Forleden faldt der en opsigtsvækkende dom ved landsretten i Viborg. Eller rettere sagt: Der faldt en indlysende dom i en opsigtsvækkende sag.

Politiet ville straffe en fotograf fra Politiken, fordi han havde nægtet at følge en ordre om at forlade stedet, da 300 flygtninge og migranter i 2015 spadserede på en sønderjysk motorvej. Fotografen blev anholdt, var kortvarigt fængslet og fik efterfølgende en bøde. Den nægtede han at betale, og onsdag slog landsretten fast, at ordren til pressen om at forlade motorvejen var ulovlig.

Efter den langstrakte sag kan man roligt slå fast, at der ikke var tale om en uskyldig fejlvurdering i kampens hede fra politiets side. Tværtimod har myndighederne hele fire gange foretaget den vurdering, der onsdag blev kendt ulovlig. Først anholdt politiet fotografen. Siden fik han en bøde. Så førte politiet sagen ved byretten. Og da fotografen blev frikendt, ankede anklageren til landsretten.

Derfor rejser sagen også spørgsmålet, om der hersker en usund ledelseskultur i dele af det danske politi? Det er der desværre meget, der tyder på.

DET MEST SKRÆMMENDE EKSEMPEL ER DEN SÅKALDTE TIBETSAG, der snart for anden gang skal gennemgås af en undersøgelseskommission. Sagens kerne er den ulovlige beslutning om at forhindre almindelige danskere i at praktisere deres ytringsfrihed ved at demonstrere mod en besøgende kinesisk præsident.

Igen kunne man håbe, at der var tale om et enkeltstående tilfælde af dårlig dømmekraft. Men oprulningen af sagen har vist et langt mere bekymrende mønster, hvor Folketinget og offentligheden blev forsøgt ført bag lyset, og hvor oplysninger blev tilbageholdt for at skjule sagens rette sammenhæng. Som om det ikke var nok, berettede en anonym politibetjent, at det i årevis var almindelig praksis, at besøgende højtstående kinesere ikke skulle se demonstranter. ”Alle, der har været mere end 20 minutter i politiet, ved, at det er sådan, vi gør, når der er kinesere på besøg,” sagde betjenten til Berlingske.

Ydermere peger flere aktuelle sager på, at også den hemmelige del af politiet, PET, dyrker den samme ledelseskultur, hvor enhver indblanding udefra bliver mødt med ligegyldighed, undren eller ligefrem et sagsanlæg.

Tag den dramatiske politiaktion for nylig, der lukkede broer og andre trafikårer ned i timevis, mens svært bevæbnet politi gennemførte en massiv menneskejagt på Sjælland og på Fyn.

Enhver kan forstå, at PET skal reagere, hvis det har mistanke om et forestående angreb, men mere end en uge efter aktionen har PET fortsat ikke oplyst noget som helst om operationen. Det har ført til kritik fra eksperter og flere medlemmer af Folketinget. Men hos PET finder man blot en nærmest grotesk pressemeddelelse, hvor det hedder, at ”vi er fuldt ud opmærksomme på kritikken og på, at vi bør tilstræbe åbenhed, når det er muligt”. Det er en ledelse, der ikke bare har lukket i, men som også har lukket sig om sig selv.

SYMBOLSK NOK FØRER NETOP PET I DISSE DAGE EN SAG ved byretten mod sin tidligere chef, Jakob Scharf, der er tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger i en bog om sine syv år som leder af PET.

Der er ingen tvivl om, at Scharf kunne have håndteret sagen bedre og have gjort mere for at undgå et sammenstød med sine forhenværende kolleger. Men igen har politi og anklagemyndighed valgt at gå ekstremt hårdt til værks og trække Scharf i retten for i 28 tilfælde at have brudt sin tavshedspligt. Det viser sig imidlertid, at flere af de 28 forhold rent faktisk har været omtalt offentligt før – nogle af dem ligefrem af PET selv.

Hvis Jakob Scharf bliver dømt, vil PET i realiteten føle sig bekræftet i, at tjenesten ikke skylder offentligheden den mindste forklaring på noget som helst, men derimod kan udøve sin betragtelige magt fuldstændig afskåret fra nogen kontrol fra offentlighedens side.

Og hvis en eller flere journalister eller redaktører ved en senere sag i samme kompleks også bliver dømt, vil det reelt betyde, at pressen i fremtiden skal sende interview med nuværende og tidligere kilder i efterretningstjenesten til godkendelse, inden de trykkes. Det vil være betænkeligt tæt på censurlignende forhold.

Der er tale om så mange og så alvorlige sager inden for relativt få år, at det er på sin plads at tale om en ledelseskultur, der systematisk dyrker hemmeligholdelsen som magtinstrument. En ledelseskultur, hvor målet altid helliger midlet – også i de tilfælde, hvor midlet viser sig at være i strid med de love, som politi og anklagemyndighed ellers er sat i verden for at håndhæve. Paradokset er åbenlyst og i grunden ret chokerende.

Den ledelseskultur kan hverken politiet, dets medarbejdere eller samfundet være tjent med. Sådan et land er vi ikke, og sådan et land skal vi ikke være.

Indtil politiets ledelse indser dette, må vi stole på, at domstolene udfører den nødvendige kontrol af den udøvende magt. Nøjagtig som landsretten i Viborg gjorde det forleden.