Danmark er mere solidarisk med Bulgarien, end København er det med Tønder, når det gælder kampen mod den globale opvarmning. Og dét selvom det for drivhuseffektens vedkommende er ligegyldigt om co2-udledningen finder sted i Møgeltønder eller i Sofia.

Sådan er det, fordi Danmarks nationale klimaindsats er dårligt koordineret mellem staten og kommunerne og i øvrigt juridisk uforpligtende. Dette betyder, at Danmark som nation leverer langt dårligere resultater i kampen mod den globale opvarmning, end det ville være muligt, hvis staten og kommunerne koordinerede deres indsatser.

De danske kommuners klimaprofiler er meget forskellige på grund af geografi, erhvervssammensætning og lokal produktion. Men Mandag Morgens kortlægning af de 98 danske kommuners klimamål viser, at både borgmestre og lokale topembedsmænd i langt de fleste kommuner er uhyre bevidste om, at både borgere og erhvervsliv har forventninger til kommunens grønne omstilling.

Men selv om de 98 kommuner er frontløberne i Danmarks nationale klimaindsats, står det klart, at både koordineringen fra statens side og solidariteten mellem kommunerne i realiteten er væsentligt dårligere, end den eksempelvis er mellem EU-institutionerne i Bruxelles og de 28 EU-lande.

På europæisk niveau har man ambitiøse kollektive målsætninger for de 28 landes samlede indsats, som efterfølgende udmøntes i en kontinental byrdefordelingsmodel. En sådan ordning findes ikke i Danmark, hvor kommunerne har vidt forskellige målsætninger, og hvor der ikke findes nogen klimapolitisk solidaritet mellem kommunerne, sådan som det findes med den kommunale udligningsordning på det økonomiske område.

Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemokratisk borgmester i Middelfart, er en af de klimaambitiøse kommunale ledere, der ærgrer sig over det dårlige samarbejde mellem staten og kommunerne på klimaområdet.

”Det er en kendt sag, at vi hvert år spilder varme svarende til forbruget i hele Aarhus på grund af afgiftsmodellerne for brug af overskudsvarme. Men det er kun et eksempel. Der er mange andre områder, hvor det fungerer dårligt, fordi man ikke tænker kommunerne ind i de politiske aftaler, der bliver indgået på Christiansborg,” siger Johannes Lundsfryd Jensen til Mandag Morgen.

Middelfartborgmesteren understreger samtidig, at han sammen med andre klimaengagerede borgmestre forventer, at der tages højde for kommunernes centrale rolle i klimapolitikken, både i forbindelse med de aktuelle regeringsforhandlinger, og når de meget omtalte klimalov skal udarbejdes.

“Vi har i det seneste år set, at Folketinget har lavet både en stor energiaftale og en stor transportaftale, uden at man forholder sig til kommunerne,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, der advarer om, at kommunerne skal levere både på den velfærd og den klimaindsats, som stod centralt i valgkampen forud for valget 5. juni. Derfor bør landspolitikerne tænke kommunernes klimaindsats ind i de overordnede planer.

Klimaplaner skal fornys nu

Mandag Morgens kortlægning viser, at 84 kommuner har konkrete, men meget forskellige klimamål, som måler på mange forskellige parametre og inden for meget forskellige tidsrum. 13 kommuner har slet ikke noget konkret klimamål, men flere af disse kommuner er i dag i færd med at udarbejde klimaplaner. Dette er blandt andet tilfældet i Herlev ved København.

37 kommuner har klimaplaner, der udløber i 2020, og som derfor står midt i en revisionsproces. Dermed er der så at sige et stort vindue for, at nye kommunale klimaplaner kan udvikle i samarbejde med statslige myndigheder.

Det er netop, hvad man ønsker sig i Høje-Taastrup Kommune. Her har Lars Christensen, der er centerchef for miljø og teknik, nogle klare ønsker til, hvordan politikerne på Christiansborg skal tage hensyn til samarbejdet med kommunerne.

”Man skal ændre afgiftsstrukturen på overskudsvarme fra virksomheder. Det vil gøre det mere attraktivt at høste nogle lavt hængende frugter,” siger Christensen.

Herudover peger han på, at kommunerne efter hans opfattelse bør have flere kompetencer som både plan- og varmemyndighed.

”Hvis der kommer et stort datacenter i en kommune, så har man ingen mulighed for at sige til dem, hvor de skal have deres strøm fra. Man kan have en frivillig dialog. Men man kan ikke sige, at vi vil godt være med til at udvikle det her, og at vi derfor har nogle betingelser, som er nødvendige for, at det understøtter den grønne omstilling,” siger Christensen og tilføjer:

”Vi mangler nogle håndtag, som vi håber at få i forbindelse med en klimalov. Derfor er det vigtigt, at kommunerne bliver hørt i den sammenhæng. Og det er jo vigtigt, fordi størstedelen af den offentlige økonomi styres af kommunerne,” siger Christensen.

