VIDEO: Fremtidens supermarked i Shanghai

I et shoppingcenter i Shanghai er Kinas førende eksempel på det, som kaldes 'new retail' – og som går ud på, at handel på internettet og shopping i fysiske butikker smelter sammen.

Peter Hesseldahl

Det meste af salget i supermarkedskæden Hema er bestillinger over internettet. En stor del af dem, som går rundt i butikken er ansatte i blå t-shirts, som modtager ordren, samler varer sammen i indkøbsnet og sætter dem på transportbåndet.

Og det går stærkt. Hvis man bor under 3 kilometer fra butikken garanterer Hema at varerne leveret indenfor 30 minutter. Der må højst gå ti minutter fra kunden sender bestillingen, til varerne er pakket og klar til at bringe ud på scooter. 

Hema er ejet af Alibaba, den ene af Kinas to alt-dominerende internet giganter. Næsten 60% af al internet handel i Kina går gennem Alibaba, og nu udvider man altså også med fysiske butikker.

I kina er det mere almindeligt at betale med sin telefon end med plastikkort. De fleste bruger Alibabas betalingstjeneste Alipay – både til køb online og i butikker.

Det betyder, at Alibaba modtager detaljerede data om, hvad stort set hver eneste kineser køber – og de muligheder, som dét giver for at målrette reklamer og effektivisere butikkerne, er en stor del af New retail konceptet. 

Hema er blevet en stor succes. I dag er der 40 butikker i 10 kinesiske byer – om 5 år skal der være 2000.

LÆS OGSÅ: 'New retail' – online og offline handel smelter sammen


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu