Silkeborg investerer i ledige for at få flere i job

Et team af jobcoaches har fået over 300 langtidsledige silkeborgensere i job. Nu udvides ordningen til at omfatte en langt større målgruppe.
Torben K. Andersen

Carina Christina Ewertsen fra Silkeborg havde ikke haft et job i mange måneder. Dagpengeperioden var for længst udløbet. Arbejdsmarkedsydelsen var også tæt på at stoppe, så gode råd var dyre for den 30-årige langtidsledige kvinde, der er uddannet jordbrugsteknolog og faglært landmand med kvæg som speciale.

Men et intensivt forløb med en personlig jobcoach fra Silkeborg Kommune gav bonus. Hun blev ansat som plantekontrollør hos NaturErhvervstyrelsen, hvor hun nu kontrollerer og vejleder landmænd om EU-støtte.

Velfærdens 2025-plan

Mandag Morgen sætter i resten af 2016 fokus på de største udfordringer for vores velfærdssamfund - vi kalder det "Velfærdens 2025-plan".

Har du forslag, tanker og ideer til vores kortlægning, så skriv til os på [email protected], og vær med til at sætte dagsordenen.

Den samlede kortlægning vil blive præsenteret på Velfærdens Innovationsdag - en konference med over 1.000 deltagere, der løber af stablen 26. januar 2017.

Se flere artikler fra temaet her.

Carina Christina Ewertsen er et eksempel på de over 300 langtidsledige silkeborgensere, der siden februar sidste år er hoppet ud ad arbejdsløshedskøen og enten har fået et job eller er gået i gang med en uddannelse. Silkeborg Kommune har så stor succes med jobcoaches til langtidsledige, at ordningen nu skal udbredes til en langt større målgruppe.

”Det er gået over al forventning. Vi har hjulpet mange flere til at blive selvforsørgende i form af job eller uddannelse, end vi havde regnet med, da vi lavede vores businesscase,” siger afdelingsleder Ann Tversted fra Silkeborg Kommune.

Udvider målgruppen

Ordningen var oprindelig tænkt som en ekstra hjælp til de langtidsledige, der havde mistet retten til dagpenge, og som nu var i fare for ikke at komme i job, inden deres arbejdsmarkedsydelse også stoppede. De fik derfor mulighed for at få et mere intensivt forløb med en personlig jobcoach en gang om ugen. De hyppige individuelle samtaler gav en tæt kontakt, mulighed for at se på helt nye jobområder og søge helt andre stillinger end dem, som de ellers var vant til, oplyser projektleder Michael Thiessen.

”Det er vigtigt at få en forventningsafstemning med borgerne, og så bygger vi ellers på derfra. De skal arbejde med deres jobperspektiv og deres eget selvbillede. Og så slipper vi dem først, når de er flyvefærdige,” siger han.

I takt med at arbejdsmarkedsydelsen bliver udfaset, har kommunen udvidet målgruppen til også at omfatte ledige i slutningen af dagpengeperioden. I første omgang otte uger før dagpengeperiodens udløb. Fra 1. september omfatter målgruppen nu også ledige efter 19 måneder på dagpenge. Og til årsskiftet tilbydes den individuelle og håndholdte opfølgning allerede efter 16 måneders ledighed.

Succesen kan også mærkes i kommunekassen. Det har ganske vist kostet nogle penge at sætte ordningen i gang med to sagsbehandlere og en virksomhedskonsulent med tæt kontakt til det lokale erhvervsliv. Men pengene er kommet mange gange igen.

”Da vi lavede vores businesscase, havde vi en forventning om at kunne spare 1,7 millioner kr. i løbet af projektperioden på to år. Men effekten har været meget større, da flere end forventet er kommet i arbejde, og vi samtidig har udvidet målgruppen. Nu regner vi med et provenu på langt over 10 millioner kr., når udgifterne til de ekstra hænder er trukket fra, og vi har taget højde for, at nogle af de ledige ville være kommet i job uden den nye ordning,” siger Ann Tversted.

Succesen har også betydet, at byrådet nu har forlænget ordningen i to år mere.

LÆS OGSÅ:

’Helhedsindsats’ får udsatte familier tilbage i samfundet

Fyn får unge i gang

Lolland Kommune sætter familien for bordenden


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu