Annonce

ICDK: Europamester i forskningsinvesteringer

Det er ikke nyt at investere i forskning i Baden-Württemberg. Universitetet i Heidelberg blev grundlagt i 1386. 
Det er ikke nyt at investere i forskning i Baden-Württemberg. Universitetet i Heidelberg blev grundlagt i 1386. 
24. september 2020 kl. 04.50

Af Ulrik Kjølsen Olsen 
Forskningsattaché, ICDK München

Normalt er det Bayern, der får opmærksomheden og æren som centrum for tysklands industri. Den anden af de to sydtyske delstater, Baden-Württemberg, fører sig måske knap så selvbevidst og højtråbende frem som naboerne i Bayern – men faktisk er Baden-Württemberg den region i Europa, hvor der investeres klart mest i forskning og udvikling målt i forhold til BNP.

Med en andel af F&I-investeringer i forhold til BNP på 5,6 procent ligger Baden-Württemberg på niveau med amerikanske innovationshotspots som Californien (5,3 procent) og lige under Massachusetts (5,8 procent). 

Baden-Württembergs relativt små hovedbyer som Stuttgart, Karlsruhe og Mannheim er på størrelse med Århus, men huser fremragende forskningsmiljøer, hvilket antallet af excellenceuniversiteter og -klynger vidner om. Ifølge Baden-Württembergs innovationsstrategi fra 2020 indleverer virksomhederne i delstaten flere patentansøgninger end i noget andet tysk Bundesland (138 patentansøgninger per 100.000 indbyggere i 2019).

Skiftende regeringer i Danmark har haft et mål om, at forsknings- og udviklingsinvesteringer skal ligge på minimum 3 procent af BNP, med en fordeling på minimum 1 procent fra offentlig side og 2 procent fra erhvervslivet.

I Baden-Württemberg ser det anderledes ud: Her udgør erhvervslivets andel omkring 80 procent af de samlede investeringer i forskning og udvikling.

Daimler og Bosch, der begge har hovedsæde i Baden-Württemberg, lå Ifølge EU Industrial Scoreboard 2019 henholdsvis som nummer 2 og 4 blandt de europæiske virksomheder, der investerer mest i forskning og udvikling. Alle virksomheder i top-5 er i øvrigt tyske.

Store partnerskaber – lille berøringsangst

Daimler og Bosch samt mange andre virksomheder med hovedkvarter i delstaten har et tæt samarbejde med delstatens førende universiteter. Det gælder blandt andet inden for fremtidens mobilitet, hvor Baden-Württemberg for nylig åbnede et nyt testanlæg for førerløse biler i Karlsruhe.

Industriens store investeringer i forskning og innovation kommer til udtryk i såkaldt ”Industry on Campus”-partnerskaber, hvor virksomheder rykker helt ind på universitetsområdet og etablerer tætte, formaliserede samarbejder med universiteter i delstaten.

Det sker tilsyneladende uden den store berøringsangst fra nogen af parterne. Og partnerskaberne bakkes op af Baden-Württembergs delstatsregering: Industry on Campus er et centralt element i Baden-Württembergs innovationsstrategi fra 2020, hvor det fremgår, at ”forskningscampusmodeller får større og større betydning”.

Et af flere eksempler er Cyber Valley-samarbejdet i den lille by Tübingen syd for Stuttgart. Her kobles finansiering fra 12 partnere, herunder delstaten Baden-Württemberg, forskningsinstitutioner som Fraunhofer, Max Planck og universiteterne i Stuttgart og Tübingen, sammen med store investeringer fra virksomheder som Amazon, Daimler og Bosch.

Kort sagt: Danske virksomheder og universiteter kan i høj grad lade sig inspirere af Baden-Württembergs satsning på forskningspartnerskaber.

Innovation Centre Denmark i München arrangerer dette efterår en fact-finding mission om Industry on Campus-partnerskaberne for repræsentanter fra danske universiteter og virksomheder. Formålet er at udveksle erfaringer om muligheder og udfordringer med aktørerne bag disse offentlig-private forskningspartnerskaber.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026