S: ”Det er nødvendigt at få politiseret EU-debatten”

Fem EU-ordførere svarer på, hvorfor EU-debatten skal være så fyldt med forbehold.
Svar på tiltale

Analysen ”Selvfølgelig er EU løsningen på problemet, men …” viser, at danske politikere har overordentlig svært ved at udtale sig om EU uden at pakke det ind i forbehold og skepsis. Vi har givet 5 EU-ordførere mulighed for at forklare, hvorfor det skal være sådan.

AL: ”Det er svært at få lov at være kritisk, samtidig med at man er positiv”

S: ”Det er nødvendigt at få politiseret EU-debatten”

EL: ”Det virkeliggjorte Sovjet var noget møg, ligesom det virkeliggjorte EU er noget møg”

V: ”Man har ikke den grundlæggende enighed om, at man skal være med”

DF: ”Hvis du søger asyl i Danmark, får du en enkeltbillet til Tanzania”

Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, er grundlæggende EU-positiv. Men en positiv indstilling medfører ikke automatisk, at han støtter op om alle de tiltag, der kommer fra EU.

”Jeg tror på, at det er den fælles ramme, der gør, at vi kan håndtere alle de store grænseoverskridende problemer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg mener, at alt inden for rammen fungerer, og at den politiske prioritering er på de emner, jeg som socialdemokrat synes er vigtige, at vi løser.”

Derfor mener han, at det er nødvendigt at få politiseret EU-debatten, så det i stedet for at være et spørgsmål om leave eller remain bliver en politisk kampplads mellem ideologi og partisynspunkter. Arbejdskraftens frie bevægelighed, der trumfer lønmodtageres vilkår og muligheden for at differentiere sociale ydelser, er EU-emner, som Peter Hummelgaard Thomsen gerne vil kaste lys på. Ved at sætte fokus på de mere kritisable sider af EU håber han på at sende et signal om, at der findes nogen, som gerne vil diskutere EU’s udvikling.

Derfor anser han det for at være en falsk konflikt, når diskussionen ofte kun handler om yderpolernes henholdsvis meget positive eller meget negative holdninger til spørgsmålet om en stadig tættere integration på alle politikområder.

”Den reelle konflikt er det politiske indhold, som defineres af de regeringer, der er valgt rundt omkring,” siger han.

Faktisk mener Peter Hummelgaard Thomsen, at den manglende politisering af EU er årsagen til unionens fundamentale krise. Han mener, at det er på tide at gøre op med ideen om, at det er for svært at forklare vælgerne, at man godt kan være kritisk over for noget, selv om man grundlæggende er for det.

”Hvis ikke det lykkes at få politiseret diskussionen om Europas udvikling og vise, at der er forskel på et blåsort Europa og et rødt Europa, vil man forblive fanget i en leave vs. remain-diskussion, og her vil leave altid vinde,” siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Han ser debatten om fremtidens EU som et udtryk for en kamp mellem det, man kan kalde for euroideologi, repræsenteret ved bl.a. Uffe Ellemann-Jensen og Marlene Wind, og en mere national ideologi, tydeligst repræsenteret ved DF. Her vil førstnævnte altid tabe, og det vil ikke medføre noget godt for Europa på den lange bane, mener han.

Peter Hummelgaard Thomsen ser finanskrisen som en af de store årsager til den stigende EU-skepsis i de europæiske befolkninger. Forklaringen er, at EU har valgt at løse krisen med neoliberale værktøjer, og at alle ikke har været enige om, at det var en god idé.

”For mig at se er EU’s kerneproblem ikke, at vi ikke taler pænt nok om det, sådan som Radikale Venstre siger. Europas problem er, at der på mange områder bliver ført en forkert politik. Det skaber frustrationer, som er let for de populistiske partier at kanalisere over til at sige, ’jamen så skal vi melde os ud’.”

Ifølge ham har EU haft et blåsort flertal de sidste mange år, og det har naturligt medført en blåsort politik. Det medfører også, at Peter Hummelgaard Thomsen som socialdemokrat ikke kan være for alt, hvad der kommer fra EU. Samtidig mener han, at de udfordringer, befolkningerne står over for, ikke er blevet løst. Men han siger på den anden side også, at det ”formentlig kun vil blive værre, hvis man melder sig ud.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu