Hvor svært kan det være at blive grøn? Man opfører nogle tusinde møller i Nordsøen, dækker hvad der svarer til arealet af en håndfuld kommuner med solceller – og så er der pludselig masser af energi til at køre elbiler og flyve rundt i verden, som vi plejer. Ah! Vi kan bruge løs med god samvittighed.

Eller hur? Den markante svenske miljøforkæmper Anders Wijkman mener ikke, at vi bare kan fortsætte. Han siger, at vi er nødt til at diskutere selve størrelsen af forbruget.

”Vi må se på, hvordan vi kan opfylde vores behov på andre måder end gennem et evigt voksende materielt forbrug. Jeg tror, at grønnere teknologier er en del af svaret, men det er ikke nok. Vi skal bruge mindre,” siger han.

Wijkman har været en af Sveriges ledende forkæmpere for miljøet de sidste mange årtier som medlem af Riksdagen og Europa-Parlamentet og som formand ogbestyrelsesmedlem i en stribe markante svenske og internationale kommissioner og organisationer. Han er medlem af FN’s panel om ressourcer, og han er desuden æresformand for Romklubben.

”Elbiler, sol og vindenergi kræver også mange ressourcer at producere, så hvis vi blot fortsætter med at forbruge, som vi plejer, vil forbruget af materialer fortsætte med at stige, selvom vi udskifter til mere effektive teknologier,” siger Wikjman.

Hvis vi blot fortsætter med at forbruge, som vi plejer, vil forbruget af materialer fortsætte med at stige, selvom vi udskifter til mere effektive teknologier.

Det er forbundet med et stort CO₂-udslip at udvinde og forarbejde materialerne, og i mange tilfælde kommer udvindingen med store skader på biodiversiteten. Dertil kommer den voksende forurening fra affaldet. 

En opgørelse fra FN viser, at klodens forbrug af materialer er tredoblet siden 1970, og OECD forventer, at der er udsigt til yderligere en fordobling af materialeforbruget frem mod 2060 med de nuværende tendenser. 

Besparelserne bliver spist af vækst 

Allerede Brundtland-rapporten, der i 1987 lancerede begrebet ”bæredygtighed”, fokuserede på at afkoble økonomisk vækst fra ressourceforbruget. Drømmen var, at en stigende del af økonomien skulle være tjenester og oplevelser, som ikke kræver den store anvendelse af materialer.

Man talte om, at materialeintensiteten pr. dollar i økonomien skulle falde.

Men i praksis er det materielle forbrug fortsat med at stige, og i mange af årene siden Brundtland er materialeintensiteten faktisk steget, fordi en stor del af den globale økonomiske vækst har fundet sted i lande, hvor større velstand meget direkte omsættes til større huse, flere biler, mere mad, mere grej.

Enkelte lande – Danmark er en af duksene – har formået at bremse eller vende forbruget af materialer, men selvom teknologien er blevet langt mere effektiv, er besparelserne på globalt plan blevet fuldstændig ædt op af en voksende befolkning med stigende købekraft og krav til komfort. 

I mange tilfælde kan lande vise et faldende miljømæssigt fodaftryk, men det skyldes i højere grad, at gamle, materialekrævende industrier er flyttet til billigere lande, end at befolkningen er blevet gode til at spare på ressourcerne. 

Man kunne forestille sig, at vi indrettede os med en cirkulær økonomi med en fintmasket indsamling og genanvendelse af alle materialer og produkter, der fra starten var designet, så de var lette at reparere og nemme at skille ad og genbruge. Men i sidste ende handler det om at ændre vores forventninger og forestillinger om livskvalitet, siger Ander Wijkman. 

”Hvis du tilfældigt spurgte folk på gaden i København eller Stockholm, hvad der giver livskvalitet for dem, så ville det materielle forbrug måske være en af de ti vigtigste ting – men der er så mange andre ting, der skaber livskvalitet. Men når vi måler velstand, så er det kun forbruget, vi opgør.” 

”Under pandemien kunne folk ikke længere flyve til Mallorca, Grækenland og Thailand. Så de begyndte at opleve naturen i Sverige i stedet for – og mange mennesker indså pludselig, at der er andre måder at bruge sin fritid på og have det dejligt end ved at rejse tusinder af kilometer til udlandet.” 

”Vi skal ændre måden, vi taler om livskvalitet på. Vi skal hjælpe folk med at se, at der er andre ting i livet, der er mere tilfredsstillende end bare at købe flere ting. Vi er nødt til at påpege, at den måde, de fleste forbrugere tilfredsstiller deres behov på, ofte er uintelligent og præget af spild – og at det er i deres egen interesse at gøre det meget smartere,” siger Wijkman. 

Et indgreb i den personlige frihed

Enhver, der har forslag om tiltag på det grønne område, har ellers lært at sige, at det IKKE handler om afsavn. Vi skal ikke tilbage til uldne sweatre og bilfrie søndage, for forbrugerne vil ikke finde sig i begrænsninger i forbruget. Men Wijkman mener slet ikke, vi kan komme udenom at skride ind overfor den enkelte forbruger. 

Mange vælgere vil nok mene, at politikerne og samfundet ikke skal blande sig i, hvordan vi hver især lever vores liv? 

”Den personlige frihed er jo allerede reguleret. Jeg mener, du kan ikke bare gå hen og slå en person i ansigtet på gaden. Der er allerede regler for vores adfærd. Vi skal indlede en diskussion om det her, fordi det har med ansvar at gøre. Lige nu har vi et system, der favoriserer øjeblikkelig tilfredsstillelse. Vi vil have forbrug nu på bekostning af fremtiden.” 

”I årevis har vi stillet krav til virksomheder og myndigheder om at opføre sig mere ansvarligt, men måske er tiden inde til også at pege på, hvad vi forbruger som enkelte privatpersoner. Indtil videre har vi bedt forbrugeren om at gøre meget lidt, fordi vi har været bange for at krænke valgfriheden.

Men jeg tror, vi er nødt til at indse, at det ikke kun er systemet, den er gal med. Som individer er vi selv en del af problemet, og som forbrugere kan vi påtage os en meget mere aktiv rolle og bidrage til at dreje systemet i en anden retning,” mener Anders Wijkman.

Produkter tilbydes som tjenester

En mekanisme, der formentlig kan nedsætte det materielle forbrug, uden at det føles som et afsavn, er at ændre forretningsmodellerne fra at sælge produkter til at tilbyde det, brugeren har behov for, som en service. Det flytter hele logikken i markedsøkonomien, påpeger Wijkman: 

Når jeg køber en mobiltelefon, er fabrikanten ligeglad med, hvad der sker med den, så snart den er betalt.

”Når jeg køber en mobiltelefon, er fabrikanten ligeglad med, hvad der sker med den, så snart den er betalt. De er fokuserede på at udvikle og producere en ny model og overbevise mig om, at jeg bør skifte den gamle ud efter 12 eller 18 måneder.”

”Men hvis de i stedet tilbyder mig mobilen gennem en lejekontrakt, er det en helt anden logik. Så vil fabrikanten være mere interesserede i at designe et produkt, der holder, og som de kan fortsætte med at opdatere med nye tjenester, for så kan de tjene på noget, de allerede har produceret, i meget længere tid.” 

Wijkman fremhæver, at servicemodellen er særligt oplagt indenfor mobilitet, som et alternativ til at hver husstand har en bil stående, som ikke bruges 95 procent af tiden. 

Rationering og kvoter

Måske vi på nogle områder ligefrem kunne bruge rationering, foreslår Wijkman: 

”Jeg mener, rationering bliver accepteret, så snart der er en akut krise. Men man kunne også sige: ’Vi er ikke i en akut krise endnu, men det kommer vi, medmindre vi opfører os anderledes. Så her er, hvad du skal acceptere af begrænsninger’.”

”Jeg ved, det bliver ømtåleligt, men jeg synes, vi skal prøve det. Hvis vi ikke tager fat på problemerne fra forbrugsvinklen, kan jeg ikke se, hvordan vi skal komme ned på et eller to ton årlig CO_2-udledning pr. indbygger. Og det handler ikke kun om kulstof, det er også alle de andre materialer, vi overforbruger. Det er både økologi og klimakrise, der er i spil.” 

Wijkman forestiller sig, at vi hver især blev udrustet med en slags ”carbon kreditkort”, så hver gang vi betaler, bliver det registreret, hvad CO₂-udslippet ved det forbrug er. Hvis man overskrider en vis mængde udledninger, stiger CO₂-beskatningen stejlt – eksempelvis hvis man har fløjet eller kørt meget i bil. 

