Der er noget paradoksalt ved uddannelse og især lederuddannelser. På den ene side kan vi ikke undvære dem, og på den anden side er de ikke tilstrækkelige. Selvom vi uddanner os, bliver vi ikke nødvendigvis bedre. Men uden uddannelse ser det ikke godt ud. Så svaret er, at vi hellere må uddanne os.

Uddannelse i ledelse er bare ikke så indlysende en god idé, som kursuskatalogerne ofte skilter med.

Ledelse er svært at definere entydigt. De fleste definitioner har det til fælles, at ledelse må forstås som en proces, hvorved nogen eller noget øver indflydelse over andre mennesker. I forsøget på at uddanne ledere er det derfor ingen overraskelse, at forskere, undervisere, ledelseskonsulenter og ledere selv må forholde sig til et utal af ledelsesperspektiver. Teorier, metoder, koncepter og velmenende ’gode råd’ finder man alle vegne. Og noget af det uddannes ledere i på formelle lederuddannelser indenfor det danske offentlige uddannelsessystem – for eksempel på master- eller diplomlederuddannelser – men også private (konsulent)virksomheder byder sig til med lederuddannelse og -kurser.

Man kan jo så spørge sig selv, om vi får bedre ledere ved at opruste med de nyeste lederkurser og de utallige strategier for lederudvikling, eller om vi blot holder hånden under et marked?

Tag ikke fejl: I udgangspunktet er formelle lederuddannelser hverken gode eller dårlige, men blot uddannelser. Skidt bliver det først, hvis det ikke gør en (særlig) forskel, og hvis kurser og uddannelser kun opretholdes for deres egen skyld, eller hvis ingen har gjort sig overvejelser om, hvorfor netop uddannelse er svaret på den aktuelle ledelsesudfordring i organisationen. Måske kunne man opnå de samme resultater – at lære at tænke sig endnu bedre om, få viden om og indsigt i nye perspektiver og kvalificere sin ledelsespraksis – med kollegial sparring og sund fornuft?

Uddannelse kan også gøre dummere

Som udgangspunkt er der god grund til, at vi mennesker uddanner os. Uddannelse handler både om at danne ud og danne ind. Vi ud-danner os for at tilegne os nye færdigheder, som vi kan bruge til at håndtere nye virkeligheder. Og når vi uddanner os, så danner vi os samtidig også ind i selve den profession eller det arbejdsfelt, som uddannelsen kvalificerer os til.

Så uddannelse er dannelse til noget, vi på den ene side bliver bedre til, og hvor vi på den anden side samtidig forandrer os.

Sådan er det i teorien, men sandheden er også, at vi med uddannelse ofte kan opleve, at vi ikke er blevet bedre, men faktisk dårligere. Uddannelse kan også gøre os dummere, og det til trods for at man har fået en god eksamen. Det skyldes, at man med uddannelse kommer på afstand af det, man uddanner sig til. Man får et teoretisk forhold til det, man måske i udgangspunktet havde et godt praksisforhold til. Det kan være, man kommer til at tænke sig (bedre) om, men det kan også være, man risikerer at blive begrænset i, hvad man tænker om dette og hint.

Uddannelse kan også gøre os dummere, og det til trods for at man har fået en god eksamen. Det skyldes, at man med uddannelse kommer på afstand af det, man uddanner sig til. Man får et teoretisk forhold til det, man måske i udgangspunktet havde et godt praksisforhold til.

Lederuddannelse er relevant

De fleste ledere har efterhånden en lederuddannelse. Især i den offentlige sektor har der være markante ændringer i forhold til forventningen til lederuddannede ledere. Flere ledere har i dag fået eller er i gang med eksempelvis en diplom- eller masteruddannelse end for 20 år siden. Og som professor Kurt Klaudi Klausen peger på, så må eksempelvis de decentrale ledere i dag betragtes som mere professionelle end tidligere, blandt andet fordi de har fået en bedre fælles ledelsesfaglig referenceramme, end de tidligere har haft. Den har de gavn af i forhold til samarbejde.

Dette taler ind i de fortællinger om, at ledelsesuddannelser er af det gode, noget der er vigtigt, og i nogle sammenhænge ligefrem afgørende for løsning af organisationens opgaver.

