Ingen, der har været i nærheden af Margrethe Vestager i de seneste måneder, er i tvivl om, at hun fører valgkamp. Den tidligere vicestatsminister har siden 2014 haft stor succes i jobbet som EU’s konkurrencekommissær, hvilket har givet hende en global medieprofil, ingen anden dansk politiker nogensinde har haft.

Anders Fogh Rasmussen havde sit stolteste EU-øjeblik som formand for rådet i 2002, da 15 ’gamle’ EU-lande besluttede at optage 10 nye lande, og den tidligere Venstre-statsminister var en driftssikker, USA-loyal NATO-generalsekretær i perioden 2009-2014. Men Vestagers popularitet i Europa er af en helt anden kaliber.

Helt inde i den europæiske magts inderkreds, hvor Tysklands kansler, Frankrigs præsident og EU-Kommissionens formand regerer, synes der at være en opfattelse af, at Margrethe Vestager vil være i stand til at rette op på Den Europæiske Unions store svaghed: At EU opfattes som et fjernt politisk administrativt monster, der ikke er i stand til at kommunikere med sine borgere.

Det er i sig selv et godt udgangspunkt for den ambitiøse danske politikers åbenlyse stræben efter en post på allerhøjeste politiske niveau i Europa, at hun står sig godt med præsident Emmanuel Macron, ditto med Jean-Claude Juncker og tilsyneladende ikke har nogen udeståender med Angela Merkel.

Men om Vestager vil lykkes med at fortsætte karrieren i Bruxelles, er i dag fuldstændig umuligt at sige, vurderer Poul Skytte Christoffersen, der som dansk EU-ambassadør i 10 år og højtstående EU-embedsmand igennem 40 år har fulgt det politiske spil i Bruxelles, hvor han ligeledes bor.

”Der er så mange ubekendte, at ingen i dag kan sige noget om, hvordan posterne bliver fordelt. Det er givet, at Vestager er populær, og at hun har kort at spille. Omvendt er hun liberal, og samtidig kan der ske mange ting i løbet af det næste år,” siger Skytte Christoffersen.

LÆS OGSÅ: Vestager: Vi skal give bekymringsindustrien modstand

Ansøgningsfrist om et år

Den jobjagt, Margrethe Vestager har meldt sig ind i, har reelt taget sin begyndelse her i eftersommeren 2018, og den finder først sin afslutning om cirka 12 måneder, hvor det kan forventes, at der er landet et kompromis om fem vigtige topjob i EU.

Et kompromis, som meget vel også kan omfatte jobbet som generalsekretær i NATO, der bliver ledigt et år senere. Se tekstboks.

Hvis det ender med endnu en europæer som chef for NATO, vil de seks personer tilsammen udgøre Europas politiske topledelse i perioden 2019 til 2024.

Det vil være disse seks, der i tæt samarbejde med EU’s stats- og regeringschefer skal sikre, at EU – på trods af tabet af Storbritannien – kan være en troværdig politisk aktør, der kan skabe fornuftige rammer om medlemslandenes økonomier, yde et substantielt bidrag til løsning af klimakrisen, sætte turbo på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og skabe fælles fodslag, når det gælder asyl og migration.

Der er udbredt enighed om, at den siddende EU-Kommission med Juncker i spidsen har været mere effektiv og fokuseret og mindre aktivistisk end tidligere kommissioner. Omvendt er der også en klar opfattelse i Bruxelles af, at der fortsat er et stykke vej, før de europæiske institutioner ledelsesmæssigt fremstår så skarpe, som stats- og regeringscheferne godt kunne ønske sig.

Både institutionelt og ledelsesmæssigt lider EU i sammenligning med både USA og Kina under, at Den Europæiske Union er mere mellemstatslig end føderal, og at personerne på de ledende poster oftere er profilsvage kompromiskandidater end de ubetinget bedst egnede til jobbet. Dette var eksempelvis tilfældet med José Manuel Barroso, der var formand for Kommissionen 2004-2014.

Den aktuelle formand, Juncker, blev vingeskudt ved sin tiltrædelse, da det såkaldte Luxleaks afslørede, at han i sin tid som finans- og premierminister i Luxembourg havde indgået ulovlige skatteaftaler med en række multinationale selskaber.

EU-Kommissionens udenrigsminister, Federica Mogherini, har været en kompetent men blodfattig skikkelse, der ikke er kendt ud over den politiske inderkreds. Det samme gør sig gældende for Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani.

Mario Draghi har som chef i Den Europæiske Centralbank, ECB, siddet på et otte år langt mandat, og han skaffede sig tilbage i 2012 sin plads i historien, da han kunne meddele verden, at ECB ville gøre alt for at sikre euroens overlevelse.

Polakken Donald Tusk måtte starte med at tage engelskkurser, da han i 2014 blev valgt til et kort 30 måneders mandat som formand for Det Europæiske Råd. Han er siden kommet til at fungere i jobbet, men nogen global stjerne bliver han aldrig.

Hvis man ser bort fra ECB-chefen Draghi, der har en fortid i Goldman Sachs, fremstår Vestager i dag som EU-systemets stærkeste lederprofil.

