Update - ugens vigtigste begivenheder

Helle Thornings statsministerprofil, oprydning i de offentlige finanser og Liberal Alliances erobring af Konservative stemmer er blandt emnerne, når Mandag Morgen her lister de vigtigste begivenheder for uge 37:

1. Fænomenet Thorning-Schmidt

Danmarks første kvindelige statsminister har ikke fået meget forærende

Efter et tæt løb mellem de to blokke blev det torsdag aften klart, at Helle Thorning-Schmidt kan skrive sig ind i historiebøgerne som Danmarks første kvindelige statsminister.
Thornings profil er ikke den mest oplagte for en socialdemokratisk regeringschef. Og hun har ikke fået meget forærende undervejs.
Siden hun blev partiformand, har hun kæmpet mod antydninger om, at hun ikke var en rigtig socialdemokrat. Hun går med stiletter og dyre tasker, har sin datter i privatskole og er gift med en kosmopolitisk udlænding, der oven i købet arbejder i Schweiz, hvilket som bekendt har skabt uklarhed i forhold til danske skatteregler.
Hun har ingen ministererfaring, hun har blot siddet i Folketinget i 6 år, og tilslutningen til S er under hendes ledelse faldet til et historisk lavpunkt.
Og debattører har forsøgt at stemple hende som en person, der savnede statsministerformat og mest af alt var drevet af personlige ambitioner.
Men siden hun som nyvalgt folketingsmedlem slog Frank Jensen i kampen om formandsposten, har hun demonstreret to særlige styrker: En evne til at modstå personligt og politisk pres og en evne til at bygge bro og skabe alliancer.
Hun har bevaret fatningen, troværdigheden og overskuddet gennem et intenst mediebombardement i forbindelse med skattesagen.
Og siden hun overtog et historisk splittet og svækket Socialdemokrati, har hun både samlet partiet og skabt en stærk alliance med nabopartiet SF. Uden dette samarbejde havde hun ikke været statsminister i dag – og næppe heller partiformand.
Den kommende tid får hun mere end nogensinde brug for begge spidskompetencer. Hun skal skabe kompromiser, der kan favne Enhedslisten og De Radikale, som begge er kommet ud af valgkampen med otte ekstra mandater, markant øget selvbevidsthed og partiledere med noget nær superstjernestatus.
Både Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen har signaleret imødekommenhed og kompromisvilje. Men der bliver mange kameler at sluge for alle de fire partier, der støtter den nye statsminister.

2. Det nødvendige kasseeftersyn

Det kan blive en langvarig affære at få de offentlige budgetter i balance

Der er gode grunde til, at Helle Thorning-Schmidts nye finansminister må bede sine økonomer om at foretage et kasseeftersyn, så der bliver klarhed over, hvor skidt det står til med dansk økonomi.

Da forhenværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen, præsenterede regeringens finanslovsforslag, opgjorde han det forventede underskud på de offentlige finanser i 2012 til 85 milliarder kr. – eller 4,6 pct. af BNP. Men hans skøn kan meget vel have været alt for optimistisk.
Allerede nu ser det ud til, at væksten for næste år ikke bliver på de 1,8 pct., Finansministeriet skønnede, men noget lavere. OECD har nedjusteret forventningerne til den globale vækst og peget på, at forventningerne til den fremtidige økonomiske vækst hviler på uhørt usikre skøn.
Tilsammen betyder det, at underskuddet på de offentlige finanser i Danmark meget vel kan ende på ikke bare 85, men 100 milliarder kr. Bliver det tilfældet, ryger underskuddet op fra 4,6 til 5,4 pct., dvs. langt over det underskud på maksimalt 3 pct. som Danmark og de 26 andre EU-lande har forpligtet hinanden på.
Det vil give en S-ledet regering mulighed for at klandre VK-regeringen for ikke at have styr på finanserne, samtidig med at den på de indre linjer kan gøre det helt klart, at der ikke bliver plads til en ny velfærdsfest. 
Paradoksalt nok kan kasseeftersynet resultere i, at en S-ledet regering må fortsætte med de ubehagelige reformer, som Lars Løkke Rasmussen begyndte på med sin tilbagetrækningsreform. Erfaringerne viser, at det kan blive en langvarig affære, før de offentlige budgetter er i balance. Da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i 1993 overtog et underskud på de offentlige finanser på omkring 3 pct., gik der 4 år – eller en fuld valgperiode – før der var balance.

