Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der i næste uge vil blive modtaget med pomp og pragt ved sit statsbesøg i København, lever ikke op til sit løfte til franskmændene om at gøre Frankrig til et innovativt og socialliberalt offentligt finansieret velfærdssamfund efter skandinavisk forbillede.

Tværtimod ser præsidenten ud til at have mere travlt med at gennemføre erhvervsliberale reformer, der trækker Frankrig i retning af en angelsaksisk samfundsmodel, hvor samfundets svageste må håbe, at samfundets stærkest blive så velhavende, at der drypper nogle smuler ned til dem.

Sådan lyder den måske mest bidende kritik af Frankrigs 40-årige præsident, der for blot 15 måneder siden sikrede sig præsidentembedet og ved det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen nærmest udraderede landets historiske regeringspartier fra centrumvenstre og centrumhøjre.

Emmanuel Macron regerer i dag med nærmest enevældige beføjelser i kraft af præsidentembedets store magt, og i kraft af det absolutte flertal, som hans parti, La République En Marche (LREM), råder over i det franske parlament.

Samtidig beskyldes præsidenten og hans stab i Élyséespalæet i Paris for at optræde kontrollerende og magtfuldkomment, alt imens præsidenten ifølge sine kritikere svigter sine valgløfter om at gøre det franske demokrati mere borgernært.

Macrons aktuelle planer for reformer af forfatningen handler mere om at reducere antallet af politikere, end om at inddrage befolkningen, sådan som han lovede det under valgkampen, lyder kritikken fra Christophe Premat, der indtil sidste år var medlem af Nationalforsamlingen for Socialistpartiet.

”Macron optræder mere og mere som en ensom amerikansk cowboy, og der er ikke meget tilbage af hans løfter fra valgkampen om at forny demokratiet nedefra,” siger Christophe Premat, der er politolog og underviser ved universitetet i Stockholm, hvor han også er bosat.

Modtaget som frelser

Valget af den nye franske præsident blev også i Danmark modtaget med stor lettelse, ikke mindst hos Venstre og De Radikale, hvor man så Macron som noget nær en frelser på et tidspunkt, hvor nationalt sindede EU-skeptiske højrepartier allerede havde haft stor fremgang i Storbritannien, Ungarn, Polen og andre lande.

Sådan ses han fortsat i visse kredse i Danmark og resten af EU, efter at den antiliberale og EU-skeptiske bølge er rullet videre ind over Østrig, Tyskland og Sverige. I centrumvenstrekredse rundt om i Europa er man til gengæld fortsat usikre på, hvor man egentlig har den franske præsident, selv om han ved flere lejligheder har erklæret troskab mod det, han kalder den ægte socialdemokratisme.

Den indenlandske kritik ændrer ikke ved, at valget af Emmanuel Macron som afløser for socialisten Francois Hollande har betydet noget nær en genfødsel af Frankrig på den internationale scene og en kærkommen saltvandsindsprøjtning til det kriseramte europæiske samarbejde, der i flere år alene har haft Tysklands kansler, Angela Merkel, som trækkraft.

Den tyske kanslers politiske usårlighed forsvandt efter hendes principfaste, humanistiske, men også stærkt upopulære håndtering af flygtningekrisen i 2015. Derfor åndede hun og hovedparten af EU’s stats- og regeringschefer lettet op, da Macron vandt valget i Frankrig i maj 2017 ved klart at besejre den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

Siden sin tiltrædelse har Macron markeret sig som en habil og meget symbolbevidst aktør på den globale scene. Overfor Donald Trump har han optrådt håndfast og principfast, og det er lykkedes ham at manøvrere uden om åbne konflikter med den amerikanske præsident, der til gengæld har gjort Tyskland og Angela Merkel til sin foretrukne prygelknabe.

Også over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, har Macron forsøgt sig med at møde en politisk modstander med respekt og åbenhed for dialog.

Tilbage står, at Macron på rekordtid har bragt Frankrig tilbage i en central position på den internationale scene. Omvendt peger kritikere peger på, at Macron har løbet risici, eksempelvis ved at støtte Donald Trumps missilangreb i Syrien i april, mens han var ved at komme galt afsted i den såkaldte Skripal-sag i Storbritannien i marts i år, hvor han i mere end et døgn tøvede, før han endte med at tilslutte sig Storbritanniens og USA’s klare anklager mod Vladimir Putins regime i sagen.

Mere fleksibilitet end sikkerhed

Når det gælder de økonomiske reformer hjemme i Frankrig, får Emmanuel Macron generelt ros for at have holdt sine valgløfter om at gennemføre upopulære reformer. Det gælder både på skatteområdet, arbejdsmarkedet og det statslige togselskab SNCF.

På alle tre områder har Macron med stor beslutsomhed gennemført reformer, som hans forgængere har veget tilbage for. Og det er med snilde og behændighed lykkedes ham at komme igennem dem, uden at det har ført til de megademonstrationer og strejker, som Frankrig ellers historisk har været kendt for.

Ganske symbolsk endte det seneste strejkevarsel fra den militante fagforening CGT i juli således med kun at blive fulgt på et par regionale togstrækninger i det sydlige Frankrig, mens togene alle andre steder kørte efter planen.

Macron har i øvrigt ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. Således har han forud for den kommende politiske sæson bebudet, at det nu er pensionssystemet, sundhedssystemet og den statslige, regionale og kommunale administration, der står for tur.

Den franske præsident, der i næste uge kommer til København, fortjener således ros for vitterligt at have taget fat i de mange strukturreformer, som både borgerlige og socialistiske præsidenter og premierministre har forsømt i snart fire årtier.

Der er altså ingen tvivl om, at Macron må opfattes som en seriøs økonomisk reformator, og foreløbige tal og prognoser viser da også, at arbejdsløsheden er faldet og ikke mindst, at virksomhedslederne igen ser lysere på tilværelsen.

Tilbage står, hvilken politisk økonomisk retning Emmanuel Macron har tænkt sig at give Frankrig, efterhånden som den strukturelle genopretning skrider frem, og hans politiske og økonomiske råderum vokser. Det er her, den hårde kritik fra tre af præsidentens egne hoføkonomer kommer ind i billedet.

De tre økonomer – Jean Pisani-Ferry, Philippe Martin og Philippe Aghion – valgte i juni at gå til avisen Le Monde med en stærkt kritisk analyse af den hidtidige kurs i Macrons håndtering af den økonomiske politik. De tre økonomer, der alle er højt respekterede i internationale sammenhænge, har bidraget kraftigt til udviklingen af både Macrons økonomiske indenrigspolitik og hans europapolitik.

I analysen skriver de, at Macron har skuffet særligt de mange centrumvenstrevælgere, der var med til at bringe ham til magten. De påpeger, at Macron gør for lidt for at bekæmpe uligheden i samfundet, og at mange frygter, at præsidenten er i færd med at gennemføre en økonomisk højredrejning, der er i modstrid med hans valgløfter.

Phillipe Aghion, der er tidligere Harvard-professor og nu professor på College de France og London School of Economics, mener, at Macron i højere grad er ved at gøre Frankrig til et angelsaksisk samfund end til den innovationsstærke og socialt retfærdige skandinavisk inspirerede velfærdsstat, som han stillede i udsigt under valgkampen.

Ifølge Aghion står Macron ved en korsvej, hvor han kan ende med at konkludere, at det politisk set vil være mere fristende at gå efter den liberale britiske model, hvilket vil gøre ham populær på den moderate borgerlige fløj.

Prisen ved at vælge den vej vil så bare være, at han dermed opgiver at skabe ’en ægte skandinavisk social-liberalisme i Frankrig’, som Aghion har formuleret det i et interview med økonomitidsskriftet Alternatives Economiques.

Philippe Aghion ligger som økonom en anelse til højre for Thomas Piketty, der i 2013 nåede global stjernestatus med sin bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’.

Aghion accepterer således i højere grad end Piketty ulighed i samfundet, fordi han anser en vis grad af ulighed som værende en forudsætning for, at et samfund bevarer sin innovationskraft. Men det betyder ikke, at Macron kan tillade sig at lade uligheden løbe løbsk.

