Hvis den amerikanske valgkamp havde været en film, ville instruktøren være blevet haglet ned af anmelderne for sine ekstreme karikaturer af hovedpersonerne. Men tvekampen mellem Trump og Clinton, mellem Donald og Hillary, er ikke en film. Det er USA anno 2016. Eller som Edward Luce i Financial Times beskriver det: Amerikansk politik i vredens tidsalder.

Donald Trump har i 18 måneder været top of the news, siden han i juni 2015 erklærede sit kandidatur. Tv-selskaberne har elsket ham, og han har elsket dem. Men det er – for nu at sige det mildt – ikke kærlige ord, der er kommet ud af munden på den republikanske kandidat.

Tværtimod har han orkestreret en tsunami af had, vrede og folkelige frustrationer, som via Twitter og Facebook er blevet forstærket i en grad, så det gamle politiske system er blevet kørt over. Det republikanske partis ledere kunne ikke stoppe Trump. Og der er umiddelbart før valget heller ikke nogen garanti for, at Clinton kan.

Konstateringen er skræmmende: Helt her fremme ved målstregen er det uklart, om USA vælger den topkvalificerede Hillary Clinton til USA’s første kvindelige præsident som afløser for USA’s første farvede præsident, Barack Obama – eller om de vælger Donald Trump, der ikke har nogen politisk erfaring overhovedet. En mand, der med udgangspunkt i et arvet byggeimperium har drevet dårlige forretninger, og som efter alt at dømme har brugt milliardtab tilbage i 1990’erne til at undgå skat i næsten 20 år. USA vil – uanset hvem der bliver præsident – befinde sig i en dyb demokratisk krise, der vil gøre verdens eneste militære supermagt mere indadvendt og dermed svagere i ledelsen af det globale samfund.

Set fra Europa er der ingen tvivl om, at Hillary Clinton vil være en positivt stemt, konstruktiv og realpolitisk indstillet partner, og at man i Donald Trump vil få en dybt uforudsigelig præsident. Med ham i Washington, Putin i Moskva og Erdogan i Ankara vil europæisk sikkerhedspolitik blive et veritabelt stærkmands-show med Tysklands kansler, Angela Merkel, i en rolle, som hun heldigvis har megen erfaring med at håndtere.

Men uanset hvem det bliver, skal Europa i de kommende år tage langt større ansvar for sin egen sikkerhed. Det er Tysklands regering sig meget bevidst. Tyskland øger sit forsvarsbudget, man har vedtaget at bygge en flybase i det strategisk vigtige afrikanske land Niger, og sammen med Frankrig taler man varmt for en markant styrkelse af EU’s forsvarspolitiske dimension. Men EU er dybt svækket af de dybe politiske kriser i Storbritannien og Frankrig. Mistilliden til politikere og såkaldt ’elite’ i de to lande er lige så dyb og bekymrende som den, der hersker i USA. Dermed er det reelt de tre bærende piller i flere hundrede års vestligt globalt lederskab, der er svækkede af dyb indenrigspolitisk uro, hvilket igen svækker den aktuelle verdensorden.

Da et flertal af briterne i juni stemte for at forlade EU, var nej’et båret af den samme tsunami af vrede og lede ved eksperter og eliter, som man har set i USA. Tv-stjernerne Nigel Farage og Boris Johnson gav tv-stationerne og deres seere, hvad de ville have, men ingen af dem anede, hvad de skulle stille op, da de skulle omsætte deres sejr til virkelighed. Nu er det i stedet den seriøse Theresa May, der skal lede Storbritannien ud af EU. Sidste uges kendelse fra High Court i London gør kun sagen endnu mere speget. De tre dommere erklærede enstemmigt, at det kun er Underhuset, der kan aktivere Storbritanniens udmeldelse af EU. Hvis den britiske højesteret stadfæster kendelsen, skal May også håndtere et tidrøvende slagsmål i Underhuset, som næppe vil stemme imod folket, inden hun kan komme i gang med den monumentale opgave, det bliver at trække Storbritannien ud af EU. Britiske eksperter offentliggjorde i sidste uge en rapport, hvori det dystert forudses, at Brexit-processen vil lamme politiske beslutningsprocesser og hele statsadministrationen. At det vil svække Storbritanniens bidrag til den globale ledelse, er indlysende.

I Frankrig fløjtes kampen om præsidentvalget i 2017 i gang 20. november med første runde i valget af en fælles centrumhøjrekandidat. Allerede ugen efter står det klart, om det bliver tidligere præsident Nicolas Sarkozy, eller om det bliver den aktuelle frontrunner i meningsmålingerne, Bordeaux’ borgermester Alain Juppé. Det mest sandsynlige forløb af valget i Frankrig er, at den højrenationale EU-modstander og islamfjende Marine Le Pen vinder første valgrunde. Til gengæld vil hun formentlig tabe valgets anden runde. Men selv hvis Marine Le Pen ikke vinder, står det klart, at Frankrig demokratisk set er i lige så dyb krise som USA og Storbritannien, og at man fremover hverken diplomatisk eller militært kan løfte globalt politisk ledelsesansvar i samme grad, som man har gjort hidtil.

Bundlinjen er, at USA, Storbritannien og Frankrig ikke længere er i stand til at bære Vestens globale lederskab. Nye lande og grupperinger må træde til, hvis de vestlige demokratier fremover skal lykkes med at bevare og udbrede borgerlige frihedsrettigheder og holde verdenshandlen fri.

Tyskland gør det. Canada gør det. Sverige og Norge gør det. Og i EU vil man rigtig gerne spille en global rolle, men her stritter mange medlemslande imod. Det gælder Ungarn og Danmark, hvor stærkmands-politikere og dygtige tv-populister som Viktor Orbán og Morten Messerschmidt har mere travlt med grænsekontroller, udlændingestramninger og islam-angst, end de har med at varetage reelle nationale interesser i Ungarn og Danmark.

Trump, Farage, Johnson, Le Pen, Putin, Erdogan, Orban og Messerschmidt er alle navne på en ny generation af politikere, som uden skelen til fakta og virkelighed bruger det demokratiske systems svage punkter til at mobilisere befolkningerne gennem vrede og lukkethed. Verden har brug for det modsatte. Tillid og åbenhed.

LÆS OGSÅ:

Trods skandaler står Clinton til sejr

Clinton kan blive en stærk og samlende præsident