Hørt for nylig
Henriette Laursen
Henriette Laursen er direktør i KVINFO, som er Danmarks videnscenter om køn og ligestilling. Hun har tidligere været direktør i AIDS-Fondet og generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd.
For nylig har jeg lyttet til DR-podcasten ’Dværgen og kæmpen’, som handler om Ditte og Casper. Ditte vejer 30 kg, Casper 170. Dittes største forbrydelse er, at hun engang har afleveret en biblioteksbog for sent, mens Casper har prøvet det meste, som den ’fuck systemet’-dreng han er. De er mildest talt hinandens største modsætninger. Tilsammen har de et hav af diagnoser. Ditte har medfødt knogleskørhed, Casper har ADHD, paranoid skizofreni og en række andre psykiske lidelser. Alligevel handler podcasten mest om at finde sammen på Tinder, om kærlighed, forelskelse og sex. Om at blive gift og ønske sig børn. Kærlighed er for alle, og det bliver ikke mere livsbekræftende end i fortællingen om Ditte og Casper. Jeg grinede og græd mig igennem denne fine podcast.