”Uligheden er kun tolerabel, hvis der samtidig eksisterer en stærk social mobilitet, og at den er akkompagneret af et solidt socialt sikkerhedsnet. Uligheden er i særlig grad uacceptabel, hvis det altid er de samme, der befinder sig øverst på den sociale skala. Man må for enhver pris undgå et samfund, hvor der findes fattigdomsfælder, som personer ikke har mulighed for at slippe ud af. Det er dybest set hele forskellen på den angelsaksiske og den skandinaviske model,” siger Aghion og fortsætter:

”I den britiske model satser man på trickle-down-effekten og håber, at de fattige i den sidste ende også profiterer af de riges øgede formuer. I den skandinaviske model skaber man et system, der beskytter de mindst velhavende og giver dem en mulighed for også at nå til tops på den sociale rangstige med gratis uddannelse af kvalitet, gratis sundhed for alle og ægte flexicurity på arbejdsmarkedet for at give en chance til dem, der mister deres beskæftigelse. Kun på den måde kan man forsvare den innovationsdynamik og de uligheder, som den nødvendigvis medfører, med høj social mobilitet og beskyttelse,” siger Aghion, der ofte har været nævnt blandt favoritterne til at modtage Nobelprisen i økonomi.

Antipolitisk diskurs

Hvad angår Emmanuel Macrons løfter om at reformere det franske demokrati, der er genstand for udbredt politikerlede i befolkningen, er der intet, der tyder på, at hverken befolkningen som helhed eller politiske mindretal i fremtiden får en kraftigere stemme.

Tværtimod har Macron og hans regering fremlagt forslag til ændringer i forfatningen, som først og fremmest vil reducere antallet af politikere markant fra 577 medlemmer af Nationalforsamlingen til 400 og antallet af senatorer fra 348 til 200.

Samtidig vil der blive strammet op på regler om, hvor mange mandater en politiker kan sidde på, ligesom kontrollen med partistøtte og støtte til den enkelte politiker allerede er blevet strammet.

”Nogle af disse stramninger er på deres plads. Men omvendt bliver det ikke lettere for borgerne at få deres lokalt valgte parlamentariker i tale, når antallet bliver reduceret så kraftigt. Macrons vej til magten begyndte med en folkelig bevægelse, hvor han bedyrede, at han lyttede til græsrødderne. Det gør han ikke i dag, ligesom han heller ikke har givet medlemmerne af Nationalforsamlingen større indflydelse på den førte politik, end de hidtil har haft,” siger Christophe Premat, der påpeger, at alle politiske initiativer under Macron i lige så høj grad kommer fra præsidentens egne folk og fra premierministerens embedsbolig i Hotel Matignon.

Christophe Premat understreger, at han er tilhænger af mange af Emmanuel Macrons initiativer, og at han anerkender præsidentens lederskab både på europæisk niveau og i forhold til den grønne omstilling. Han forudser også, at Macron-partiet LREM meget vel kan gå hen og få et godt valg til Europa-Parlamentet i maj næste år.

”Det er min opfattelse, at partiet satser hårdt på det valg, hvilket er en nyskabelse i Frankrig, hvor regeringspartierne aldrig har interesseret sig særlig meget for Europa-Parlamentet. Macron søger stadig al den legitimitet, han kan finde, og samtidig har han brug for at skabe sig en magtbase i Bruxelles, forud for besættelsen af de europæiske topposter i efteråret 2019,” siger Premat.

Han konstaterer, at Frankrig med Macron har fået en præsident, der er helt anderledes end socialisten Francois Hollande, som erklærede, at han agtede at være en ’normal præsident’ i øjenhøjde med befolkningen, hvilket han i øvrigt aldrig blev, selv om han et par gange kørte på scooter i Paris’ gader.

”Macron står for et stærkt og meget personorienteret lederskab og for et svagt demokrati,” siger Premat.

På dét plan er alt altså ved det gamle i Frankrig, selv om man har fået sig en ung præsident.