Nyt job: Nils Smedegaard Andersen gør comeback som bestyrelsesformand for Unilever

Nils Smedegaard Andersen skal hjælpe den legendariske hollandsk-britiske Unilever-koncern helskindet igennem en mindre kriseperiode med vigende indtjening og uro i aktionærkredsen.

Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
Claus Kragh

Nyt job

Hvem?
Nils Smedegaard Andersen

Hvilket job?
Bestyrelsesformand for Unilever

Hvorfra?

Medlem af Unilever-bestyrelsens revisionsudvalg

Baggrund

2018: Bestyrelsesformand i AkzoNobel, multinational kemikoncern
2016: Medlem af BP’s bestyrelse
2015: Medlem af Unilevers bestyrelse
2007-2016: CEO, Mærsk
2001-2007: CEO, Carlsberg
1983-2001: Internationale salgs- og marketingsjob i bryggeribranchen
1982: Cand.oecon. Aarhus Universitet

Største udfordring?

Posten som bestyrelsesformand i Unilever er et opsigtsvækkende comeback for Nils Smedegaard Andersen. I 2016 blev han fyret som koncernchef i Mærsk, efter at virksomheden var blevet for længe i olie og gas, flere gange havde sagde nej tak til at træde ind i vindmølleproducenten Vestas og ikke i tide fik justeret containerkapaciteten til nedgangen i Asien-handlen.

Nu skal Smedegaard – eller Nils Andersen, som han hedder uden for Danmark – yde sit bidrag til, at den legendariske hollandsk-britiske Unilever-koncern kommer helskindet igennem en mindre kriseperiode med vigende indtjening og uro i aktionærkredsen.

Unilever sælger såkaldte fast moving consumer goods og står bag kendte brands som Dove, Magnum og Lipton. Virksomheden omsatte i 2018 for hele 380 milliarder kroner, men er udfordret af, at store nye markeder som Kina, Brasilien og Indien ikke længere leverer stor vækst, og samtidig er man ude i benhård konkurrence med selskaber som Nestlé og amerikanske Kraft Heinz. Sidstnævnte forsøgte sig i 2017 med en fjendtlig overtagelse af Unilever til en værdi af over 800 milliarder kroner. Tilbuddet blev afvist, men blev af Unilever-toppen beskrevet som en nærdødsoplevelse.

Smedegaard afløser hollænderen Marijn Dekkers, der kun har siddet tre år på formandsposten. Dekkers gjorde sig upopulær blandt den britiske del af ejerkredsen, da han sammen med daværende CEO Paul Polman som forberedelse på Brexit forsøgte at samle selskabets ledelse i Rotterdam. Det blev dog afvist af aktionærerne og har nu reelt kostet både Dekkers og Polman deres poster. Og ifølge hollandske medier anses det for at være en fordel, at ”Mr. Andersen” er dansk.  

Uanset om Smedegaard bliver en forbigående eller mere varig bestyrelsesformand, er posten en fjer i hatten på en dansk erhvervsleder, der fik en alt andet end tilfredsstillende exit fra Mærsk.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu