Sundhed i skyen – et kig ind i den digitale fremtid på sundhedsområdet

Professionelle sundhedsundersøgelser via en app på telefonen. Operationer gennemført af læger, som befinder sig tusind kilometer væk. 3D-print af organer. Piller med en indbygget sensor, der indsamler informationer om hjerterytme, søvnrytme og kroppens øvrige reaktioner.
Det er nogle af elementerne i de kommende års digitale revolution, der radikalt vil kunne ændre den måde, vi som samfund og borgere forstår og håndterer vores sundhed på.
Dette inspirationsoplæg – udarbejdet for Danske Regioner – tegner konturerne af den digitale sundhedsrevolution og de konsekvenser, den vil få for borgere, fagpersoner og beslutningstagere. Det beskriver også nogle af de politiske spørgsmål og dilemmaer, som revolutionen i sundhedssektoren rejser.
Oplæggets vurderinger bygger på et omfattende skriftligt kildemateriale samt på baggrundsinterview med en række fagpersoner i og omkring den danske sundhedssektor.
Arbejder du med digital sundhed? Se også Mandag Morgens netværk for digital sundhed, hvor vi med oplæg fra offentlige og private aktører udforsker potentialerne i den digitale disruption af sundhedsområdet og drøfter mulighederne for at håndtere de nye udfordringer, den rejser.







