Unge engagerer sig i samfundet men er ligeglade med politik

De unge vil ikke demokratiet. Sådan lyder en ofte hørt myte om den danske ungdom. Men faktisk engagerer de unge sig i demokratiet, det sker bare på mere uformel vis. Mange ser ikke en naturlig kobling mellem samfundsengagement og så traditionel politik, som de opfatter som elitær, farlig og fjern.

Mandag Morgens temanummer om demokrati stillede i sidste uge en krank diagnose på det danske demokrati. Der er i dag mindre tillid, mindre tryghed og mere lukkethed end tidligere.

Og hvis man zoomer ind på de næste generationer, der skal videreføre det sygdomsramte demokrati, har også de unge mistet troen på demokratiet. En ny undersøgelse udført af forskere fra Harvard University og University of Melbourne viser, at både amerikanske og europæiske unge tror mindre på og engagerer sig mindre i demokratiet end tidligere ungdomsgenerationer. En tidligere undersøgelse fra 2013 udført af EU-Kommissionen viste, at kun 56 pct. af danskere under 30 år havde stemt ved et politisk valg inden for de seneste 3 år.

Men betyder de mange unges manglende tro på demokratiet så også, at de er ligeglade med samfundet?

Nej, faktisk er der en stor lyst blandt unge til at engagere sig, det sker bare på mange forskellige måder. I modsætning til de politiske partier, der har mistet næsten 40.000 medlemmer siden 2000, er antallet af unge, der melder sig ind i de ungdomspolitiske foreninger, ikke i frit fald. Se figur 1.

Politiske ungdoms-organisationer har succes

Figur 1 | Forstør   Luk

De politiske ungdomsorganisationer har lettere ved at bevare medlemmerne end de ’voksne’ partier. Mens der samlet set er sket en stigning i medlemstallet i partiernes ungdomsorganisationer, er danskernes lyst til at være medlem af et politisk parti stærkt aftagende.

Kilde: Dansk Ungdoms Fællesråd.

Samtidig engagerer de unge sig frivilligt i forskellige projekter, er medlem af alt fra nødhjælpsorganisationer til idrætsforeninger, deltager i politiske saloner, går til ekspertforedrag og demokratiarrangementer som f.eks. det succesfulde Ungdommens Folkemøde, der er en pendant til de ’voksnes’ årlige Folkemøde på Bornholm.

Der, hvor det går galt, er altså ikke i de unges samfundsengagement. Det er derimod i koblingen mellem samfundsengagementet og den politiske verden, at fejlen skal findes. Det mener i hvert fald Kasper Sand Kjær, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), som er en paraplyorganisation, der samler 72 børne- og ungdomsorganisationer.

”De unge er mere vidende om politik end nogensinde før, men linket til at deltage i det repræsentative demokrati, som det foregår i den politiske samtale på Christiansborg, mangler. Den politiske diskussion er blevet mere elitær og utilgængelig, også for mange unge. Mange unge vil gerne deltage, men de føler, at den politiske diskussion foregår meget langt væk,” siger Kasper Sand Kjær.

Fremvæksten af de sociale medier, der ellers ofte ses som en gylden mulighed for at give mange flere en stemme i demokratiet, har ikke fået de unge til at kaste sig mere ind i den politiske debat. DUF lavede i 2016 en undersøgelse, der viste, at halvdelen af de unge ikke tør at diskutere politik på de sociale medier, fordi de på grund af den hårde tone er bange for, hvad de får tilbage i hovedet. Kasper Sand Kjær ser derfor ikke de sociale medier som løsningen på at genskabe koblingen mellem unge og demokratiet.

”Vi er nødt til at mødes og se hinanden i øjnene og diskutere politik på skolen, på arbejdspladsen og i foreningslivet. Jeg oplever, at hvor end jeg kommer hen, har de unge masser af holdninger til deres hverdag, lokalsamfund osv. Men når man spørger dem, siger de, at de ikke er interesserede i politik, fordi politik for dem er halvfarligt, kedeligt og noget, der ikke har med dem at gøre. For mange betyder det, at de tager deres engagement andre steder hen. Vi får nogle unge, som er enormt engagerede i samfundet, men er ligeglade med politik,” siger han.

Unge bøjer nakken

Det er paradoksalt, at unge ikke engagerer sig mere politisk, fordi de udsættes for en massiv grad af regulering, særligt gennem stadig strammere krav til f.eks. valg af uddannelse, varighed af studietid og den økonomiske finansiering af den.

Det mener Niels-Henrik M. Hansen, lektor på Center for Ungdomsforskning ved AAU og forfatter til 2015-undersøgelsen ’Unges politiske engagement’, der bl.a. undersøger unges motivation for politisk deltagelse. Han peger på, at de unge i stedet for at forsøge at ændre kravene kæmper for at leve op til dem.

”Unge bliver gjort til forkromede subjekter for samfundet. De unge accepterer, at selv om uddannelse på den ene side fremstår som det vigtigste, reguleres der på den anden side i forhold til adgangsveje og støtte til netop uddannelse. De unge accepterer det, stikker piben ind og kæmper i det stille. Man accepterer, at det er et vilkår, at man f.eks. som 15-årig skal vide, hvad man vil 50 år frem. Man kan undre sig over, at de unge ikke selv siger, at det ikke er i orden, og at de vil have indflydelse på det, der berører dem nu og her og på lang sigt,” siger han.

Forklaringen er ikke, at de unge er ramt af kollektiv apati. De kæmper for at leve op til de krav, der stilles til dem, og hvis de ikke kan leve op til kravene, ser de det ifølge Niels-Henrik M. Hansen som personlige fejl og utilstrækkeligheder, også selv om der måske er tale om rene strukturmæssige forandringer. Det er f.eks. vanskeligt i dag at vide, hvilke job der på et tidspunkt vil blive erstattet af robotter.

Ungdomspolitik på mange arenaer

Når Socialistisk Ungdomsfront i de senere år er gået på barrikaderne, har 19-årige August Maigaard Rubin ofte været med til at stå for organiseringen. Han er blot et eksempel på den stadig stigende gruppe af unge, der melder sig ind i ungdomspolitiske organisationer og gør en aktiv indsats for at ændre samfundet i den retning, han ønsker. Det taler også mod det udbredte billede af, at unge ikke er politisk bevidste.

”Det er en myte, at de unge ikke vil politik, og der er flere unge, som interesserer sig for politik, end man lige tror. Men man skal blive bedre til at fortælle, at der er kort vej til indflydelse. De unge, som kom ind i ungdomspolitiske foreninger, kunne i vores undersøgelse fortælle, at det var relativt hurtigt, at de kunne være med til at bestemme noget. Det er centralt for engagementet at føle, at man gør en forskel,” siger Niels-Henrik M. Hansen.

Antalsmæssigt er medlemstallene for de politiske ungdomsorganisationer stadig ret lavt, og de unge er også da også mest politisk aktive i andre sammenhænge end den klassiske partipolitiske. Derfor udtrykker mange unge deres politiske engagement i andre arenaer som f.eks. de sociale medier, de arrangerer demonstrationer, deltager i kortvarige projekter eller i tidsbegrænsede borgerinddragende udvalg, som f.eks. 17-årige Anna Damsholt har gjort i Gentofte Kommune.

Et engagement på Facebook mod f.eks. madspild og andre lignende mere uformelle projekter er dog usynlige for det klassiske system, selv om det reelt er udtryk for politisk stillingtagen og handling.

Problemet er også, at det kan gøre det repræsentative demokrati svagere, hvis store dele af den politiske samtale foregår i foreninger og græsrodsorganisationer, hvor deltagerne måske ikke er medlemmer, men alene løst tilknyttede. Der er derfor en principiel diskussion mellem formelt og uformelt engagement, mener Bjarne Ibsen, professor og centerleder på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SDU.

”Hvis vi ser det som en værdi i sig selv, at folk har demokratisk indflydelse på det, de er involveret i, er der visse steder, hvor demokratiet er dødt. Nogle stemmer i diskussionen mener, at det ikke er det formelle demokrati, der er afgørende, men derimod om man engagerer sig. Det er en diskussion, der bl.a. er foregået i Ungdommens Røde Kors. Det er en principiel diskussion, for ville man også sige om det ’store’ demokrati, at det ikke er afgørende, at der er spilleregler for, hvem der får magten osv.?” spørger Bjarne Ibsen.

De unges løse tilknytning kan dog også vendes til at blive mere varig. F.eks. kan et kortvarigt engagement i en enkeltsag blive en vej ind i en forening, hvis de unge bliver gjort opmærksom på, at det er der, de har mulighed for at ændre det, de nu er utilfredse med.

”Det overrasker mange unge at finde ud af, at der ikke er langt til indflydelse i det danske samfund. Da jeg var ude og interviewe unge, var de ret pligtopfyldende på den måde, at når de flytter til en ny by, brænder de for, at den skal være et godt sted at bo, men de er også meget ydmyge over for, om man nu også kan gå ind og mene noget om en by, hvor man kun har boet i to måneder. Det peger mod, at de unge gerne vil, men at de også er ydmyge og gerne vil vide noget om det, de mener noget om,” siger Niels-Henrik M. Hansen.

Foreningsdemokratiets muligheder

Når unge vælger den klassiske vej til deltagelse i demokratiet gennem et foreningsmedlemskab, har det en række demokratiske gevinster, også selv om der er tale om upolitiske foreninger. Der er først og fremmest en stabil tilslutning til de danske børne- og ungdomsforeninger, som kan dreje sig om alt fra rollespil over håndbold til e-sport, og der foregår i forskellig grad demokratiudøvelse i foreningerne, hvor de unge kan engagere sig og få medbestemmelse.

Professor Bjarne Ibsen har forsket i unges deltagelse i foreninger, og en undersøgelse, som han sidste år var med til at lave med støtte fra DUF, viste, at hvis de unge var utilfredse med noget, var deres løsning ikke bare at finde et andet sted at udøve deres aktivitet. Det vægtede derimod tungere hos dem at kunne påvirke beslutningerne.

”Man melder sig ind for aktiviteten eller sagen, som f.eks. kan være at spille rollespil. Men når det så er sagt, spiller demokratiske muligheder for indflydelse en stor rolle for de unge. Man ønskede ikke, at det skulle være mere uformelt, og så det som positivt, at der var formelle regler for indflydelse,” siger Bjarne Ibsen.

Hvis aktiviteten er defineret på forhånd, åbner det ikke for, at de unge kan få indflydelse. Men i en politisk ungdomsorganisation er det f.eks. ikke så fastlagt, hvilke aktiviteter der skal udføres, og der diskuterer man mere i fællesskab, end man ifølge Bjarne Ibsen gør i håndboldklubben. En positiv gevinst er, at de unge lærer, at der findes mennesker med andre holdninger end deres egne.

”Når vi interviewede de unge, som var med i en forening, sagde de, at de havde fundet ud af, at de godt kan være uenige med folk og diskutere deres uenighed. De har lært at møde mennesker med andre holdninger, diskutere dem og alligevel være sammen. Det er også en side af demokratiet, at vi kan håndtere uenighed,” påpeger Bjarne Ibsen.

I den henseende er det ikke hensigtsmæssigt, hvis foreninger bliver for serviceorienterede og tilrettelægger aktiviteterne, så det er let at være med men svært at få medbestemmelse.

”Det er i samtalen med andre, at vi bliver demokrater. Hvis foreninger begynder at agere som kommercielle virksomheder og servicere deres medlemmer, mister de deres betydning som demokratiske skoler,” siger Bjarne Ibsen.

LÆS OGSÅ: Tre unge: du har mere indflydelse end du tror


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu