Det er i dag præcis to år siden, at præsident Putin underskrev det dekret, der bekræftede Ruslands illegale annektering af Krim. Her to år efter er det vigtigt, at vi ikke begynder at opfatte status quo som den rigtige tilstand. Vi må ikke falde i den fælde at tænke, at når nu det er sådan i dag, skulle vi måske bare acceptere det og komme videre. Det skal vi ikke gøre.

Jeg vil i hvert fald ikke. Før jeg kom til Danmark, arbejdede jeg i det britiske udenrigsministerium med vores relationer til landene i Europas naboområder, heriblandt Ukraine. Jeg rejste meget i området og mødte mange mennesker, der troede på reformer og ønskede et tættere forhold til Europa. De frygtede Ruslands næste skridt efter invasionen af Georgien. Det, der skete for to år siden, var præcis, hvad de frygtede.

Ulovlig afstemning

Med annekteringen overtrådte Rusland klart den internationale lovgivning. Putin respekterede ikke det uafhængige Ukraines suverænitet og grænser, og det er helt og aldeles uforeneligt med international ret. Annekteringen blev bekræftet på baggrund af en ulovlig folkeafstemning. En folkeafstemning, der var forfatningsstridig, men alligevel blev gennemført. Under skarp militær overvågning af russiske soldater blev borgerne på Krim bedt om at gå til valgurnerne. De kunne stemme for at underlægge sig Rusland eller stemme for uafhængighed – det var aldrig et valg at forblive en del af Ukraine. En folkeafstemning, der ikke var udskrevet af det ukrainske parlament og kun fandt sted på Krim, ikke i resten af Ukraine. Det var absurditeter af værste skuffe.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) erklærede afstemningen for ulovlig. FN, EU og USA har sammen med mange andre den fælles opfattelse, at folkeafstemningen og annekteringen af Krim var og er ulovlig.

Brud på menneskerettigheder

Udviklingen på Krim giver fortsat anledning til bekymring. Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder og Europarådets Menneskerettighedskommissær rapporterer, at alvorlige brud på menneskerettighederne finder sted på Krim som følge af den russiske besættelse. Det er især Krims etniske minoriteter, der mærker følgerne, blandt andet den store befolkningsgruppe af krimtatarer.

Den seneste rapport om Ukraine fra Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder understreger, at krimtatarer er ofre for anklager og anholdelser for påstået medlemskab af deres egne lokale organisationer. De bliver nu stemplet som ’terrororganisationer’ af de facto-myndigheder. Russiske forsøg på at udpege Mejlis, den uafhængige organisation for krimtatarer, som en ekstremistorganisation er ligeledes særdeles bekymrende.

Manglende handling lig med samtykke

Hvis det internationale fokus forsvinder fra Krim, kan man frygte, at risikoen for ustabilitet i regionen på og omkring halvøen stiger. Rusland vil i så fald tage vores manglende handling for et samtykke og se det som en invitation til yderligere at presse beboerne på Krim, med fare for at der kan opstå voldelige modreaktioner.

Så vi må stå fast, og vi må bruge denne dato til at minde verden om, at det internationale samfund aldrig må acceptere den ulovlige russiske besættelse af Krim. Vi må vise lokalbefolkningen på Krim, at vi ikke har glemt dem, og at de stadig har vores opbakning. Mine tanker vil i hvert fald gå til dem i dag.