Plusser og minusser

Margrethe Vestagers store problem er, at hun ikke nyder opbakning fra Christiansborg. Hverken en Venstreledet eller en socialdemokratisk ledet regering kan ventes at ville pege på hende til endnu en kommissærpost efter valgene til Folketinget og Europa-Parlamentet, der finder sted til maj næste år, med mindre det viser sig, at hun vil kunne få en af de to tunge poster som formand for enten EU-Kommissionen eller Det Europæiske Råd.

Samtidig er der en lang tradition i Bruxelles for, at de traditionelt to store partier, socialdemokrater og konservative, deler de mest magtfulde poster imellem sig.

Omvendt ligger Vestagers største mulighed i, at Emmanuel Macron er langt mere interesseret i det kommende valg til Europa-Parlamentet end nogen fransk præsident før ham. Macron er sig meget bevidst, at hvis hans ambition om at ruske op i EU skal blive til virkelighed, så forudsætter det, at han har en solid base i Bruxelles.

Hans eneste reelle mulighed for at få det ser i dag ud til at være at gå i samarbejde med den liberale gruppe i parlamentet, ALDE, der i dag kun har 70 ud af 751 pladser, mens de konservative i EPP har 215, og socialdemokraterne har 189.

Den gode nyhed for Macron – og for Vestager – er, at parlamentet efter næste valg efter alt at dømme vil blive væsentlig anderledes sammensat. EPP kan ventes at svinde kraftigt ind, fordi konservative politikere står til at klare sig dårligt i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Det samme vil ske for socialdemokraterne i kraft af tilbagegang i Tyskland, Italien, Frankrig og Polen.

Omvendt kan ALDE gå hen og vokse markant, hvis der bliver gjort alvor af ideen om at fusionere med Macrons LREM-folk fra Frankrig. Dette foreslog ALDE-formanden Guy Verhofstadt forleden, og selv om det umiddelbart blev afvist af Macron-lejren, står det klart, at både De Radikale i Danmark og ikke mindst det fremadstormende spanske midterparti, Ciudadanos, der begge er medlemmer af ALDE, arbejder intenst på, at ALDE og Macrons folk skal samles til en stærk socialliberal midte i Europa-Parlamentet.

Det var også, hvad Margrethe Vestager lagde op til i den tale, som hun i begyndelsen af september holdt i tænketanken Bruegel i Bruxelles. Og det var også derfor, at hun delte et foto med sine 240.000 Twitter-følgere sammen med en af de førende Ciudadanos-politikere, Toni Roldán, der besøgte det radikale landsmøde i Nyborg forleden.

Vestager lægger sig tydeligvis tæt op ad den strategi, der siden i sommer har vist sig fra Macron-lejrens side: At man skal tale de nationalkonservative populister som Viktor Orbán i Ungarn og Matteo Salvini i Italien midt imod.

Det var netop, hvad Macron gjorde under sit nylige besøg i København, hvor Vestager ikke missede en eneste anledning til at blive set sammen med den franske præsident.

Vestager i parlamentet?

På det taktiske plan er Macron modstander af den såkaldte Spitzenkandidat-proces, der betyder, at EU-Kommissionens kommende formand skal være en af de spidskandidater, der er opstillet af de politiske grupper i parlamentet.

Sådan blev det sidste gang, hvor Jean-Claude Juncker var spidskandidat hos de konservative og endte som formand for Kommissionen.

Men nu går både Macron og Vestager åbent til angreb på denne måde at vælge kommissionsformand på. Hun kaldte forleden under et møde i Europa-Parlamentet metoden udemokratisk, fordi kun vælgere i spidskandidatens hjemland kan stemme på vedkommende. Tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen har heller ikke megen tiltro til, at den kommende kommissionsformand bliver en af spitzenkandidaterne.

”Det tror jeg ikke, at statscheferne vil finde sig i,” siger han.

Til gengæld peger Skytte på, at parlamentet meget vel kan vise sig at være den mest farbare vej for Vestager i jagten på en fortsat karriere i toppen af europæisk politik.

”Hvis hun stillede op og blev valgt ind, kunne hun måske få en stærk position i ALDE, som hun kunne bygge videre på,” siger Skytte og taler om, at muligheden så vil kunne opstå i 2024.

Tilbage står, at Margrethe Vestagers vej til en forlængelse af karrieren i toppen af europæisk politik nærmest er brolagt med uoverstigelige forhindringer. Omvendt kan intet udelukkes, eftersom hendes vigtigste allierede er den franske præsident, der i 2017 disruptede hele det politiske system i Frankrig, og som nu har tænkt sig at disrupte det europæiske.

Den danske konkurrencekommissær, der er blevet populær på at gå hårdt til de amerikanske techgiganter, deler Macrons ambitioner på Europas vegne. Og der er næppe tvivl om, at hun i det næste år igen og igen vil dukke op i kabalerne, når der spekuleres i, hvem der skal lede Europa i de kommende fem år.

Det bliver en særdeles vigtig periode, hvor EU formentlig vil få et stærkere fælles forsvar, en stærkere finans- og investeringspolitik og en mere fælles udenrigspolitik.