”Spændende bog, du har skrevet. Men hvad skal vi med en nordisk forbundsstat? Alt går godt. Kun hvis der opstår en stor krise, kan den slags komme på tale.”

Sådan lød beskeden ifølge den svenske historiker og debattør Gunnar Wetterberg, da han i efteråret 2010 rejse rundt til de nordiske hovedstæder og præsenterede sit gennemarbejdede forslag til skabelse af en nordisk forbundsstat – The United Nordic Federation.

Wetterberg, 64, er historiker og økonom med en fortid i Sveriges udenrigstjeneste og finansministerium, forfatter til en lang række historiske bøger og medlem af det svenske Videnskabernes Akademi. Han er med andre ord en seriøs mand, og da det desuden var Nordisk Ministerråd, der havde bedt ham om at udarbejde forslaget, blev der lyttet til ham dengang for seks år siden. Også i København, hvor DR-værten Clement Kjersgaard var ordstyrer ved en debat i Nordisk Ministerråds lokaler lige over for Christiansborg i det indre København.

”Siden dengang har vi haft mange kriser. Eurokrisen. Krisen med Rusland og migrationskrisen. Og nu Brexit og det nye forhold til USA. Kriserne er nu så dybe, at det er i de nordiske landes interesse at undersøge mulighederne for en egentlig nordisk statsdannelse,” siger Gunnar Wetterberg i telefonen fra Stockholm.

Efter hans opfattelse står EU her i begyndelsen af 2017 i en så dyb både intern og ekstern krise, at de kommende år uvilkårligt vil byde på store politiske forandringer. Det gælder både Storbritanniens udmeldelse, der ifølge Wetterberg er et stort tab for de handelsliberale og unionsskeptiske nordiske lande, og ikke mindst den fortsatte politiske konfrontation med Putin-regimet i Moskva. Disse udviklinger bør ifølge Wetterberg få de fem nordiske lande til at tænke fordomsfrit over, hvordan man gennem øget samarbejde kan sikre fortsat fred og velfærd i Norden.

Konkret foreslår Wetterberg, at de nordiske lande laver, hvad han kalder en nordisk indvandringsunion.

”Jeg ved godt, at det er kontroversielt. Men efter at den svenske regering har strammet sin politik, fører de nordiske lande alle sammen stramme indvandringspolitikker. Nu har Sverige taget et skridt ved at skærpe sin lovgivning, så burde Danmark også kunne tage et. Den aktuelle situation med kontrol af rejsende over Øresund er meget ulykkelig,” siger Wetterberg, der for et par uger siden redegjorde for sine ideer i en kronik i Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter.

Det samme mener man i de svenske og danske rederiforeninger, der i et indlæg i Svenska Dagbladet, godt en uge før Wetterbergs kronik gik i trykken, beklagede sig over det ressourcespild, ID-kontrollerne på Øresund giver anledning til, og derfor opfordrede regeringerne i Stockholm og København til at arbejde sammen om en fælles, samordnet grænsekontrol.

”Det nordiske samarbejde med den nordiske pasunion har bidraget til at skabe stærke bånd og til at fremme handel mellem vore lande. Det bør vi i fællesskab værne om – ikke mindst i en tid, hvor usikkerhed og brud på åbenhed præger verden omkring os,” skriver Pia Berglund og Jakob Ullegård, henholdsvis adm. direktør i Svensk Sjöfart og Danmarks Rederiforening.

Ens politik, forskellig diskurs

Tobias Etzold er specialist i de nordiske lande og leder af Research Centre Norden ved tænketanken SWP i Berlin. Han konstaterer i en ny analyse med titlen “Refugee Policy in Northern Europe”, at de fire store nordiske lande, Danmark, Norge, Finland og Sverige, alle har strammet deres asylpolitikker, og at man for første gang siden 1950’erne har genindført grænsekontroller mellem landene.

Etzold ser dog ikke umiddelbart nogen tegn på, at landene kan finde ud af at arbejde sammen på dette område.

”Det er korrekt, at de konkrete politikker er blevet langt mere ens. Men den politiske diskurs i de forskellige lande er forsat meget forskellig,” siger Etzold og påpeger, at dette blandt andet giver sig udslag i de nordiske EU-landes meget forskellige holdninger til f.eks. en fælles EU-politik.

”Sverige vil have en stærk europæisk politik. De ønsker mere ligelig fordeling af flygtningene. De stemte for en fordeling i EU, men det fandt ikke mange støtter. Tyskland og Holland var de eneste. Danmark har sit forbehold og ønsker ikke at deltage. Man ønsker selv at bestemme, hvor mange man tager ind. Finland holder sig også tilbage og afholdt sig helt fra at stemme. Man kan bestemt ikke sige, at man taler med én stemme på dette område,” siger Tobias Etzold, der leder et nordisk finansieret nordisk forskningscenter under Stiftung Wissenschaft und Politik, der har godt 200 medarbejdere beskæftiget i Berlin og Bruxelles.

Ifølge Etzold er der i Berlin et udtalt ønske om at bidrage til et tættere samarbejde mellem Tyskland og de tre nordiske EU-lande, Danmark, Sverige og Finland. Derfor har man siden 2014 holdt jævnlige møder i det såkaldte N3+1-format, senest i november 2016, hvor den danske, svenske og finske udenrigsminister var på besøg hos deres kollega i Berlin.

Tyskland er langt fra det eneste store land, der gerne vil føre en politisk dialog med det, de ser som ’den nordiske blok’. Det var de sammen overvejelser, der gjorde sig gældende, da Barack Obama i maj 2016 inviterede de fem nordiske statsministre til Det Hvide Hus i Washington. Også fra Storbritanniens side har man siden 2010 plejet tætte kontakter til de nordiske lande gennem The Northern Future Forum, som den tidligere britiske premierminister David Cameron tog initiativ til, og som blev afholdt hvert år i perioden 2011-2015.

Stormagter ser Norden samlet

Når både Tyskland, USA og Storbritannien alle interesserer sig for den nordiske blok, skyldes det, at det siden eurokrisen har stået klart, at EU-samarbejdet over tid vil forandres afgørende i forhold til det, man kender i dag. Alle er enige om, at landene i eurozonen bliver nødt til at rykke tættere sammen både økonomisk og politisk, hvis euroen skal overleve. Og en så tæt politisk union som den, Tyskland og Frankrig ønsker sig for eurozonen, har det længe stået klart, at hverken Storbritannien eller de nordiske lande er interesserede i at deltage i.

Med andre ord er det ikke nyt for folk, der ligesom Gunnar Wetterberg forsøger at se mange år frem i tiden, at fremtiden meget vel kan se meget anderledes ud end nutiden.

”Jeg gør mig ingen illusioner om, at Den Nordiske Forbundsstat bliver til virkelighed, hverken inden for en årrække eller nogensinde for den sags skyld. Men jeg har beskrevet den som en realistisk utopi for at inspirere folk i Norden til at tænke over, hvordan man kan og måske skal udvikle det samarbejde, vi har haft gennem mere end 50 år. De nordiske lande har uendeligt meget tilfælles,” siger Gunnar Wetterberg.

Tidligere minister og europaparlamentariker Henrik Dam Kristensen (S) har gennem flere årtier været engageret i det nordiske samarbejde. Han har, som han selv siger, flere gange haft fornøjelsen af at debattere med Gunnar Wetterberg.

”Det er rigtigt, at hvis man ser bort fra virkeligheden, så er det et meget interessant perspektiv, han rejser. Når det så er sagt, vil jeg gerne tilføje, at jeg fornemmer en ny dynamik i det nordiske samarbejde. Både i forbindelse med statsministrenes besøg hos Obama i Washington, i FN og i EU er der en stor interesse blandt de nordiske lande for at arbejde sammen,” siger Henrik Dam Kristensen og tilføjer:

”Men det er på en meget pragmatisk måde, tingene udvikler sig. Jeg oplever, at der er stor interesse for at samarbejde der, hvor man kan skabe konkrete forbedringer for borgerne. Det handler ikke om et stort forkromet endemål eller en ny traktat for det nordiske samarbejde,” siger den danske socialdemokrat.

Brexit presser Norden

Tobias Etzold fra Research Centre Norden i Berlin har beskæftiget sig med de nordiske lande gennem en årrække, og han er enig med Henrik Dam Kristensen i, at man skal tage sig i agt for vidtløftige nordiske diskussioner.

