”Først skal socialdemokratiet genopleve sin ambition om at skabe historien i stedet for at genopleve den (…). Dernæst skal vi genopbygge vores evne til effektivt at kæmpe for vores idealer.”

Sådan skriver Poul Nyrup Rasmussen, tidligere dansk socialdemokratisk statsminister, og Udo Bullmann, ledende tysk socialdemokrat og Europaparlamentsmedlem for SPD siden 1999, i essayet ’The Social Democracy To Come’, der næsten har karakter af et politisk kampskrift.

Løsningen på socialdemokratismens svækkede status i den europæiske politiske virkelighed er at ændre logikken bag globaliseringen, der er de europæiske samfunds største udfordring i disse år. Det skal ifølge de to topsocialdemokrater ske ved at høste globaliseringens fordele og minimere dens ulemper bl.a. gennem et styrket FN og EU – ikke for at styrke disse institutioner, men for at sikre bedre løn, uddannelse og velfærd for samfundets mest sårbare. Disse fremskridt kan kun finansieres gennem en mere fair beskatning på globalt niveau. I øjeblikket er Europas socialdemokrater langt fra at kunne levere på disse dagsordener.

Selv om socialdemokraterne har lidt mange nederlag i de senere år og har set populister på begge fløje løbe med deres kernevælgere, er kampen ikke tabt. Se figur 1. Socialdemokraterne kan ifølge Nyrup og Bullmann atter forme historiens gang, ligesom de i høj grad gjorde det i den industrielle udviklings barndom i begyndelsen af forrige århundrede, hvor man løftede en forarmet arbejderklasse ud af fattigdom. De to forfattere peger i deres essay på en række områder, hvor socialdemokrater bør skride til handling og få vendt deres egen og verdens udvikling til det bedre.

”For os er selve konceptet ’bæredygtig udvikling’ hjørnestenen i at skabe en ny holistisk agenda for social fornyelse, økonomisk modernisering og miljømæssig beskyttelse,” lyder det fra Nyrup Rasmussen og Bullmann, som insisterer på, at bæredygtighed på alle tre niveauer er opskriften på at sikre en mere fair globalisering.

De to socialdemokrater har identificeret syv forandringsniveauer og politikområder, der tilsammen skal forandre verden. Se tekstboks. Målet er at gøre globaliseringen mere socialt retfærdig ved bl.a. at forhindre virksomheders og borgeres skatteunddragelse. Den tredobbelte bæredygtighed med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål er fundamentet, ligesom EU og FN, der har hver deres krise at slås med, udpeges som det centrale politiske forum, der skal styrkes eller sågar genopfindes, hvis det nye socialdemokratiske projekt skal lykkes. Oprettelse af et globalt finansielt register er en af de store ambitioner, som det langt fra bliver let at få gennemført, men som omvendt synes mere realistisk i dag end for 10 år siden.

Mens Poul Nyrup Rasmussen ikke ønsker at uddybe tankerne i essayet på anden vis end ved at understrege, at det skal forstås i en europæisk kontekst, vil Udo Bullmann gerne forklare sig nærmere. Han siger f.eks. om ønsket om at styrke EU:

”Det er en fejl at tale EU ned. Det handler ikke om mere EU, men om et anderledes EU, som er tættere på sine borgere. Vi ser intet alternativ til EU – vi må have en holistisk tilgang, en positiv framing og give et klart perspektiv,” siger han.

Den røde tråd, som væver kampskriftet sammen, er et traditionelt socialistisk fokus på fælles handling og kollektiv bevidsthed, for på trods af socialdemokratiernes nedadgående vælgertilslutning over det meste af Europa er den kernesocialdemokratiske appel til fællesskabet stadig vejen frem. Mennesker verden over har fælles interesser, fordi de alle påvirkes af globaliseringens kræfter.

Stram udlændingepolitik er løsningen

Herhjemme er Dan Jørgensen, integrationsordfører for Socialdemokratiet, i øjeblikket pennefører på partiets nye principprogram, der skal fremlægges på næste års partikongres. Han er enig med Nyrup og Bullmann i, at EU og FN skal styrkes, og han deler opfattelsen af, at de socialdemokratiske partier mange steder i Europa ikke længere spiller tidligere tiders markante rolle.

”Det er helt åbenlyst fordi, man ikke har været god nok til at svare på de spørgsmål, vælgerne har haft. Man har ikke haft gode nok svar på, hvordan man skaber mere lighed i samfundet, og hvordan man skaber regler i en verden, der er på vej til at løbe løbsk med alle globaliseringens udfordringer,” siger Dan Jørgensen.

Det tidligere Europa-Parlamentsmedlem peger her specifikt på udlændingepolitikken, som mange af søsterpartierne efter hans mening har forsømt at bringe i øjenhøjde med vælgerne.

”Der er socialdemokratier i Europa, som stadig har en meget lempelig udlændingepolitik, men der er ikke rigtig noget sted i Europa, hvor det standpunkt kan skabe opbakning. Når man har så lempelig en politik på det område, tror jeg, at folk føler, at der ikke bliver taget hånd om de udfordringer, der er i stort set alle europæiske lande. Min anbefaling er derfor, at man tager integrationsspørgsmålet mere alvorligt,” siger han og indrømmer samtidig, at hans eget parti indtil for få år siden, hvor man strammede udlændingepolitikken markant, heller ikke tog mange vælgeres bekymringer i forhold til integration alvorligt nok.

I samme moment afviser Dan Jørgensen kategorisk, at Socialdemokratiet i Danmark skulle være i krise.

”Jeg synes ikke, at vi har svigtet mere end andre partier. Der er ikke nogen partier, der har fundet løsningen på, hvad vi gør for at bekæmpe social dumping, som jo skaber tabere i en verden med så stor konkurrence, og hvor arbejdskraften kan bevæge sig frit. Så jeg synes ikke, at mit parti er i krise,” siger han.

En anden af konklusionerne i Bullmann og Nyrups skrift er, at de europæiske socialdemokratiers troværdighed mange steder hænger i en tynd tråd, fordi partierne igennem mange år ikke har formået at løse almindelige menneskers problemer og give dem en tro på fremtiden. Mange europæere i både arbejder- og middelklassen har mistet deres job på grund af økonomiske forandringer i perioder med socialdemokrater ved regeringsmagten, eller de er blevet tvunget ud i det såkaldte ’prekariat’, der er en af de negative konsekvenser af globaliseringen og er karakteriseret ved usikre ansættelser, dalende lønninger og færre rettigheder, ligesom den rivende digitale forandring på samme måde har medført et tab af mange traditionelle typer job.

Ifølge Nyrup og Bullmann har socialdemokraternes mange ’nødvendige’ reformer op igennem 1990’erne og 00’erne eksemplificeret ved især Tony Blairs britiske Third Way på lange stræk været en fejltagelse. Ikke mindst fordi man her har svigtet sin egen fornemmeste opgave, nemlig at sørge for, at ingen bliver ladt tilbage.

”De har ret i, at den deregulering af finanssektoren, som skete, også med socialdemokraters støtte nogle steder i Europa, har været dybt, dybt skadelig, og det har været noget af det, der førte til finanskrisen. Man har ført en fejlagtig politik, og fremadrettet kan vi gøre det meget bedre. Man kunne f.eks. lave en finansiel transaktionsskat, som vil være noget af det, der kunne sikre en mere retfærdig fordeling af midlerne i Europa og også have en adfærdsregulerende effekt i forhold til finanssektoren,” siger Dan Jørgensen.

Genskab brudt tillid

Verdenssamfundet har vist sig magtesløst, når det handler om at bekæmpe årsagerne til de enorme migrationsstrømme, og her må socialdemokraterne levere resultater i den overnationale kamp for menneskelig anstændighed. Samme analyse gør sig gældende i henseende til klimaforandringerne, også her må socialdemokratierne skride til handling. Det skal bl.a. ske gennem et øget samarbejde mellem de politiske partier, det progressive civilsamfund og almindelige mennesker.

André Krouwel, lektor i komparativ politik ved Vrije Universiteit Amsterdam, konstaterer, at de europæiske socialdemokratiers manglende evne til at løse folks problemer har kostet dem vælgernes tillid. Det er hovedforklaringen på socialdemokratiernes krise, og det bliver ikke nogen nem opgave at genopbygge tilliden.

”Socialdemokraterne skal lave en ny social kontrakt, som er troværdig, som har grupper, der støtter den, og som har en underliggende økonomisk politik, der er troværdig. De kan ikke gå tilbage, for det gamle land eksisterer ikke. De skal opfinde et nyt land. Det handler om, at socialdemokraterne skal få skabt sikkerhed for alle deres vælgere, både hvad angår arbejde, derhjemme og på boligmarkedet,” siger han.

Socialdemokraternes vælgere har ændret sig gennem tiden, og det stiller krav til en ny form for politik. Ifølge André Krouwel bestod den traditionelle underklasse i mange europæiske lande tidligere af indfødte hvide mænd, men sådan er det ikke mere. I dag består underklassen typisk af mange kvindelige arbejdere, enlige mødre, arbejdsløse indvandrere etc. Det er en udvikling, som socialdemokraterne ikke har justeret deres politikudvikling til. Så når socialdemokraterne påstår, at deres politik henvender sig til den traditionelle underklasse, rammer den forbi den faktiske underklasse.

Men ikke nok med at underklassen har forandret sig, det har middelklassen også. Den er blevet bredere, men også mere fattig. Lige præcis her mener André Krouwel, at der skal mere til end en stram udlændingepolitik, hvis socialdemokratismen skal genvinde sin indflydelse i Europa. Det kræver blandt andet, at socialdemokraterne forstår og tilrettelægger deres politik ud fra, at den nedre del af middelklassen i dag er lige så svag som den tidligere arbejderklasse. F.eks. står mange unge i en så svag finansiel situation pga. dårlige ansættelsesforhold, at de ikke kan købe en bolig.

”Socialdemokraterne skal udtænke en ny kontrakt til de fragmenterede middelklasser. Hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få middelklassens stemmer, skal de sikre finansiel stabilitet og uddannelse af høj kvalitet,” siger han.

Et spil på flere niveauer

Socialdemokraterne kan udtænke nok så mange store strategier, men hvis de ikke har en stærk og karismatisk leder til at føre dem ud i livet, kommer det ikke til at gøre den store forskel. Man kan bare se på de resultater, som fordums store socialdemokratiske ledere som Tony Blair, tidligere britisk premierminister, og Willy Brandt, tidligere tysk forbundskansler, skabte. De var begge karismatiske ledere, der havde en samlende virkning på befolkningen.

Det mener Tim Bale, professor i politik på Queen Mary University of London, der peger på, at den politiske lederrolle er vigtig som aldrig før:

”Politisk popularitet i dag bygger mere end nogensinde på karismatiske ledere. Et af problemerne for de socialdemokratiske partier er, at de savner ledere, som kan fange fantasien og inspirere vælgerskaren. Hvis det ændrer sig, er der mulighed for, at partiernes fremtid også kan ændre sig,” siger han.

Men nu handler det ikke kun om, hvad socialdemokraterne selv gør gennem strategier og ledere med karisma. De bliver også påvirket af den politiske virkelighed, som de er en del af, forklarer Tim Bale, der kalder det et flerniveauspil. Det indebærer, at når det går rigtig godt for de andre partier, så trækker de selvfølgelig vælgere fra socialdemokraterne. Men hvis det heller ikke går godt for de politiske modstandere, og de ikke kan tilbyde et bedre alternativ, skifter folk ikke parti. Generelt foregår der dog i disse år over alt i Europa en vælgervandring fra midten og ud mod fløjene.

De socialdemokratiske partier havde generelt deres guldalder fra efterkrigsårene og frem til og med 1970’erne, og selv om det er usandsynligt, at socialdemokratismen igen vil kunne opnå samme tilslutning, betyder det ikke nødvendigvis, at den ender med at forsvinde.

”Politiske partier er ret tilpasningsdygtige, og de responderer på signaler, hvoraf det ultimative signal er vælgertab. På den ene side kan de ikke reagere ved pludselig at skifte til en position, der f.eks. er mere indvandringskritisk eller har et mere venstreorienteret økonomisk syn. Men de kan godt udsende signaler om, at de har hørt, hvad vælgerne siger, og at de ændrer deres holdninger i overensstemmelse med det,” mener Tim Bale.

Socialdemokratiets mørke fremtid

Det er et mørkt billede af verdens fremtid, Nyrup Rasmussen og Bullmann får opstillet, hvis ikke socialdemokraterne forstår, hvem de selv er, og hvilke værdier de repræsenter. De forudser, at hvis ikke den nuværende udvikling bliver brudt, vil de fleste mennesker om 100 år måske leve på en ”konfliktfyldt, udtømt og forurenet planet domineret af omnipotente og superrige eliter verden over”. Her er det socialdemokratiets opgave at vise, at en anden fremtid er mulig.

”I Europa kan de politiske partier ikke længere forlade sig på at appellere til en bestemt befolkningsgruppe. Men hvis du kan inspirere dine vælgere med en vision, om hvordan man kan forandre verden på en positiv måde, så har du muligheden for at skabe de nødvendige alliancer mellem forskellige grupper i samfundet,” siger Udo Bullmann.

Det er ikke kun ham og Nyrup, der har set skriften på væggen og tillægger socialdemokratiet en afgørende rolle i at vende verdens udvikling. André Krouwel peger på, at socialdemokratiernes rolle vil blive reduceret voldsomt inden for de næste 10-15 år, hvis ikke de ændrer politik. Det er f.eks. allerede sket i Ungarn, Tjekkiet og Polen, hvor den gamle venstrefløj til venstre for socialdemokratiet stort set er død.

”Men når vi får den første indvandringskritiske højrefløjsregering, vil vi se, at den økonomiske politik kommer til at fejle totalt, ligesom det sker i Ungarn lige nu. Ekstremisterne ødelægger og efterlader folk mindre lykkelige og mere usikre. Det kender vi fra hele verden, for i alle lande, hvor der ikke er noget moderat centrum, som kan mobilisere middelklassen og de lavere klasser, er der politisk dødvande, fattigdom og elendighed,” siger han.

Derfor mener Krouwel, at det vil være godt for ikke bare de europæiske socialdemokratier, men for hele samfundet, hvis de viser sig i stand til at indgå i levedygtige samarbejder med f.eks. kristendemokrater i Tyskland og Holland og de liberale og konservative i Norden.

”Alle bør – selv hvis de ikke kan lide partiet – håbe, at socialdemokratierne kan få gang i samarbejdet, for ellers kommer der idioter til magten, som vil ødelægge alt, hvad vi har. De vil ødelægge sikkerheden, det sociale netværk, uddannelsessystemet og tilliden til, at hvis man betaler skat, sker der noget for en. Hvis en regering ikke leverer, vil folk ikke længere betale skat, og så er alt tabt,” påpeger han.