Når vi skaber velfærd sammen: Hvordan kan samarbejde skabe bedre velfærd?

Laura Lücking

Løsningerne tager udgangspunkt i nye måder at indfri potentialer og skabe forbedret velfærd på. Det sker gennem dialog, relationer, partnerskaber og samarbejde på tværs af afdelinger, sektorer og fagområder.

 

L29. Naturlig døgnrytme til demente

Et tæt samarbejde med hospitaler, psykiatrien og ældreplejen har skabt dyb indsigt i de daglige udfordringer i praksis for borgere med demens. Denne indsigt har dannet grundlag for udviklingen af Chromavisos døgnrytmelys – en helhedsorienteret velfærdsteknologi, der skaber stor værdi for plejepersonale og borgere med demens. Et samarbejde med forskere har vist lysets positive effekt for en stabil døgnrytme, hvilket blandt andet modvirker depression og træthed.
Kontakt: Ane Søby Eskildsen, brand and communications manager, Chromaviso, [email protected].

 

L30. Stabil skolegang til psykisk sårbare unge

Skolefravær hos børn og unge er et stigende problem. Det medfører en ustabil skolegang, som har faglige, sociale og psykiske konsekvenser for den unge på både kort og langt sigt. Projekt ’Tilbage til skole' har i flere år arbejdet tværfagligt og tværsektorielt for at skabe en samlet indsats. Det tætte samarbejde mellem region, kommune og familie har været afgørende for at hjælpe børn og unge med en psykiatrisk diagnose tilbage på skolebænken.
Kontakt: Hanne Holm, socialrådgiver og koordinator, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, [email protected].

 

L31. Samarbejde og dialog øger trivslen for flygtningefamilier

Med en lokalt baseret, helhedsorienteret tilgang til traumeramte flygtningefamilier har Dignity – Dansk Institut Mod Tortur – udviklet et kompetenceforløb for fagprofessionelle og civilsamfundsaktører. Forløbet øger deltagernes viden om PTSD, tilbyder nye perspektiver på dialogen med familierne og udvikler det tværsektorielle samarbejde mellem kommunale instanser, boligsociale indsatser og lokale civilsamfundsaktører.
Kontakt: Louise Mejnertz, projektkoordinator, Dignity – Dansk Institut mod Tortur, [email protected].


L32. Biblioteker og boligforeninger gør fælles front mod ensomhed

Hvordan kan kulturelle tilbud bruges til at afhjælpe ensomhed hos ældre? I et tæt samarbejde mellem boligsociale medarbejdere og biblioteksansatte i Varde, Odense, Slagelse og Københavns Kommune har projektet ’Ældrefællesskaber og biblioteker’ udviklet og afprøvet aktiviteter for ældre med kultur som omdrejningspunkt. Ved brug af metoder fra designantropologi har projektet medført mindre ensomhed hos deltagerne og dermed større livskvalitet.
Kontakt: Lotte Hviid Dhyrbye, leder, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, [email protected].

 

L33. Medinddragelse og job til udsatte unge

Udsatte unge, et stort virksomhedsnetværk og NExTWORK samarbejder tæt med det formål at hjælpe de unge i beskæftigelse og samtidig skaffe arbejdskraft til virksomhederne. Projektet inddrager de unge i beslutningerne om deres fremtidige arbejdsliv ved at give dem konkrete erfaringer fra virksomhedspraktik. Virksomhederne bliver inddraget som medspillere og støttes i at ’fange de unge’. Tilsammen løser det en samfundsudfordring, som kommunen ikke kan løfte alene.
Kontakt: Charlotte Wasantha Christiansen, koordinator, NExTWORK Roskilde, [email protected].

 

L34. Deltagende fædre gennem dialog

Hvordan skaber vi dialog, relationer og samarbejde med fædre, primært med etnisk minoritetsbaggrund, hvis der er en gensidig mistillid mellem dem og systemet? Fonden for Socialt Ansvar har med indsatsen ’baba – fordi far er vigtig’ udviklet et koncept, som styrker fædrenes deltagelse i børnenes liv, både i og uden for hjemmet. Som en del af indsatsen er der udviklet dialogmøder, som skaber tillid, relationer og samarbejde mellem fædrene og lokale aktører.
Kontakt: Asim Latif, teamchef i baba, Fonden for Socialt Ansvar, [email protected].

 

L35. Sund kost som centrum for generationsmøde

Hvordan kan vi påvirke danskernes madvaner og samtidig styrke fællesskab på tværs af generationer? Hjerteforeningen har gennem projektet ’Børnebørnenes madværksted’ afprøvet forskellige modeller for generationsmødet, som alle bygger på madglæde, samvær og læring gennem leg. I løbet af fire kursusgange mødes børn og bedsteforældre omkring gryder og gode råvarer. Forløbet arrangeres af Hjerteforeningens frivillige.
Kontakt: Maria Spliid, projektleder, Hjerteforeningen, [email protected].

 

L36. Godt forældresamarbejde giver stærke dagtilbud

Hvordan opfatter forældrene samarbejdet med hinanden og med personalet i dagtilbud – og hvordan involverer de sig? Følgeskabet har udviklet en samarbejdsundersøgelse til styrkelse af forældresamarbejdet. Til grund for undersøgelsen ligger en ny forståelse af, hvilken stærk, medskabende rolle forældrene spiller – ikke kun i samarbejdet omkring eget barn, men omkring hele børnegruppen, læringsmiljøet og fællesskabet.
Kontakt: Kirsten Birk Olsen, stifter, Følgeskabet, [email protected].

 

L37. Borgeralliance organiserer løsninger på tværs

Medborgerne samler lokale foreninger, menigheder, skoler, bolig- og fagforeninger med flere på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter. Alle fællesskaber, der vil forpligte sig til at arbejde sammen om at udvikle løsninger på tværs, kan være med. Medborgerne har på baggrund af en ’lyttekampagne’ fundet sammen om tre mærkesager, der handler om at sikre trygge gader ved Nørrebro Station, skabe flere frirum til unge samt et mangfoldigt børneliv.
Kontakt: Poul Carlsbæk, repræsentant for Medborgerne og lektor, Professionshøjskolen Metropol, [email protected].

 

L38. Kunst som talerør for udsatte borgere

VIA Vartegn er en kvindefigur bygget i stål og papmache af italienske kunstnere sammen med studerende og socialt udsatte unge. De studerende bruger kunsten til at synliggøre de udsattes liv og ressourcer. En lang række institutioner og borgere har deltaget i arbejdet med vartegnet, som skaber synlighed og forståelse for de vanskelige vilkår, udsatte medborgere lever under. Hør om, hvordan vartegnet er blevet til, og om hendes rejse gennem danske byer.
Kontakt: Jan Ankerstjerne, uddannelsesleder, VIA University College, [email protected].

 

L39. Lokale fællesskaber styrker børnefamilier

Udsatte børnefamiliers problemstillinger er ofte komplekse. Derfor er det nødvendigt at afprøve nye metoder for at skabe positive forandringer. Røde Kors har i to år faciliteret et samskabelsesprojekt i henholdsvis Furesø og Hedensted Kommune. Formålet har været at samle lokale aktører, på tværs af sektorer, til sammen at udvikle nye initiativer til at styrke vilkår og lokale fællesskaber for børnefamilier. Indsatsen er i dag lokalt forankret, bæredygtig og har været med til at starte en kulturændring.
Kontakt: Tenna Borup Kaas, projektleder, Røde Kors, [email protected].


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu