Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Stram op – på dyrkningen af de danske værdier
KOMMENTAR: Kald det chokerende eller ej, at 28 procent af den danske befolkning ifølge en ny analyse vil sende muslimerne ud af landet. Man kan også kalde det et wakeupcall til os om at værdsætte og tro på vores egen kultur, religion og samfundsmodel.
I årtier har udlændingepolitikken fyldt hele bagtæppet af dansk politik fra kant til kant. Der har været gennemført stramning efter stramning på området, og emnet har afgjort regeringsmagten her i landet i en lang årrække, hvor Dansk Folkeparti kunne agere kongemager med faste krav om udlændingestramninger. Det var udlændingepolitikken, der bragte de borgerlige til magten i 2001, og det var skiftet i partiets udlændingepolitiske kurs, der bragte Socialdemokratiet tilbage til magten her i 2019.
Nu synes mange danskere ifølge den store, nye analyse foretaget af professor Jørgen Goul Andersen, som Mandag Morgen kan offentliggøre, at det er nok med stramningerne. For eksempel mener næsten halvdelen af danskerne – 47 procent – at de afviste asylbørn på Sjælsmark skal have bedre vilkår. Kun 21 procent af danskerne er imod.
Men over hver fjerde – hele 28 procent – er enige i synspunktet om, at muslimske indvandrere helt bør sendes ud af landet. Helt på linje med en kontroversiel politiker som Rasmus Paludan fra Stram Kurs, der trods alt kun fik 1,8 procents tilslutning ved valget i juni. Under halvdelen af danskerne – blot 45 procent – er uenige i den holdning, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet.
Som altid er udlændingepolitikken et sted, hvor den danske befolkning er stærkt polariseret. Der er en betydelig forskel i holdningerne hos unge og ældre, hos kortuddannede og højtuddannede og hos højre- og venstrefløj rent politisk. Men der er 28 procent, der uden forbehold sender muslimerne ud af Danmark. Det er bemærkelsesværdigt.
Hvad det analyseresultat er et dybere udtryk for, kan vi kun gisne om. Men man skal nok ikke grave særlig dybt i de 28 procent, der nævner religionen som anstødssten, før vi finder den utryghed, den bekymring for vores danske værdier, som er helt forståelig, og som fødes hver dag af historier i medierne om alt fra muslimsk invasion af Højskolesangbogen med en ny muslimsk sang, til diskussion om kønsopdelt svømmeundervisning og til hærgende indvandrebander og bilafbrændinger i et fredeligt boligkvarter.
Per 1. juli 2019 er der i alt 801.026 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 13,8 procent af den samlede befolkning. Godt en halv million personer har oprindelse i ikkevestlige lande. Indvandrere og efterkommeres andel af den samlede befolkning er steget fra 3,0 procent i 1980 til lidt over 13,8 procent i 2019. Andelen af indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund er steget fra 1,0 procent af hele befolkningen i 1980 til 8,7 procent i 2019.
I Danmark er det ikke lovligt at registrere folk på baggrund af deres religion, medmindre de giver lov til det. Derfor findes der ikke officielle tal på, hvor mange muslimer der er i Danmark. Brian Arly Jacobsen, der er religionsforsker og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, har i flere år lavet estimater på, hvor mange muslimer der er i Danmark, og han er ifølge www.TjekDet.dk i en artikel fra juni i år nået frem til, at der er cirka 320.000 muslimer i Danmark per 1. januar 2019. Det svarer til, at 5,5 procent af den danske befolkning skulle være muslimer.
Når 28 procent af befolkningen ifølge analysen går ind for at sende muslimske indvandrere ud af Danmark, og kun 45 procent taler imod, så er det både markant og sådan set i strid med grundlovens højt besungne danske hyldest til religionsfrihed.
Så når statsministeren nu i sin åbningstale forleden talte dystert om landet, der er ved at miste sin sammenhængskraft, og regeringen lægger op til intensiveret overvågning for at skabe tryghed og tillid alle steder fra byens gader og til landevejens jordbærbod, så er der måske andre greb i værktøjskassen, der også burde til, men som er forsvundet i velfærds- og klimasnakken.
Vi bør ganske enkelt stramme op. Ikke på udlændingelovgivningen, men på den nationale dannelse og bevidsthed, på vores kulturelle fællesskab, de værdier og det sprog, vi gerne vil karakteriseres ved. På viden om den kristendom, den historie og kulturarv, som er vores fundament i Danmark, uanset om man er muslim, jøde, kristen eller ateist. Kort sagt bør vi skrue op for selvtilliden og ikke gøre vores åbne, tillidsbaserede og trygge samfundsmodel til et angst og frygtsomt samfund med overvågning, intolerance og øget polarisering.