Vi, som forfattere, er jo også selv med til at sætte fokus på formelle lederuddannelser, som henholdsvis rektor for en professionshøjskole og forsker (Alexander) og ledelsesforsker og underviser på diplom- og masteruddannelser (Karsten). Vi mener uden tøven, at lederuddannelse er relevant og betydningsfuldt, når man skal bestride en lederstilling. Men vi vil passe på med entydigt at sige, at lederuddannelser i sig selv fører til bedre ledere. Det vil være en misvisende påstand, som vil være vanskelig at underbygge.

Risiko for forsimplinger

En af den vestlige verdens store ledelsesteoretikere, den canadiske professor Henry Mintzberg, har problematiseret forestillingen om, at for eksempel en MBA-uddannelse (Master of Business Administration) i sig selv gjorde mennesker til dygtigere ledere. Mintzberg opfatter blandt andet ledelse som et håndværk og siger:

“Using the classroom to help develop people already practicing management is a fine idea, but pretending to create managers out of people who have never managed is a sham.”

I værste fald kan sådan en lederuddannelse blive ubrugelig.

Uddannelse skal derimod ses som et supplement til den ledelsespraksis, hvori ledelse udøves og læres, påpeger Mintzberg. Men selv hvis man skulle være leder og mere eller mindre erfaren, kan man blive ledt på afveje.

Et nyere dansk, prisvindende forskningsprojekt af Magnus Larsson og Morten Knudsen fra CBS viser, at man ikke skal tro, at lederuddannelse nødvendigvis fører til bedre ledere:

”I hvert fald hvis man forestiller sig, at man tager folk ind, lærer dem nogle værktøjer, og så bliver de bedre. Folk kan også lære noget, som ikke er hensigtsmæssigt,” siger Morten Knudsen, der er lektor ved CBS.

Der er nemlig altid en risiko for, at man misforstår, bliver for ukritisk, for snæversynet osv. Den kompleksitet, som ledelsesforskningsfeltet er enige om, findes i ledelse, kan blive affejet af den lederstuderende selv. Til det siger Knudsen:

”Man kan nemlig risikere at komme hjem med et forsimplet billede af, hvordan ens organisation er struktureret, hvis man tager kursets indhold alt for bogstaveligt.”

Det betyder, at der er en risiko for, at man på lederstudiet snarere kommer til at identificere sig med (nogle) uddannelsers nemmere tilgængelige og ordnede ’verden’ end lederjobbets reelle uorden, problemer og ballade.

Forskningsprojektet viste blandt andet, at de ledere, der ikke rigtig havde købt ind på den forsimplede forståelse, var bedre til at forholde sig til den kompleksitet, de rent faktisk oplever som ledere. I dette perspektiv kan lederuddannelser gå hen og blive ubrugelige.

Der er en risiko for, at man på lederstudiet snarere kommer til at identificere sig med (nogle) uddannelsers nemmere tilgængelige og ordnede ’verden’ end lederjobbets reelle uorden, problemer og ballade.

Pissedårlig ledelse

Vi har tidligere, som redaktører, udgivet en antologi om ”Pissedårlig ledelse”. Det gjorde vi for at underbygge den pointe, at ledelse ikke er teori, men en praksis man skal handle indenfor, og som derfor består af fejl og mangler. Den pissedårlige ledelse er ikke nødvendigvis den destruktive ledelse, men den realistiske ledelse. Ledere udøver deres ledelse gennem de fejl, de oplever og erfarer – det kan ikke undgås. Desværre beskytter uddannelse ikke 100 procent mod hverken pissedårlig ledelse eller destruktiv ledelse – det findes der utallige eksempler på. Men omvendt kan uddannelsen sætte fokus på nogle af de dilemmaer, som ledelse handler om.

Lederuddannelser i sig selv fører ikke nødvendigvis til bedre ledere. Om man så bliver en dårlig eller god leder, afhænger heller ikke af de eksamensresultater, man får, eller antallet af lederkurser, man har klaret. Det afhænger først og fremmest af, hvordan man bringer det i spil, og om man omgås sin ledelse med mod, ydmyghed og frem for alt omtanke. Og så handler det også om konteksten. Ledelse sker ikke ud i den blå luft, men med mennesker og indenfor organisationer og den kultur, der hersker rundt om ledelse. Det kan vise sig at være helt afgørende for resultatet. Så er det ikke uddannelsen, der er det afgørende, men den virkelighed, som uddannelsen skal kvalificere til.

Klummen er skrevet af Karsten Mellon, ph.d., ledelsesforsker og foredragsholder og Alexander von Oettingen, dr.pæd., rektor for Professionshøjskolen UC SYD. Begge er redaktører på bogen ”Pissedårlig ledelse” (2020), Hans Reitzels Forlag.