”Måske er det rigtigere at tale om kvoter end rationering. Hvis man har et CO₂-kreditsystem på individniveau, opstår der måske et marked for CO₂ -voter blandt enkeltpersoner. Så hvis du ikke bruger dine CO₂-kreditter, kan du overføre dem til en anden.” 

”Det lyder drastisk, men hvis vi stiller krav til virksomhederne om at reducere emissioner fra deres produktion og aktiviteter, hvorfor er det så ikke muligt at gøre det samme ved det forbrug, som du og jeg har? Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være så kontroversielt. Måske er jeg naiv,” siger Wijkman.

De rigeste udleder langt det meste 

I et globalt perspektiv er det tydeligt, at vi trækker meget forskelligt på klodens ressourcer. Wijkman har et ekstremt eksempel: 

”Jeg har en nær ven, som er meget rig. Han har en lille gård syd for Stockholm. Han har en stor lejlighed midt i Stockholm, han har et hus i St. Moritz. Han har et hus på Gotland og ét på en ø i Caribien. Og så er han medejer af et privat jetfly. Bare for sjov beregnede han og jeg sammen, hvad han udleder, og vi kom til den konklusion, at han sammen med sin familie genererer 1.500 til 2.000 ton CO₂ om året.”

Til sammenligning udleder den gennemsnitlige inder under to ton CO₂ om året, og danskerne udleder i snit omkring 11 ton årligt.

World Inequality Database har en sammenstilling af indkomster og CO_2-udledninger. Den viser, at dem,med de en procent højeste indkomster i verden – omkring 75 millioner mennesker – genererer 17 procent af de globale CO_2-udledninger. Verdens ti procent bedst tjenende genererer halvdelen af alle udledninger.

FN’s ressourcepanels undersøgelser viser, at den samme skæve fordeling går igen i forbruget af andre materialer som metaller og mineraler. 

Brug for en ny oplysningstid 

Den nedsættelse af forbruget, du taler om, er umiddelbart hverken attraktiv eller let. Det er et sværere valg end at fortsætte med at bruge løs. Hvordan kan ideen om mindre forbrug få fodfæste i en demokratisk markedsøkonomi? 

”Jeg tror ikke, du kan diskutere det uden at møde folk ansigt til ansigt. For 150 år siden var højskolerne og andelsbevægelsen rammen om oplysning og diskussioner, der var med til at gøre de nordiske lande til moderne demokratier. Vi har brug for noget lignende, tror jeg – en diskussion, hvor man virkelig møder folk. Ikke bare for at formidle budskabet top-down og fortælle dem, hvad de skal gøre, for det kommer ikke til at fungere.” 

Det er ikke kun forbrugerne, der har brug for oplysninger, siger Wijkman. 

”Tag nu økonomer, de ved intet om naturen. Forleden hørte jeg en biolog, der påpegede, at en skov vokser med to til tre procent om året. Og alligevel forventer dem, der investerer i skovindustrien fra den finansielle sektor at få et afkast på deres kapital på 10 til 15 procent årligt. Det er en fysisk umulighed i længden.” 

”Det finansielle system har forventninger til afkast, der er fuldstændig hen i vejret. Og selvom der er stor interesse for den grønne omstilling i mange virksomheder, så sidder de stadig fast i den meget kortsigtede økonomiske model.” 

Anders Wijkman medgiver, at det kan virke urealistisk at forvente, at vi vælger den mere nøjsomme vej fremad. 

”Jeg forsøger at lede efter løsninger, der på en velordnet måde kan bringe samfundet på rette vej i stedet for blot at acceptere, at det hele vil kollapse på den ene eller den anden måde, socialt og økologisk,” siger han.

”Vi står over for en afgrund. Jeg mener, det gør vi jo. Så jeg tror, vi skal overveje at præsentere mere drastiske ændringer, end folk normalt tænker på. Og måske fejler vi. Så vil folk generelt have besluttet, at de foretrækker valgfrihed mere end nogle begrænsninger, der kunne give verden et bedre grundlag for fremtiden. Og så vil vi få en katastrofe, der gør, at vi bliver nødt til at reformere samfundet efter det store sammenbrud. Men det ville være så meget mere smertefuldt end at handle nu,” siger Anders Wijkman.