3. Danmark bliver grønnere

Med VKO-blokkens sammenbrud er vejen banet for brede og mere ambitiøse, grønne forlig

Med den nye regering går danskerne en grønnere fremtid i møde. Selv de laveste grønne fællesnævnere mellem de fire partier i rød blok er mere ambitiøse, end hvad det afgåede regeringslederparti, Venstre, ville gennemføre i den blå regerings tid. Og det endda før partiet skulle sætte sig til forhandlingsbordet med et klimaskeptisk DF.
Med DF helt uden for regeringsindflydelse, er der åbnet for at kunne skabe en langt mere vidtrækkende, grøn politik – både inden for rammerne af den nye regerings flertal og i grønne forlig hen over midten. Alle partier på nær Liberal Alliance og DF har erklæret, at de vil arbejde for ”betydeligt flere midler” til forskning i og udvikling af VE og energibesparende teknologier samt en revision af energireglerne, så de bidrager bedre til energieffektivitet og vedvarende energi.
Rød blok kan imidlertid ikke hente støtte uden for blokken til den omdiskuterede københavnske betalingsring og forslaget om, at kommuner kan beslutte at indføre betalingsring/ roadpricing i større danske byer. Sådanne tiltag skal i givet fald gennemføres på et rent rødt flertal. Til gengæld er De Konservative umiddelbart positive over for flere af de klima- og energipolitiske mærkesager som deles af alle fire partier i rød blok, men som de øvrige ”blå partier” indtil videre ikke har kunnet æde.
Men en ting er selvfølgelig omkostningsfrie grønne erklæringer. Noget andet er den økonomiske virkelighed, når den nye regering skal udforme en mere detaljeret og forpligtende plan for, hvordan den vil trække Danmark ud af krisen og skabe ny vækst. Hvor langt den nye regerings grønne ambitioner og forhandlingsevner rækker, vil blive tydeligt ved indgåelsen af et nyt energipolitisk forlig. Det nuværende energiforlig udløber allerede ved årsskiftet. Forliget skal have den bredest mulige deltagelse i Folketinget, da det gerne skulle række mindst to regeringsperioder ud i fremtiden.
Og dette vil blive fuldstændigt afgørende for, om visionerne om et Danmark uafhængigt af fossile brændsler kan realiseres inden den nye ambitiøse tidsfrist i 2035.

4. Det borgerlige opbrud

Liberal Alliance lægger Konservative i graven

Allerede på valgnatten gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at Venstre i de kommende år vil gå benhårdt efter at tilbageerobre regeringsmagten med alt, hvad det indebærer af midtsøgende velfærdspolitik. Resten af den borgerlige lejr, derimod, er i regulært opbrud.
Dansk Folkeparti med 22 mandater, Liberal Alliance med 9 mandater og valgets uden sammenligning største taber, Det Konservative Folkeparti, med kun 8 mandater, vil i de kommende år kæmpe hårdt indbyrdes. Målet er de vælgergrupper, der cirkulerer i trekanten mellem temaerne national suverænitet, hård skatteretorik og udlændinge- og værdipolitik. Tea Party-bevægelsen i USA og fremadstormende partier i Holland, Finland, Belgien og Sverige lever alle i bedste velgående på disse mærkesager. Det er ikke mindst De Konservative, der vil blive presset.
DF vil gå efter en fremtid som det kommende Konservative Folkeparti, der kæmper for den nationale identitet og selvstændighed med udgangspunkt i partiets benhårde EU-modstand. Eurokrisen, balladen om grænseaftalen og bebudede folkeafstemninger om det danske forsvars- og retsforbehold i EU vil give partiet rig lejlighed til at markere sig på disse områder på bekostning af De Konservative. Dansk Folkeparti fældede tilbage i 2006 Lars Barfoed som familie- og forbrugerminister, og der er næppe nogen tvivl om, at DF i den kommende valgperiode vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre en ende på det historisk svækkede Konservative Folkeparti. Med til historien hører det dog, at De Konservative fortsat råder over en bedre lokal forankring end DF, hvilket Barfoeds ros på valgaftenen til partisoldaterne for at have delt en million tryksager ud under valgkampen alt andet lige vidner om.
Mens De Konservative presses af DF på de national-konservative værdier, er også Liberal Alliance på strandhugst hos det gamle partis vælgere. For mange utilfredse erhvervsfolk står Liberal Alliance  som en mindst lige så effektiv fortaler for markante skattesænkninger og generelt erhvervsvenlige rammevilkår som De Konservative. Det vidner ikke mindst den betydelige finansielle støtte fra virksomheder som Saxo Bank, Maersk og interesseorganisationen Dansk Industri om. Ti års deltagelse i en VK-regering, som i kampen om midtervælgerne har sat velfærdsforbedringer over skattelettelser, har slidt hårdt på De Konservatives anseelse i erhvervskredse.

5. De frigjorte vandt slaget om medierne

Valgets vindere blev dem, der spillede deres eget spil

Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Liberal Alliance blev folketingsvalgets tre store vindere, ikke mindst fordi det var de tre partiers ledere, der i medierne fremstod mindst tyngede af ansvar og taktiske overvejelser.
Valgets absolutte mediedarling – eller frontbabe, som Ekstra Bladet med vanlig takt døbte hende – blev Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Med skarpskåret argumentation, fototække og klare budskaber om social retfærdighed brændte den 27-årige bachelor i socialvidenskab igennem i valgets mange tv-debatter. Samtidig nød hun godt af en hurtig og billedmættet mediedækning, hvor medier og politiske modstandere først meget sent og i beskedent omfang udfordrede hende på de politiske grundholdninger. Enhedslisten er gået til valg på en temmelig urealistisk økonomisk politik. Og partiet vil i den kommende valgperiode være repræsenteret af folketingsmedlemmer med varierende hang til udenoms­parlamentariske metoder og gammelkommunistisk tankegods. Partiet kan ikke regne med at få samme friløb i kommende valgkampe.
Anders Samuelsen har ikke nydt godt af samme fordele. Alligevel er Liberal Alliance brændt igennem med klare budskaber om lavere skat, mindre bureaukrati, åbne grænser og lukkede kasser. Kritiske efterprøvninger af budskaberne har vist, at Anders Samuelsen ville få svært ved at levere de lovede resultater. Men med strategisk dygtighed og rundhåndede sponsorer har partiet hele tiden formået at erobre taletid, bl.a. gennem en vedholdende kampagne af helsides avisannoncer. Det fastholdt opmærksomheden fra de centrale målgrupper – utilfredse erhvervsfolk, unge og pensionister – indtil de positive meningsmålinger begyndte at genere et selvbærende mediemæssigt opsving for Liberal Alliance.
Det Radikale Venstres leder, Mar­grethe Vestager, har formået at suge mediedækning til sig med især to afgørende strategiske manøvrer: Tilbagetrækningsreformen i foråret og flirten med de konservative ved valgkampens start. Trods et mildest talt kompliceret politisk adfærdsmønster, en decideret ufolkelig mærkesag om at forringe efterlønnen og en stædig fastholdelse af, at efterlønsvogterne Thorning og Søvndal ikke desto mindre var de rette til at lede landet, har Vestager nærmest danset sig gennem valgkampen med et klart budskab om at genetablere det brede politiske samarbejde.