Det er ikke ligefrem breaking news, at Venstres folketingsgruppe har forskellige strømninger og grupperinger, som indimellem tørner sammen i større eller mindre ideologiske opgør.

Heller ikke at disse ideologiske temperamentsforskelle har betydning for, hvor Venstres topledelse placerer partiet, og hvordan det sætter sine hegnspæle i forhold til andre partier.

Kampen mellem by-Venstre og land-Venstre er en af disse brudlinjer. Kampen mellem dem, der føler sig som liberale frihedsforkæmpere og dem, der tager en liberalkonservativ vej særligt i udlændige- og integrationsdebatten, er en anden.

I midten er så de pragmatiske liberale, som i lige linje fra Anders Fogh Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen prioriterer magten, indflydelsen og det nødvendige kompromis i det snart mangeårige samarbejde med støttepartiet Dansk Folkeparti.

På trods af de almenkendte brudflader, kommer vi alligevel lige et spadestik dybere ind i modsætningerne og diskussionerne i en ny interviewbog med Venstres folketingsmedlem og viceborgmester på Frederiksberg Jan E. Jørgensen.

Ikke på den konfliktsøgende måde, men som afdækning af den kendsgerning, at Venstre i dag som stort og regeringsbærende parti forsøger at holde sammen på mange politiske nuancer og grupperinger.

Formatet driller

Bogen ”En ægte liberal – venstremanden der ikke vil tie stille” er skrevet af Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther, som et 311 sider langt interview med Jan E. Jørgensen.

Interviewerens rolle er at systematisere emnerne i bogen og stille opklarende men ikke kritiske spørgsmål til bogens hovedperson, der har godkendt alle citater og indholdet af bogen.

Formatet fungerer ikke ideelt. Det er hverken en biografi om, eller et personligt statement fra, Jan E. Jørgensen. Begge dele kunne have været nok så relevant. Det er heller ikke en samtalebog, hvor intervieweren hopper ud af rollen som journalist og udfordrer det, der bliver sagt, i en samtale på lige fod med bogens hovedperson.

Interviewformatet rækker lige præcis til på overfladen og i al pænhed at afdække forskellighederne i Venstre og til at få Jan E. Jørgensens variant af Venstre frem i lyset, men heller ikke mere.

Det bliver en lang enetale krydret lidt med Jørgensens vej ind i først Venstres Ungdom og senere kommunalpolitik og landspolitik, men uden det analytiske og historiske perspektiv på Jørgensens mange holdninger og meninger, som Bent Winther ville have været leveringsdygtig i.

Hvad der trods alt bringer én som læser igennem det lange interview er, at manden er interessant. Der er ingen tvivl om, hvem der er hans helte i Venstre, og hvor han står. Det er Uffe Ellemann-Jensens variant af Venstre, der bringer Jan E. Jørgensens begejstring frem.

Uffe Ellemann-Jensen, der bragte by-Venstre og nye vælgergrupper ind i partiet, udtalte for nylig i en anden bog, at det måske var godt, han aldrig blev statsminister, for han havde ikke kunnet leve med Dansk Folkepartis krav på en række områder. På linje med det stiller Jan E. Jørgensen spørgsmålstegn ved, hvilken retning Danmark skal tage efter næste valg.

En nationalkonservativ retning med Dansk Folkeparti som medlem af en Venstre-ledet regering eller en mere åben og frisindet retning rodfæstet i det oprindelige åbne og frisindede Venstre?

Synspunkter der skiller sig ud

Ikke mange Venstre-politikere har i dag modet til at rose Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte eller finansmanden Klaus Riskær Pedersen for deres politiske indsats for Venstre, men det har Jan E. Jørgensen, der også går ind for fri hash og en afskaffelse af værnepligten.

Han taler for moderation af tonen i udlændingedebatten og reagerer imod lagkagefejringer, smykkelov, burkaforbud og håndtrykstvang.

I hans holdninger til velfærdssamfundet, EU, det kristne værdigrundlag og friheden til at leve det liv, man selv ønsker, spores et ideologisk fællesskab med noget af traditionen fra både Bertel Haarders, Søren Pinds, Uffe Ellemann-Jensens og Henning Christophersens politiske linje.

Jan E. Jørgensen bruger det billede, at dansk politik er som et stort træ med tre tykke grene: En liberal, hvor Venstre sidder tættest på stammen og Liberal Alliance sidder yderst. En konservativ, hvor Det Konservative Folkeparti sidder tættest på stammen og Dansk Folkeparti yderst. Og en socialistisk, hvor Socialdemokratiet sidder nærmest stammen og SF og Enhedslisten sidder længere ude på grenen.

De radikale har ifølge Jørgensen sat sig mellem den liberale og socialistiske gren, og hvor Alternativet sidder fortaber sig i det uvisse. Men de tre partier tættest på stammen burde have de bedste muligheder for at finde hinanden i forskellige løsninger, mener han.

Jørgensen mener, at De Konservative efter Schlüter-tiden i 1980’erne glemte at være konservative og overlod et stort tomrum til Dansk Folkeparti, og han mener, at Anders Fogh Rasmussen med sin jagt på midtervælgerne og hans bevægelse af Venstre ind mod midten i dansk politik efterlod et tomrum til Liberal Alliance.

Næste opgør handler så ifølge Jørgensen om, hvorvidt Nye Borgerlige vil få Dansk Folkeparti til at rykke endnu længere ud på grenen, eller om partiet vil moderere sin vej for at få del i regeringsmagten.

Jan E. Jørgensen er et interessant politisk bekendtskab. Uddannet jurist, vokset op med en hårdtarbejdende enlig mor i København, og Venstremand siden han var 14. år. Folketingsmedlem siden 2011 og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg siden 1998, hvor han i dag er rådmand.

Han tillader sig at skille sig ud. Han tillader sig at åbne munden og blande sig i debatten, også på de sociale medier. Ham kommer vi utvivlsomt til at høre mere til.

’En ægte liberal – Venstremanden, der ikke ville tie stille’. Jan E. Jørgensen og Bent Winther. Forlaget Momenta. 311 sider. Vejledende pris 249,95. Udkommer 23. oktober.