Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Men hvad skal vi leve af?
KOMMENTAR: Valgkampen har indtil nu kun handlet om den ene side af medaljen. Nu bør vi også tale om den anden. Hvordan skaber vi mere vækst i den private sektor og klarer den digitale omstilling?
Valgkampen har indtil nu handlet om at bruge penge. Masser af penge. På velfærd. På klima. På tilbagetrækning. Og hvordan vi bruger penge på udlændinge. På flere sygeplejersker. På flere pædagoger. På flere plejehjem. Og listen kan fortsættes og forlænges dag efter dag hele vejen til valgdagen 5. juni. Når der indimellem stilles spørgsmålstegn ved ønskelisten og finansieringen af den, så er svaret på alle bønnerne: det økonomiske råderum. Og så stopper debatten der, for det er langtfra alle, der mestrer disciplinen at jonglere rundt med tal og forudsætningerne for det der magiske rum.
HVOR ER DEBATTEN OM, hvordan vi skaber basis for at tjene alle de penge, der skal bruges på de forskellige formål i fremtiden, og som skal skabe råderummet i den sidste ende? Hvor er debatten om udviklingen af det private erhvervsliv, så der kan skabes flere og flere sunde arbejdspladser? Hvor er debatten om fremtiden for vores landbrugsproduktion, som ikke handler om kritik af bidraget til klimaproblemerne? Eller om fiskeriets fremtid?
Hvor er debatten om den digitale transformation, der sammen med klimaet skaber de allerstørste forandringer i vores liv og på vores arbejdsmarked de kommende år? Hvor er debatten om de uddannelser og kompetencer, der skal til at drive et digitalt samfund i verdensklasse, som vi ynder at fortælle, at vi skal være? Og hvor er debatten om vores forskningsindsats og evne til innovation? Når vi nu er færdige med at høre om klimalov og velfærdslov og permanent grænsekontrol og alle de andre vigtige emner, kunne vi så tale om det, vi skal leve af?
DET ØKONOMISKE RÅDERUM skabes jo af, at vi rent faktisk har et velfungerende samfund i vækst, hvor folk tjener penge, er innovative og kreative, kaster sig over at bruge alle de nye teknologier og passer deres arbejde. Så det er lidt underligt, at vi i valgkampen indtil nu kun har fat i den ene del af ligningen. Den del, der handler om at bruge penge, og ikke om at tjene penge til samfundet.
Hvis man spørger Dansk Industri, hvad der burde drøftes i denne valgkamp, så lovpriser organisationen som alle andre det velfærdssamfund, som vi danskere elsker. Og det tillidsbaserede samfund, vi bygger på, og det samarbejde, der eksisterer mellem den offentlige og den private sektor. Men DI anbefaler også, at vi investerer 18 milliarder kroner mere i 2025 i offentlig forskning, i uddannelser i verdensklasse og i udbygningen af vores infrastruktur. DI taler om behovet for at få flere udenlandske investeringer til Danmark og flere dygtige eksperter med dem. Et centralt punkt handler om at få den rigtige arbejdskraft i fremtiden med kompetencer til alt det, vi gerne vil være dygtige til.
Hos Dansk Erhverv er analysen, at Danmark er et højproduktivt land, men væksten i produktiviteten er ikke så høj, som den har været tidligere. De røde lamper har allerede blinket længe, når det gælder udviklingen i produktiviteten. Samlet er der tale om et investeringsefterslæb i den private del af økonomien på cirka 215 milliarder kroner efter finanskrisen, mener Dansk Erhverv. Her siger man også, at vi har brug for at skabe tryghed i en verden fuld af data, og for at der investeres i den digitale økonomi. En alt for stor del af Danmarks mange små- og mellemstore virksomheder er endnu ikke kommet med på den digitale bølge, mens de store virksomheder ved, at det handler om overlevelse at investere i digital omstilling. Det kræver en stor indsats at få mange flere med.
DER ER LANGT FÆRRE FØLELSER i erhvervspolitikken, forskningsindsatsen, produktiviteten og investeringsefterslæbet end i plejehjem, sygehuse og klimatrusler. Indrømmet. Sikkert også færre stemmer. Men det duer ikke, hvis vi har et valg, der kun fokuserer på den offentlige sektor og udviklingen af den. De kommende år bliver helt afgørende for, om Danmark kan følge med i den internationale konkurrence. Om vi fortsat kan have en digital førerposition, og om vi lykkes med at udvikle stærke forskningsmiljøer på prioriterede områder, der kan drive væksten frem. Det skal nemlig alt sammen medvirke til at skabe de næste års råderum, som vi kan bruge til at klare de næste års velfærdsudfordringer.