Høje-Taastrup er med i flere af de klimaprojekter, der samler kommuner omkring klimaarbejdet. Det gælder projektet DK2020, der er finansieret af Realdania og med tænketanken Concito som projektpartner. Og det gælder også det såkaldte Smart Cites Accelerator, SCA, der er startet op af DTU, og som i kraft af projektstøtte fra EU’s regionale udviklingsfond, Interreg, samler to danske og tre svenske kommuner i Øresundsregionen, hvor man samarbejder med de fire universiteter i København, Malmø, Lund og DTU.

I dette projekt har man konstateret, at klimaforbedringer ikke kun er en sag for teknikere. Det er også et område, hvor man skal have jurister og antropologer med, fordi klimaforbedringer netop kun kan realiseres, hvis man får mulighed for at tage centrale aktører i alle processernes led i ed.

”Stort set alle kommuner har et stort energispild i deres bygninger, fordi det er forskellige mennesker, der træffer forskellige beslutninger om eksempelvis varme. Det betyder, at systemerne meget ofte kører dårligt, og at ingen rigtig interesserer sig for energispildet, fordi varmemesteren og brugerne aldrig ser varmeregningen. Man kan spare rigtig meget energi, hvis man bliver bedre til at overvåge, hvordan systemet kører,” siger Vilhjálmur Nielsen, der er seniorforsker ved DTU.

Anne Marie Damgaard, projektleder på SCA-projektet, konstaterer, at der er rigtig meget brug for, at både politikerne på Christiansborg og kommunernes interesseorganisation, KL, nu virkelig inddrager kommunerne i arbejdet med den nye klimalov.

”Kommunerne er centrale i det her, så det bør været en buttom-up-proces,” siger hun.

Jens Villiam Hoff, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i bæredygtighed og klimapolitik, er er en mangeårig iagttager af kommunernes klimapolitik og af KL’s måde at håndtere emnet på.

”Kommunernes Landsforening har været alt for tilbageholdende efter min mening. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor,” siger Hoff og fortsætter:

”Til gengæld sidder der nogle ildsjæle ude i kommunerne, og mange kommuner har meget ambitiøse klimaplaner. Men der er bare ikke nogen overordnet plan, så det bliver lidt op til den enkelte kommune,” siger han og påpeger, at der ikke er nogen lovgivning, der binder kommunerne til at lave klimaplaner. Til gengæld er de bundet til at lave klimatilpasningsplaner. Det vil sige, de skal reagere, men ikke forebygge.

”Det koster staten penge hver gang, de binder kommunerne til et nyt tiltag. Det er forklaringen bag,” siger Jens Villiam Hoff, og den vurdering er Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, helt enig i.

”Man ved godt på Christiansborg, at der skal finansiering med, hvis man skal påvirke kommunernes klimapolitik. Men det giver ikke mening, hvis ikke det bliver afstemt,” siger han.

Grønt til København

Et eksempel på et potentielt klimanyttigt samarbejde mellem staten og to kommuner i hovedstadsregionen er det nye grønttorv i Høje-Taastrup, der blev udflyttet fra Valby.

I Høje-Taastrup ønsker teknik- og miljøchef Lars Christensen sig brændende, at transporten af frugt og grønt og blomster fra Taastrup ind til de mange forbrugere i København kan foregå i klimavenlige elektriske køretøjer.

”Det vil vi rigtig gerne, fordi det vil skåne vores kommune, og fordi det vil nedbringe vores klimabelastning. Vi gør, hvad vi kan for at overbevise distributionsvirksomhederne om, at det vil være godt for dem,” siger Christensen.

Nu er spørgsmålet imidlertid, hvad Københavns Kommune vil. I klimapolitisk forstand har hovedstaden ikke nogen egeninteresse i at medvirke til en klimavenlig transport af grøntsagerne, ligesom selve produktionen af dem heller ikke vejer på Københavns klimaregnskab. Københavns Kommune kan således pudse den kommunale klimaglorie, mens det bliver Høje-Taastrup og eksempelvis grøntsagsproducerende kommuner som Holbæk eller Odsherred, der står med klimaregningen efter alle de lammefjordsgulerødder, som veganerne på Nørrebro sætter til livs.

Bundlinjen er, at Danmark dybest set bør have en kommunal udligningsordning på klimaområdet på samme måde, som man har det på det økonomiske område.

Research: Emil Braunschweig og Malin Schmidt.