Med borgeren i centrum: Hvordan tager vi udgangspunkt i borgeren?

Laura Lücking

Løsningerne i denne kategori fokuserer på borgerens perspektiv, og hvordan velfærden ser ud, når vi sætter borgeren før systemet og tænker borgeren ind i processen fra start.

 

L1. Borgerdesign – en platform for ligeværdighed?

Borgere bevæger sig på tværs af de grænser, systemet har skabt. Borgerperspektivet kan derfor være driver for fælles strategisk ledelse på tværs af sektorer. I eksperimentet Borgerdesign har vi udviklet metoden ’at borgerdesigne’, hvor borgere og fagprofessionelle er med i alle faser af processen, så der skabes mere ligeværdighed mellem borger og system. Borgerdesign er ejet af parterne i det tværsektorielle sundhedssamarbejde i Region Midtjylland og arbejder netop på tværs af sektorer.
Kontakt: Trine Naldal, specialkonsulent, Borgerdesign, [email protected].

 

L2. Kommune og uddannelse til tjeneste for de unge

Hvordan sikrer vi det gode ungeliv og fastholdelse i uddannelse? Hvordan koordinerer vi de mange indsatser på ungdomsuddannelser og i kommunen – for og med den unge? I Holbæk er et af svarene Elevtjenesten. Elevtjenesten er tværprofessionelle teams placeret på uddannelserne – tæt på de unge. Forskellige fagligheder er samlet for at yde en tilgængelig, synlig og håndholdt indsats, så de unge får den rette hjælp hurtigt, og så udfordringer i ungelivet ikke bliver til ’sager’.
Kontakt: Mette Gammelgaard, koordinator, Elevtjenesten, Uddannelse til Alle Unge, Holbæk Kommune, [email protected].

 

L3. Borgerne først i omvendt udviklingsproces

Normalt beslutter hospital og kommune selv, hvilke områder der skal udvikles nye løsninger inden for. Projekt eHealth City Svendborg vender udviklingsprocessen på hovedet, så udgangspunktet er borgernes behov og drømme om fremtidens sundhedsvæsen. Tre gader i Svendborg fungerer som gadelaboratorier, hvor der sættes fokus på beboernes oplevelser og kontakt med sundhedsvæsenet. Projektet er et samarbejde mellem Svendborg Kommune, Odense Universitetshospital og konsulenthuset Public Intelligence.
Kontakt: Linda Lisberg Poulsen, innovationskonsulent, Odense Universitetshospital, [email protected].

 

L4. Med omsorg som behandlingsform

Dagmarsminde er et plejehjem for mennesker med svær demens, hvor der arbejdes med omsorg som behandlingsform. Livet på Dagmarsminde er bygget op om fem hjørnesten: fællesskab, nærvær og naturlig fordybelse, stabil døgnrytme, nøje tilpassede aktiviteter samt æstetik og sanselighed. Beboerne opnår en bedre livskvalitet og forbedrede eller genvundne basale færdigheder, som normalt forringes ved demens. Derudover er der ikke brug for sovepiller eller beroligende, antipsykotisk eller antidepressiv medicin.
Kontakt: May Bjerre Eiby, leder, Dagmarsminde, [email protected].

 

L5. Resurseriet – en borgerdrevet café

I samarbejde med Frivilligcenter Silkeborg og en gruppe borgere i ressourceforløb har Silkeborg Jobcenter udviklet et koncept for en frivillig borgerdrevet café. Ideen opstod blandt en gruppe borgere på en workshop om, hvordan vi skaber gode ressourceforløb. Visionen for caféen er, at borgerne får bragt deres ressourcer i spil til glæde for hinanden, og at dialogen og aktiviteterne altid er konstruktive og positive. Caféen har eksisteret i Jobcentrets kantine i to år og er nu også åben for flere målgrupper blandt ledige.
Kontakt: Dorte Hansen, koordinerende sagsbehandler, Silkeborg Kommune, [email protected].

 

L6. Behovet før systemet

Dét, som i grunden burde være selvfølgeligt ved nybyggeri, har vist sig at være nytænkende og banebrydende. I Silkeborg Kommune har borgere og medarbejdere defineret behov og ønsker til et nyt plejecenter og har derved spillet en stor rolle i at udforme rammerne på Marienlund. Kom og hør, hvordan vi har omsat behov til praksis, og hvordan systemet har givet plads til brugerne.
Kontakt: Mette Sangild Langdahl, konsulent for velfærdsteknologi, Silkeborg Kommune, [email protected].

 

L7. Animation letter børns liv med astma

Astmanaut er et animationsprojekt udviklet til familier med børn, der har astma. Konceptet består af en kort animationsfilm om astma, som let kan deles med alle barnets kontakter via e-mail. Derudover bidrager projektet med en astma-mappe med informationsmaterialer, en astma-taske til medicin og et astma-kort med barnets medicinske behandlingsplan. Det hele bindes sammen af en hjemmeside, hvor voksne kan få gode råd og hjælp til at dele information om astma.
Kontakt: Marianne Eg, forskningssygeplejerske, Via University College, [email protected].

 

L8. Udvikling af det optimale rum for læring

Forestil dig et undervisningsrum eller mødelokale, hvor du på mindre end to minutter kan skifte mellem f.eks. samtaler i stor cirkel, stående gruppedrøftelser ved ovale borde, øvelser på frit gulv eller forelæsning i biografopstilling. Vi har arbejdet sideløbende med indretning og praksis i undervisningslokaler, så brugere og deltagere sammen kan skabe de rammer, som bedst muligt understøtter konkrete intentioner og læreprocesser.
Kontakt: Ella Jørgensen, lektor, Læreruddannelsen i Aarhus, VIA University College, [email protected].

 

L9. Omstilling af hjælpen til udsatte børn, unge og familier

I disse år gennemgår indsatsen for udsatte børn, unge og familier store forandringer i mange kommuner. Københavns Kommunes socialforvaltning har de seneste tre år arbejdet med projektet ’Tæt på Familien’, hvor målet er at øge den sociale mobilitet. Projektet gentænker de specialiserede indsatser og integrerer disse med almenområdets indsatser. Kom og hør om omstillingsfilosofien, som indebærer prototyping, høj grad af medarbejderinvolvering og stærk faglig ledelse. 
Kontakt: Hallur G. Thorsteinsson, udviklingschef, Københavns Kommune, [email protected].


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu