Generaler forbereder sig efter sigende altid på den sidste krig de tabte, aldrig på den næste krig, som kommer. Det klassiske eksempel er Frankrig i mellemkrigstiden, der byggede Maginot-linjen mod sin østlige grænse for at imødegå en gentagelse af Første Verdenskrig. De franske generaler og politikere forberedte sig på endnu en langvarig udmattelseskrig og havde ikke taget højde for tyskernes nyudviklede, mobile blitzkrieg, der gennem en dristig manøvre nord om fæstningslinjen gennem Ardennerne satte de franske styrker skakmat på få uger.

En dansk parallel er befæstningen af København og konstruktionen af Vestvolden rundt om hovedstaden i slutningen af 1800-tallet. Et forsøg på at undgå en gentagelse af tidligere kriges ydmygende bombardementer af København. Desværre var fæstningsanlægget, der på daværende tidspunkt var danmarkshistoriens største enkeltinvestering, blevet forældet af nye langtrækkende kanoner, allerede kort tid efter at byggeriet stod færdigt.     

Ser vi på Danmarks aktuelle udfordringer, er vi desværre fortsat tilbøjelige til at se på fortiden, når vi skal forberede os på fremtiden.

Uddannelse til fortiden

Et eksempel er uddannelsespolitikken eller måske manglen på samme. Uddannelse af fremtidens talenter er altafgørende for en lille nation som vores, dels af hensyn til konkurrenceevnen, men også fordi succes i uddannelsessystemet er blevet en forudsætning for en plads på arbejdsmarkedet, et aktivt medborgerskab og et liv uden for kriminalitetsstatistikkerne. De sidste årtier har vores politikere og embedsværk stirret sig blinde på PISA’s rigide og bagudskuende ranglisteplaceringer, som utallige reformer ikke har formået at gøre synderligt ved, imens vi har forsømt uddannelsessystemets største udfordring, nemlig marginaliseringen og ekskluderingen af en stadig voksende gruppe utilpassede drenge.

Vi har ignoreret og udsultet erhvervsuddannelserne, vi har fortrængt manglen på de afgørende elevpladser, og vi har indrettet en folkeskole, der er forbeholdt de stille og veltilpassede. Og vi glemmer strategisk at forholde os til, at de fleste af de jobtyper, som venter vores unge talenter, slet ikke er opfundet endnu. Danmarks tidligere førerposition på uddannelsesfronten er delvist sat over styr gennem et dysfunktionelt samspil mellem faglige territorialkrige, politisk fedtspil og bureaukratisk vanetænkning.       

Et andet trist eksempel er miljø- og landbrugspolitikken, hvor velmenende men kortsigtede hensyn til den etablerede landbrugsindustri har sat nødvendige langsigtede strategier skakmat. En konservativ branches forsøg på at fastholde 80’ernes priskonkurrence og statsstøtte har fanget store dele af dansk landbrug i en industriel tankegang, med store omkostninger for både miljø, dyrevelfærd, folkesundhed og den enkelte landmand, der har sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen ved konventionel produktion.

I mange år har vi manglet visionære og modige planer, der kan drive de nødvendige omlægninger til bæredygtig produktion samt sætte en stopper for den voksende trussel fra multiresistent smitte. Der sker mange positive ting på fødevarefronten i Danmark i disse år, men det er en udvikling, som vi først og fremmest kan takke private pionerer og ildsjæle for – ikke politikere eller branchen.

Og vi bliver desværre nødt til at tage vores forsvarspolitik, eller snarere krigspolitik, med i opremsningen. På trods af de fejlslagne indsatser i både Afghanistan, Irak og Libyen insisterer Danmark på at skabe fred og demokrati i verden gennem luftbombardementer og landtropper. Vi forsøger mentalt at gentage og forbedre NATO’s indsats i Jugoslavien i 90’erne, i stedet for at forholde os ydmygt til de militære midlers begrænsning. En af mine tyske venner, der er pensioneret officer fra Luftwaffe, sammenligner Europas bombekampagner med, at man stikker sin hånd ned i en spand med vand og plasker løs. NATO og USA er gode til at plaske virkelig voldsomt og spilde en masse vand, men når man trækker hånden op igen, vil vandet alligevel udfylde hullet efter den plaskende hånd på et øjeblik.

Forbundne kar

Det er ikke nemt at være politiker – smalle mindretalsregeringer må kæmpe om opbakning fra sag til sag, og internationale kriser stjæler det økonomiske råderum, imens pressen interesserer sig mere for spin og den politiske kamp end for substans og visioner. Der er mange gode begrundelser og undskyldninger. Men det til trods har vi stadigvæk behov for at vende os mod fremtiden og udvikle ny politik, der forholder sig til morgendagens udfordringer.

Dette er især vigtigt, fordi de accelererende trusler spiller sammen, og fordi en forfejlet eller utilstrækkelig politik på et område har konsekvenser på mange andre felter. Således er forsvarspolitik i dag blevet skattepolitik: Vestens forfejlede militærindsats i Afghanistan, Irak og Libyen har sammen med passivitet i Syrien og utilstrækkelig bistand til FN accelereret den flygtningetilstrømning til Europa, som i dag truer de topskattelettelser, som regeringen og deres støttepartier havde gået og glædet sig til.

På tilsvarende vis er der en direkte linje fra vores mangelfulde skolepolitik til de aktuelle integrationsproblemer med unge mænd med indvandrerbaggrund, der føler sig så konsekvent ekskluderet af resten af samfundet, at de kriminelle og radikaliserede miljøer bliver deres fristed. Og får vi ikke snart taget os gevaldigt sammen på klimafronten, er alt andet ligegyldigt.

Frygten for tab

Hvorfor er det, at vi bruger så megen energi på at genkæmpe gamle krige og forsvare gamle privilegier, i stedet for at fokusere på nye muligheder og fordele? En af årsagerne ligger desværre i vores menneskelige natur, eller nærmere bestemt i den måde, vores hjerner fungerer på. Den Nobelpris-vindende psykolog Daniel Kahneman beskriver i sin forskning vores lede ved oplevelsen af tab, såkaldt ”loss aversion”. Hvis vi oplever at miste noget, som vi føler os berettiget til, så tillægger vi det omtrent dobbelt så meget værdi, som hvis vi havde fået den samme ting foræret, uden at vi havde regnet med det. Taber du 100 kroner ud af din pung, så gør ”tabet” dobbelt så ondt som din glæde ved at finde 100 kroner på gaden. Denne mentale brist eller bias påvirker os i alverdens sammenhænge, fra aktiehandlere, der holder for længe på dårlige aktier, til sportsfolk, der spiller en tand dårligere, når de føler sig sikre på, at et uafgjort resultat er hjemme.

Samfundsmæssigt og politisk giver disse mentale dynamikker os en konservativ tilbøjelighed: Truede privilegier vejes ud fra en anden skala end morgendagens fordele. Det er måske noget af forklaringen på, at Liberal Alliance er ekstra kede af udsigten til at miste deres lovede topskattelettelser, at generalerne drømmer om nye kampfly, der kunne have hjulpet dem i den sidste krig, de tabte, og at myndighederne hellere vil fastholde en kriminalisering af hash end indrømme, at årtiers misbrugspolitik har spillet fallit.