Mens den første generation af smart cities udelukkende blev styret og defineret af de store teknologivirksomheders behov for at få afsat nye produkter og intelligente tech-løsninger – og dermed skabe helt nye (kunstige) markeder – så blev det med smart city version 2.0 i højere grad byerne selv, som satte dagsordenen. Her havde visionære bystyrer forstået, at de selv var nødt til at definere og afgrænse, hvilke problemer de ønskede at løse med ny teknologi, inden man lod tech-selskaberne komme til.

De fleste smart cities befinder sig stadig i 2.0-fasen, og visse steder er det endda stadig smart city 1.0, som dominerer.

”Standarddefinitionen på smart city handlede tidligere alene om intelligent styring af byer ved hjælp af indbyggede sensorer, big data og IoT. Det var den gyldne definition. Men forståelsen er nu langt bredere og handler i dag om enhver form for brug af data, analyse og ny teknologi, så vi reelt taler om digitale byer frem for ’smarte’ byer,” siger Simon Giles, leder af Global Cities i den britiske afdeling af konsulenthuset Accenture.

Han og flere andre peger dog på, at det, man kan kalde smart cities 3.0, er i hastig fremmarch, og det udvider begrebet til også at omfatte et af tidens hotteste politikudtryk, samskabelse. Førende byer verden over er således begyndt at give borgerne mulighed for at deltage i udviklingen af intelligente lokale løsninger på specifikke problemer ved hjælp af fælles åbne data-platforme. Eksempelvis ved at gøre det muligt for borgerne systematisk at stille kompetencer til rådighed til fælles glæde.

”Der er flere måder, man kan gøre det på. En måde kan være at udvikle en slags deletjenester, så andre borgere kan få adgang til specifikke færdigheder on-demand. En anden løsning er at co-source de færdigheder, man ønsker til løsning af en bestemt opgave, og derfor betaler man kun for dem, mens man har brug for dem. Og den tredje variant er, at man som by forsøger at udvikle en række digitale tjenester, som små og mellemstore virksomheder så benytter on-demand,” siger Simon Giles.

Samskabelse ægger til innovation

Som eksempel på udfordringer, han mener byer og lokalstyrer med fordel kan løse ved samskabelse og brug af åbne digitale platforme, er en langt mere effektiv integration af indvandrere i samfundet.

”I stedet for at byen selv står for at udtænke alle løsninger, så kan man lade innovative entreprenører udvikle en app eller andre digitale løsninger, så flygtninge fra eksempelvis Syrien kan bruge dem, så flygtningene selv står for en del af integrationen, frem for at de skal gå til kommunen, kæmpe med bureaukratiet eller have hjælpe fra oversættere,” siger Simon Giles og tilføjer:

”På den måde skubber kommunen til innovationen blandt iværksættere, og byen bliver reelt en drivkraft i udviklingen af nye tjenester og produkter, men behøver ikke selv at lave dem. Og det er en langt mere effektiv måde at udnytte markedsøkonomien, samtidig med at du effektivt udvikler helt nye sektorer. Men det kræver en helt ny tænkning. Byerne skal meget mere præcist definere, hvad de vil have løst – og så ellers overlade det til byens borgere at bidrage.”

Simon Giles pointerer, at fremgangsmåden som udgangspunkt ovenikøbet kræver meget lidt kapital.

”Det er det smukke ved den digitale verden, at barriererne for at byde ind er yderst begrænsede. Og der er fundamentalt set ikke noget, der stopper byerne i at sætte det i værk. Det kræver blot en visionær leder og et stærkt ledelsesteam, der er parat til at tænke byudvikling langt mere radikalt,” siger han.

Simon Giles, der har besøgt Danmark en del gange, er overbevist om, at digital samskabelse i forbindelse med større udfordringer godt kan lade sig gøre i byer som Aarhus og København.

”For I har både de rigtige færdigheder og størrelse. I er hverken for store eller for små til at prøve det af, og samtidig har I ressourcerne og lysten til at afprøve nye ting. Det svære er at få overbevist folk om, hvordan teknologien, deletjenester og samskabelse kan gøre bystyret mere effektivt og forbedre borgernes liv.”