller fra Vesterhavskysten til Storbritannien. Det er sund fornuft. For det er effektivt. Investorerne er klar. Og det kan klares med én politisk beslutning i stedet for en million små borgerbeslutninger.

Så slipper man også for balladen. Overskrifterne i Ekstra Bladet om, at Klima-Dan vil beskatte dine bøffer, eller kampagner i Berlingske om magtsyge politikere, der vil styre din adfærd.

Men sagen er, at et meget stort antal danskere – vælgere – brænder for selv at gøre noget. Når man igen og igen får at vide, at verden står i flammer, er det faktisk en god følelse at få lov til at hælde en spand vand på bålet – også selvom brandbilen er på vej.

Og når der nu er tagflader nok i Danmark til at dække hele landet flere gange med solenergi, hvorfor så ikke gøre det let for de borgere og virksomheder, der ønsker at lægge tag til? Samtidig med, at man bygger ud i stor skala med den anden hånd.

Hver eneste bilist, der sænker farten fra 130 til 110 kilometer i timen, sparer klimaet for 30 procent af udledningen fra sit udstødningsrør. Sænker man fartgrænsen, så alle følger med ned, så batter det.

Hvis en million familier bare én aften om året udskifter en oksemørbrad med en kylling, vil vi tilsammen spare klimaet for 150.000 ton CO2, viser tal fra Concito. Sker det en gang om ugen, batter det med 7.800.000 ton. Tænk, hvis man kunne vise samfundssind bare ved at spise lørdagskylling!

EN MILLION SPANDE VAND kan godt bruges til at slukke en ildebrand – især mens vi venter på, at den store brandbil bliver bygget færdig. Det budskab bør ikke være så farligt at sige højt.

90 procent af befolkningen eller mere gik frivilligt med mundbind i månedsvis for at beskytte gamle og svage mod en virus. Mon ikke de også er klar til at give klimaet en hånd, hvis de ved, at naboen gør det samme?