”Det er min erfaring, at de nordiske politikere taler meget, når de er sammen i nordiske sammenhænge, men at det ikke bliver til så meget, når det kommer til stykket,” siger Etzold.

Han påpeger dog samtidig, at ikke mindst Storbritanniens exit fra EU bliver en stor udfordring for de nordiske lande.

”De har alle længe haft stærke politiske, økonomiske og kulturelle bånd til Storbritannien. De nordiske lande bliver nødt til at genpositionere sig, ikke mindst i forhold til Tyskland, der bliver stærkere. Brexit har gjort det klart for de nordiske lande, at de bliver nødt til at styrke det nordiske fællesskab i Europa,” siger Etzold.

Mens der i politiske kredse og blandt politiske analytikere er mest tro på, at det er de små, konkrete skridt, der vil bringe det nordiske samarbejde fremad, findes der stemmer blandt erhvervsfolk, der mener, at de nordiske lande på sigt vil kunne drage stor nytte af at optræde som en samlet blok med sine knap 27 millioner indbyggere og en samlet økonomi, der ville være den 11. største i verden. Se figur 1.

En af dem er den norske ejendomsmilliardær Petter Stordalen, der over det seneste år har engageret sig for langt over en milliard kroner i Danmark med bygning eller overtagelse af hoteller i det indre København, ved lufthavnen i Kastrup og i Aarhus. Stordalen driver hotelkæden Nordic Choice Hotels med flere end 170 hoteller fordelt udover Norden og Baltikum.

”Regnestykket er enkelt. 5 millioner nordmænd er ikke interessante for store internationale selskaber og brands, men 25 millioner nordiske kunder er interessante,” lød det således i en kronik med overskriften “Norsk må bli nordisk” i avisen Verdens Gang i 2015, hvor Stordalen gør sig til fortaler for, at man fremover tænker Norden som en enhed og ikke som fem separate lande og markeder.

Statsdannelser kommer og går

I kronikken henviser Stordalen til den amerikanske bestyrelsesformand Chaim Katzman i det finsk-baserede ejendomsselskab Citycon, der ejer 55 butikscentre i den nordiske region. Chaim Katzman havde i sommeren 2015 købt et stort norsk ejendomsselskab for knap 1,5 milliarder kr. og i den forbindelse udtalte Katzman:

”Ved at være til stede i hele den nordiske region er vi blevet interessante for globale brands. Den nordiske region byder på store fordele, som mange internationale investorer overser. Her er transparens, et velfungerende retssystem, stærke valutaer og veluddannede befolkninger,” sagde Katzman dengang til Bloomberg og annoncerede, at han var klar til at ekspandere kraftigt i Danmark, hvilket siden er sket med blandt andet en investering på omkring 560 millioner kr. i et kombineret bolig- og butiksbyggeri i Køge, der også skal huse rådhus og andre offentlige funktioner.

Mens tankerne om at bringe de fem nordiske lande sammen i en fælles stat i varierende grad har opbakning blandt erhvervsfolk og engagerede fritænkere og debattører, arbejder regeringerne i de nordiske lande med mere pragmatiske skridt. Den norske regering, der har formandskabet i Nordiske Ministerråd, har således formuleret planer for, hvordan de nordiske lande skal stå tættere sammen i Europa. Samtidig har statsminister Erna Solberg gjort det klart, at hun agter at repræsentere nordiske synspunkter, når hun til juli deltager ved G20-topmødet i Hamburg på særlig invitation fra Tysklands kansler, Angela Merkel.

Selv om Gunnar Wetterberg igen og igen møder skepsis over for sit forslag om at skabe The United Nordic Federation, får det ham ikke til at miste modet.

”Gennem historien har vi set masser af eksempler på, at statsdannelser og unioner kommer og går. Men det er processer, som tager meget lang tid. Den generation af politikere, der er ved magten i dag, er formet af historiske begivenheder omkring 1990 med Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og vedtagelsen af Maastrichttraktaten, der skulle forandre EF til EU. Det er de alle meget prægede af, og det er klart, at det tager tid, før man indser, at man bliver nødt til at reagere på de aktuelle forandringer i Europa,” siger Wettergren.