Kommentar af 
Jakob Nielsen

Ugens store fyringsrunde kan forbedre vores sundhed

Glem alt om DR. Den interessante fyringsrunde i denne uge foregik et helt andet sted. Den handler om fremtidens lægevidenskab, og om at alle store selskaber i dag er techselskaber.

Der blev talt meget om fyringer i ugen, der gik: Om de små 400 chefer og journalister, der skal forlade DR som resultat af medieforliget. Og om den ene direktør, der skal forlade Danske Bank som resultat af den gigantiske hvidvaskskandale.

Begge dele fortjener også at blive diskuteret: Få ting er vigtigere for samfundet end velfungerende public service-medier og en troværdig finanssektor.

Alligevel vil jeg påstå, at det var ugens tredje fyringsrunde, der rummede de største perspektiver. Det var en fyringsrunde, der hverken handlede om politik eller forbrydelser, men derimod om at ruste sig til en fremtid, der venter lige rundt om hjørnet. 

Da Novo Nordisk annoncerede, at 400 medarbejdere i selskabets forskningsenhed skulle afskediges, skete det med en usædvanlig klar begrundelse: ”Vi er desværre nødt til at sige farvel til medarbejdere for at få frigjort ressourcer, så vi kan opbygge det, der gør, at Novo Nordisk også er nummer 1 i industrien om 5, 10 og 15 år,” sagde forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen til Berlingske.

DER VAR ALTSÅ HVERKEN TALE OM EN SPAREPLAN, eller om at Novo Nordisk skal anvende færre penge på forskning. Derimod er planen et forsøg på at sikre, at medicinalvirksomheden er med længst fremme, i takt med at udvikling af lægemidler rykker fra laboratorier med reagensglas og mikroskop til supercomputere med enorm datakraft. Eller som Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, har udtrykt det

”Vores mål er, at vores næste medicinklasse skal opdages i et miljø, hvor man kigger efter helt nye mekanismer baseret på bio­informatics og meget stor computerkraft.”

Når Novo i nær fremtid opretter fire nye forskningsenheder og fylder dem med programmører, udviklere og dataanalytikere, vil det være et symbol på det faktum, at ethvert selskab, der ønsker at konkurrere globalt, også må være et techselskab.

Spørg bare på Esplanaden. Hvem ville for få år siden have troet, at et jobopslag fra A.P. Møller–Mærsk kunne indledes på denne måde: 

”Vi arbejder sammen, og vi træner sammen (i vores fitnesscenter). Vi mødes i vores nyistandsatte kontor, vi mødes til vandreture langs vandet. Vi diskuterer globale spørgsmål over morgenmaden og frokosten i vores kantine eller i vores ’collaboration lounges’. Vi har det tøj på, som vi føler os godt tilpas i, og vi knokler for at finde løsninger på problemer, der påvirker millioner af mennesker hver dag. Vi er Maersk Digital.”

I de samme lokaler, hvor Mærsk før styrede sin enorme olie- og gasforretning, er der nu indrettet kreative arbejdspladser for et ungt hold af datanørder, som møder på arbejde i T-shirt. Her gælder samme vilkår som i Novo: Hvis positionen som markedsleder i en global forretning skal fastholdes, er brugen af data og udviklingen af nye tjenester helt afgørende.

Mærsk lancerede for nylig et onlineværktøj, Twill, der gør det muligt at bestille fragt på samme måde, som man i dag bestiller flybilletter via f.eks. Momondo.

POINTEN ER DEN SAMME FOR MÆRSK OG FOR NOVO: Konkurrencen kommer ikke længere bare fra andre medicinalfirmaer eller shippingvirksomheder, men i høj grad også fra techfirmaer som Apple og Amazon, der indtager pladserne som verdens to mest værdifulde firmaer netop nu.

Amazon, der også ankommer til Danmark inden længe, udvikler konstant forretningen med at bringe varer fra producent til kunde med færrest mulige mellemled. En indlysende trussel for Mærsks kerneforretning.

Og Apple er dybt optaget af at bevæge sig ind på sundhedsområdet, senest med den nye version af firmaets smartwatch, der konstant overvåger kroppens sundhedstilstand og selv kan ringe til alarmcentralen, hvis det ’opdager’ et mistænkeligt fald, der f.eks. kan skyldes en blodprop. Apple er også ved at udvikle en metode, så det smarte ur kan måle blodsukker uden at tage en blodprøve, som man skal i dag.

I det hele taget peger udviklingen i retning af, at moderne teknologi flytter fokus i sundhedssektoren fra helbredelse til forebyggelse. Hvis Novo Nordisk skal bevare sin førerposition og fortsætte væksten i en tid, hvor selskabets priser er under hårdt pres, er det nødt til at deltage i den konkurrence.

Men det handler ikke kun om forebyggelse. Det handler også om, at kunstig intelligens udvikler sig så hurtigt, at fremtidens store medicinske opdagelser sandsynligvis vil blive gjort af computere, som i løbet af meget kort tid kan gennemføre simulationer, der ville have taget måneder eller år i et laboratorium.

På den måde kan fyringsrunden i Novo Nordisk ende med at gøre flere mennesker raske. Det er – som ved alle fyringsrunder – trist for dem, der mister deres job. Men set fra min stol er det også det, man med et gammelt Mærsk-udtryk ville kalde rettidig omhu.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu