Danmark har som bekendt haft ondt i væksten længe. Fra 2006 til 2015 skrumpede vores bruttonationalprodukt med 0,3 pct., mens Sverige i samme periode oplevede en samlet vækst på 14 pct. Kun en håndfuld lande i Sydeuropa har klaret sig ringere end os.

Vores samfundsøkonomi er som en overlæsset familiebil, der forgæves forsøger at følge med trafikken op ad en bakke på motorvejen – vi tramper og tramper på speederen, men der sker ikke rigtigt noget. Imens overhales vi af resten af Europa. Og det besynderlige og bekymrende er, at vores økonomiske tomgang udfolder sig i en tid med rekordlave renter og en hæderlig eksport.

Blandt fagfolk er der i dag ikke længere tvivl om, at begge vores foregående regeringer bærer deres del af skylden for elendighederne. Anders Fogh-Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen indledte dårskaben ved at overophede dansk økonomi og formøble vores højkonjunktur som to konfirmander på Blå Mandag, og Helle Thorning Smidt og Bjarne Corydon gjorde bagefter ondt værre ved at gennemtvinge reformer og stram finanspolitik på et kritisk tidspunkt, der trak købekraft ud af økonomien, da den var mest sårbar. Vores samfundsøkonomi har fået samme behandling som en småkvabset hamster, der er blevet tabt fra en invaliderende højde to gange i træk af familiens uansvarlige møgunger.

Men det var fortiden, hvad kan vi gøre fremadrettet? Hvad skal der til for at vende udviklingen? For vi ved jo godt, at hverken de topskattelettelser, som det borgerlige Danmark og Dansk Industri hungrer efter, eller regeringens aktuelle knæfald for den industrielle landbrugslobby kommer til at betyde noget afgørende for den danske vækst og beskæftigelse.

Thomsens formel

Som et supplement til de traditionelle samfundsøkonomiske skænderier vil jeg låne en formel fra min kollega, Michael Thomsen.

Thomsens Formel lyder: Profit = Virtuelle/Reelle

Med en baggrund som programmør har Michael arbejdet på forkanten af digital innovation siden de tidligere 1980’ere, bl.a. som udviklingschef i Lego og som forskningschef i Interactive Institute i Sverige. Formlen var oprindelig møntet på den digitale udvikling, men jeg tillader mig her at bruge den i en lidt bredere tolkning.

Kort fortalt beskriver Thomsens Formel kapitalismens mest grundlæggende forretningsdynamik: Man tjener penge ved at producere noget billigt og skabe en høj oplevet værdi, som kunderne er villige til at betale for.

Hvor profit er det mulige overskud, beskriver den virtuelle værdi over brøkstregen den værdi, som kunderne oplever såsom kvalitet, autenticitet, æstetik, identifikation osv. Det er den symbolske merværdi, som ofte bindes op på fortællingen om et brand. Under brøkstregen har vi den reelle værdi. Det er den fysiske verdens hårde realiteter såsom materialer, råvarer, produktionsapparat osv.

Hvad har bønder forstand på kildevand?

Hvordan bliver man en rig købmand? Man kan f.eks. lave kildevand. Den reelle værdi er her et råstof, der dækker 70 pct. af klodens overflade. En liter rent vand kan tappes direkte fra vandhanen til under fem øre pr. liter. Det kan dårligt gøres billigere under brøkstregen. Over brøkstregen sørger man for at tale fortællingen om vandets fortræffeligheder op. Man kalder det kildevand (hvor skulle det ellers komme fra?) og skaber gennem design og markedsføring feel-good-associationer til helse, velvære, natur osv. Det kan være noget med en gammel kilde under et fynsk kloster, birketræer og skandinaviske piger i yogatøj med overskud og sved på panden. For at give det lidt ekstra schwung tilfører man ikke varm luft, men i stedet lidt kulsyre og måske en svagt lysegrøn eller lyseblå farvning af flasken.

Summa summarum: Vi tager en stor virtuel værdi og dividerer med en lav reel værdi – og resultatet er en betragtelig profit.

Og det virker. I kiosken og på tankstationen betaler vi gladelig 15-25 kr. for en halv liter kildevand. Det er mange gange literprisen for mælk. Tænk lige over det groteske i det prisforhold. Mælk indeholder protein, vitaminer, fedt og kalk, det kræver hårdt arbejde fra både ko og landmand, det skal konstant være på køl, og holdbarheden er kort. Vand kan vi derimod tage fra hanen, og det kan stå på et lager i årevis. Nogle er åbenlyst bedre til at forstå kapitalismens dynamikker end mælkebønderne.

Når optimeringen er blevet optimeret

De seneste årtier har blikket i de konservative dele af dansk erhvervsliv været stift rettet mod nævneren i Thomsens Formel – hvordan løfter vi profitten ved at gør regnestykkets reelle element så lavt som muligt? Gennem automatisering, lean, digitalisering og udflytning af arbejdspladser har man vedholdende optimeret på logistik, lønomkostninger og smågrises tid med deres mor.

Og vi er blevet ganske gode til denne øvelse – vi kan i dag producere en hel masse standardiserede dimser røvbilligt i konsistent kvalitet, og uden at særligt mange løndyre menneskehænder involveres undervejs. Problemet er, at denne optimeringsrejse stort set har nået sin slutdestination. De fleste produktivitetsgevinster er blevet høstet, og vi må erkende, at udlandet hver dag bliver bedre og bedre til de samme øvelser. Det er derfor tid til, at vi flytter blikket til tælleren i Thomsens Formel.

Den virtuelle værdi i formlen er en væsentligt mere flygtig størrelse end traditionel omkostningsreduktion. Det handler om oplevelser, fortællinger og relationer. Firsernes og halvfemsernes tilgang med traditionel branding og tæppebombardementer af reklame-spots i TV virker dårligere og dårligere, kunderne bliver mere og mere immune. Faktisk gider de ikke engang identificere sig med rollen som kunde længere – hvem står op om morgenen og ser en kunde børste tænder i spejlet?

Vi vil ikke længere være det passive publikum for andres fortællinger, vi vil behandles som unikke individer med noget på hjerte. De virksomheder, der forstår dette begyndende paradigmeskifte, at kunderelationen skal udskiftes med den inkluderende rolle som medlem, medskaber eller medfortæller, vil være dem, der får succes. Vi ønsker en aktiv og mere ligeværdig relation, hvor vores behov, ønsker og bidrag bliver taget alvorligt.

Jeg tror, at en væsentlig del af nøglen til ny vækst og beskæftigelse i dansk erhvervsliv ligger gemt øverst i Thomsens Formel. Vi skal investere i design, historiefortælling og brugerindsigt, og vi skal udnytte Danmarks stolte men ofte glemte traditioner på disse punkter. Lego har fundet den nye melodi, og Coop er godt på vej med deres accelererende succes inden for økologi. Fremtidens centrale konkurrenceparameter bliver derfor evnen til at hjælpe mennesker med at skabe meningsfulde fortællinger.

Fimbulvinteren venter dem, som ensidigt tror på, at nøglen til fremtidens vækst ligger for enden af omkostningsreduktionens regnbue.